Uge 10. Familien hvor mor sidder i fængsel for vold mod børnene

Ind af døren i dag kommer faren, med de 3 børn. Han ser bestemt ikke nyforelsket  ud mere. Du godeste, siger jeg til ham, hvis det er dit forelskede ansigt, så tør jeg ikke tænke på hvordan du ser ud når det ikke går godt. Det går heller ikke godt, siger han. Jeg har i flere år forestillet mig hvordan det ville være at slippe af med den hidsige kælling og finde en ny sød dame. Så lykkedes det og, så går det af helvede til med børnene. Det er som om de ikke under mig at have det godt! Jeg har prøvet at snakke med dem, som du sagde, men det er som om de ikke hører efter.

Må jeg høre hvad du siger til dem?  Jeg sagde: ”Jeg ved godt, at I synes det er mærkeligt at far har fundet en ny dame men hende har jeg altså tænkt mig at blive kæreste med. Hun er det bedste der er hændt for mig i mange år og jeg er rigtig glad når jeg er sammen med hende. Jeg håber at vi alle sammen kan få det godt sammen og hun siger at hun synes at I er rigtig søde”

Hvordan reagerede børnene på den sang?  Ja, det er det mærkeligt, siger han. De reagerede faktisk slet ikke. De surmulede og sagde faktisk ikke noget, så jeg kunne godt mærke at jeg blev irriteret på dem. Så det der råd med at fortælle børnene hvordan jeg har det, det virker sgu ikke!!

Nej, det forstår jeg. På den forklaring du har givet her tænker jeg, at de må sidde tilbage med mange spørgsmål. Feks siger du at det er det bedste der er sket for dig i mange år. Det må nødvendigvis rejse spørgsmålet hvordan du egentlig har det med deres mor og med dem. Du siger du har mødt en dame. Mon de ved hvordan sådan en ser ud? Du siger du vil være kæreste med hende, mon så små børn ved hvad det indebærer for dem og hvad skal der ske med deres mor. Selv om deres mor har mishandlet børnene, så er det altså den eneste mor-figur de kender, så mon ikke de spørger sig selv om hvad der nu skal ske. Hvilken en metode mon hun bruger? Din monolog overfor børnene har rejst flere spørgsmål end svar og jag kan godt forstå hvis de nu er usikre på hvad der skal ske, med jeres familie.

Så du skal på den igen: Fortæl børnene præcis hvad det kommer til at betyde for dem som børn og jer som familie nu hvor du har fået en kæreste. Fortæl dem hvad en dame er og hvad man skal og kan forvente sig af sådan én. Fortæl dem hvad der skal ske med deres mor og børnenes samvær med hende. Fortæl dem hvad det er der gør dig glad for damen og ikke mindst, hvad der gør dig glad sammen med børnene.

Du skal være konkret og bruge eksempler og hele tiden sikre dig at du bliver forstået. Samtalen er for børnenes skyld ikke din. De har bare brug for at vide hvad de kan forvente sig af dig, hende og fremtiden. Forudsigelighed og klarhed er nøgleordene her. De skal vide at det ikke er en ny mor de får men en ny kæreste du får. Og vær opmærksom på hvordan de ser ud når I taler sammen. Hvis børnene ser kede ud af det eller sure, så sig det: jeg synes du ser ked ud af det. Er du det? Jeg synes du ser sur ud, er du det? Osv. På den måde hjælper du børnene med at sætte ord på de følelser de har.

Så på den igen og langsomt frem /Dorte Bærentzen

Uge 10. Lars og Mona.

I dag kommer Lars alene. Jeg havde forestillet mig at han ville se en anelse mere nedbøjet ud end tilfældet er, så det bliver spændende hvad han har på hjertet.

Lars starter med at fortælle at det vist havde været noget værre noget sidste gang de var hos mig og han havde efterfølgende tænkt, at det ikke lignede noget, at Mona stormede ud på den måde. Jeg spørger ham, om han havde tænkt på hvad det var der fik hende til denne usædvanlige reaktion. Nej, egentlig ikke, siger han, det er vel dels for at få lidt opmærksomhed og for at skabe lidt drama. Og det må man vel sige lykkedes, svarer jeg ham. Har hun været hjemme siden? Nej, men hun kommer nok snart hjem.

Du lyder meget sikker Lars. Hvad bygger du den sikkerhed på? Det skal jeg sige dig, siger han og rejser sig lidt op. Jeg har talt med hende i telefonen og jeg sagde til hende, at jeg gerne ville forbedre mig. Altså se lidt mindre tv, hjælpe mere til med det daglige osv. Det er ret pudsigt, for jeg har ikke hørt disse ting fra Mona som kardinalpunkter. Når hun har fortalt her, sammen med dig, så lyder det mere som om hun mangler din investering i jeres forhold. Et ægte engagement hvor du byder ind med noget der er til jeres fælles bedste. Hvordan tror du hun har de i jeres forhold? Jeg tror hun har det meget godt, siger han hun kan jo gøre hvad hun vil, jeg blander mig aldrig. Og så nogen gange brokker hun sig, men gør alle ikke det?

Lars, jeg bliver i tvivl om i hvor høj grad du mener det når du siger, at du vil forandre dig. Der er noget der skurrer i mine øre. Ønsker du Mona tilbage? Ja, selvfølgelig gør jeg det, siger han. –og ja, jeg vil godt forandre mig men der er også ting hun skal gøre anderledes.  Hvad kunne det være? Hun skal holde op med at brokke sig over at jeg ser tv, at jeg besøger min ex. Hun skal holde op med at blande sig når der er noget jeg gerne vil. Jeg blander mig ikke i hendes ting. Lyder det ikke rimeligt?

 For mig lyder det slet ikke som om du hører hvad Mona siger og nu har hun fået nok. Du siger du vil forandre dig men det lyder mere som noget du vil forbi der er en umiddelbar gevinst ved det mere ende det lyder som et dybtfølt ønske om at gøre noget godt for jeres forhold. Jeg har meget svært ved at finde den respekt der skal være mellem mennesker i et velfungerende forhold og det lyder ærligt talt som om du manipulerer med hende. For mig lyder det som om du ikke er færdig med forholdet til din ex og når hun påpeger det, så er det hende der ender op med at være den der er forkert på den.

Grunden til, at jeg overhovedet siger disse ting er, at dette ikke vil ændre sig med den næste kæreste du får. Hvis du ikke, inde i dig selv, kan finde motivationen til at ville være halvdelen af et forhold, så er der ingen der vil have dig. Det er ikke en gratis køretur at være i et forhold. Dit forhold til Mona må du vist anse for forbi men det er nu du har muligheden for at få gjort det forbi med din ex også og så se om du kan udvikle dig så positivt, at du kan være i et nyt forhold der er præget af respekt og gensidighed. Det bliver et stort stykke arbejde men jeg lover dig, at det er det værd.

Jeg synes du skal gå hjem og tænke over, om det er det ,vi skal bruge tiden på fremover men så kommer du til at arbejde. /Dorte Bærentzen

Uge 9. Familien hvor børnene har taget magten

Far og mor kommer i dag lidt mere roligt ind af døren.

De fortæller, at især mor er blevet bedre til, at skrue ned for ironi og sarkasme. De fortæller at børnene stadig er lidt usikre på når hun siger noget til dem. Det er ganske naturligt idet børn danner erfaringer uden at have oplevet så meget andet. Det betyder at de skal opleve rigtig meget af andre ting før deres erfaring ændres og derved også deres måde at se verden på.

Men i dag vil forældrene gerne tale om det at skælde ud på børnene. Begge forældre fortæller at det er vigtigt for dem at deres børn kan opføre sig ordentligt. Nu er det jo lidt forskelligt hvordan forældre synes børn skal opføre sig så hvordan synes I børn skal op føre sig?, spørger jeg. Forældrene opremser herefter en del ting de gerne så ske, men det der nok er mest af almen interesse er, at de gerne vil have børnene høre efter.

De fortæller: Det er som om alting skal siges 5-6 gange og med mere og mere volumen på. Ofte ender det med at man bliver rasende og tager fat i armen på barnet. Mor kan tilsyneladende ende flere oktaver over normalområder og kan finde på at stampe ud af rummet og smække døren, efterladende nogle måbende børn. Far tager mere fat i børnene og tvinger dem ind på værelset eller et andet passende sted hvor de ikke kommer i vejen for udsynet. Jeg spørger dem hvad de selv synes om denne fremgangsmåde og de svarer begge to, at de synes den anden er helt ude af kontrol og at de synes børnene bliver mere og mere uartige.

Jeg spørger hvorfor mor råber så højt. Hun siger at det er som om de først hører det når hun er helt i falset. Men hvorfor forlader du så barnet når du nu er kommet igennem, spørger jeg. Det er fordi at jeg på det tidspunkt er så vred, at jeg ikke orker at se på barnet og det er lettere at gøre det hele selv. Nå, det giver mening, siger jeg. Det betyder, set fra barnets perspektiv, at når du har råbt længe nok så stopper det og du gør selv det de ellers er blevet bedt om. Det må virke temmelig forvirrende på barnet. Først alt det råberi og derefter gør du det selv.

Og hvad med dig far, hvorfor bliver barnet smidt væk? Det er fordi jeg ikke kan holde ud at se på barnet bare glo tomt ud i luften. Det kan da ikke være så svært at fatte hvad jeg gerne vil se ske. Jeg synes det er respektløst og jeg vil gerne have at de mærker hvad det vil sige ikke at blive hørt og behandlet respektløst. Hold da op, siger jeg. Du gør da noget ud af det! Jeg kan høre at du forestiller dig at børn rent faktisk kan forstå sådan en hævnaktion og oven i købet lære af det. Her skyder du godt nok over målet. Set fra barnets perspektiv må det opleves sådan: det far siger skal siges 5-6-gange højere og højere. Herefter bliver man fjernet fra rummet med kun lidt berøring med jorden og skal passe sig selv o roen 20 min tid mens han selv gør det der skal gøres.

Jeg bliver nok nødt til at afsløre for jer at det der råberi efterfulgt af deportation og styrten ud af døren ikke virker! Der er intet der tyder på, at i nogensinde har opnået at får børnene til at forstå hvad I vil på denne måde. Det er da et utroligt spild af kræfter. Det virker som om, at I har besluttet denne opdragelsesmetode og hver gang den ikke virker så fortsætter I bare med at gøre mere af det samme.

Hvis man vil have børn til at gøre noget skal man allerførst sikre sig at de har en normal hørelse så man på forhånd ved, at man ikke behøver råbe.. Det er ikke små voksne ” der nok kan tænke sig til at…” man må henvende sig til dem på en alderssvarende måde. Herefter sikre man sig at man er i kontakt med barnet. Måske endda øjenkontakt. Så beder man dem om det man gerne vil have og herefter sikre man sig at de faktisk har forstået opgaven. Spørg dem: ved du hvad jeg mener, kan du finde ud af det? Når barnet så har udført opgaven så siger man: Tak for det, det blev jeg glad for, det var vel nok rart, hold da op hvor du klarede det godt, sikke umage du gjorde dig og mere af samme skuffe. Vælg selv og gerne flere af udsagnene.

På den måde oplever barnet at det faktisk betyder noget, at de gør det de bliver bedt om. At man værdsætter det udførte.

Næste problem opstår næste gang man beder dem om det samme og der intet sker f.eks: Hænge sin jakke op på knagen når man tager den af. Så kunne man: sikre sig kontakt, kigge dem i øjnene og sige: jeg tror sørme du glemte at hænge jakken op. Jeg ved du kan gøre det for det gik rigtig godt i går da vi sidst talte om det. Skal jeg hjælpe dig? Hvis barnet siger: det vil jeg ikke så kunne du svare: det kan jeg se men nu skal du se sammen kan vi gøre det i et enuptag og så kan vi gøre noget andet sammen i stedet for at opholde os her i gangen sammen.

Dette skal gøres hver gang! Hvis man ikke orker, så gør det selv. Det r bedre end at spille fallit ved at råbe og udvandre. Start med få ting så man ikke sætter i gang med 15 nye ting på en gang. Hvis ”skældud” ikke virker så stop det. Tal ordentligt til dine børn og ros og anerkende dem når de gør det rigtige./ Dorte Bærentzen

Uge 7. Lars og Mona

Mona kommer alene i dag. Sidste gang hun var i klinikken var det sammen end hendes mand. Hun gik fra stedet i stor vrede og jeg må indrømme jeg har tænkt på hende i ugen der er gået.

Hun ser træt og slidt ud og begynder da også med selv at give udtryk for stor træthed. Hun fortæller, at der er så mange følelser der rumsterer i hende og det er som om de alle sammen stritter hver sin vej.  Jeg kan ikke forstå det, siger hun. Det ene øjeblik tænker jeg på at det skal nok gå alt sammen og det næste øjeblik er det som om jeg falder ned i en kløft. Jeg spørger lidt til hvordan det er at falde ned i kløften og hun fortæller, at det er angstfulde følelser der fylder i hende. Det er ikke forbi jeg er bange for ikke at kunne klare mig, siger hun. Det er bare en sort tung angst der sidder i hele kroppen. Jeg vil så gerne være fri for den, siger hun.

Jeg spørger til hvad der skete efter hun var gået herfra sidst. Hun fortæller, at hun var taget hen til en veninde og der har hun været siden. De har sammen hentet hendes tøj men ikke mere. Lars havde været i hjemmet da hun kom og han havde udtrykkeligt sagt at ”hun ikke fik en trevl mere af ham”  Faktisk svarede jeg ham slet ikke. Som om det betyder noget for mig, sagde hun. Om aftenen havde Lars ringet og sagt at han var ked af det og at han nu kunne se hvor forkert han havde behandlet hende. Han var godt klar over at han fremover skulle behandle hende med betydelig mere respekt og han vidste nu at det kun var hende han elskede. Hold da op, siger jeg. Det var da ellers noget. Hvad får det dig til at føle? Som en brugt klud, siger Mona. Som en gammel klud han pludselig får øje på men knapt genkender. Faktisk blev jeg meget ked af det. Det er første gang jag har hørt ham sige at han elsker mig i mange år, så jeg kan godt regne ud at han er trængt og han prøver at opnå noget. Man jeg kan også mærke at det intet godt gør for mig. Det er som om der er helt tomt. Det er som om jeg er ligeglad med både ham og det han siger. Engang ville jeg være blevet glad for disse udsagn men nu er det ligegyldigt. Faktisk er det respektløst i sig selv at sige sådan til mig, siger hun. Tror ha jeg er så dum, at jeg falder for den slags pladder?  Men det jeg ikke forstår er, hvorfor jeg er så ked af det, når jeg nu alligevel oplever  både lettelse og  luft?

Det er fordi de fleste følelsesmæssige begivenheder af denne kaliber rummer mange følelser. Og de kan sagtens være i modstrid med hinanden. Det vigtigste er at anerkende at det er sådan man har det. Jeg tror mange der bryder ud af et forhold har svært ved at mærke sorgen. Mennesker omkring dem har travlt med at sige at det var godt det blev gjort og det virker derfor næsten upassende, at give udtryk for sorg. Men i ethvert tab er der sorg. Og det er et tab uanset hvem der bryder forholdet. Det er tab af en drøm man har haft sammen og tab af en menneske der har været tæt på en og et tab af en fælles hukommelse i de år man var sammen. Det er derfor vigtigt, at mærke og anerkende denne sorg og tage den tid det tager. Så når du indimellem oplever at du er lettet er det helt sikkert sådan du har det men bagved ligger sorgen over alt det der kunne have været og alt det gode der trods alt var. ”Selv om der var lange mellem snapsene. ”

 Kan du så forklare mig noget om den angst jeg føler? Det er ikke sådan en bange-tilstand. Det er mere en usikkerhed - tvivl- uglad fornemmelse. Mest af alt ligner det angst uden rigtig at være det.

Jeg tror det er det man kalder ”frihedsangst”. Det skal forstås på den måde, at pludselig stilles du overfor muligheden for at vælge lide det du aller helst vil med dit liv og det kan være temmelig skræmmende. Det er formentlig mange år siden du sidst har tænkt på den måde. Usikkerheden kommer ind fordi det nu kun er dig selvder skal tage beslutninger om dit liv og dig selv der skal deale med konsekvenserne. Både de gode og de dårlige. Mange mennesker drømmer om hvad de vil gøre når: børnene er flyttet hjemmefra, når carporten er bygget, når skattegælden er betalt, når huspriserne stiger osv. De har det tilfælles at det ofte er dårlige undskyldninger for virkelig at tage deres liv i deres egne hænder og gøre noget aktivt for at livet bliver optimalt godt. Det er din situation lige nu! Der intet der binder dig mere og du kan frit vælge. Bordet fanger og du har nu muligheden for at skabe noget unikt. Går det skidt kan du ikke give andre skylden. Ansvaret er dit

Nå, Mona. Om ikke andet fik du da noget andet at tænke over end Lars. Har jeg ret idet?/ Dorte Bærentzen

Uge 5. Familien hvor mor sidder i fængsel for vold mod børnene.

Ind af døren i dag komme far med den ældste af sine børn. Trampende ind, kan man vel nærmest sige. Drengen på 6 år, ser lidt beklemt ud og han sætter sig et stykke væk fra sin far og kigger mut ned på sine ben. Han er meget svær at komme i kontakt med og farens irritation er da også til at tage at føle på.

Han siger: sådan har han opført sig siden jeg præsenterede dem for min nye dame. Sur og vranten. Han siger ikke noget og jeg kan ikke forstå, at han ikke kan være lidt glad på mine vegne. Det er som om han ikke kan unde mig lidt glæde, siger han. Hvis han vidste hvad jeg har været igennem ville han få en dårlig smag i munden!

 Jeg synes vi har hørt rigeligt og jeg bryder  ind. Jeg kan se at han har mere i posen af samme skuffe men jeg synes ikke det er rimeligt at fortsætte den hudfletning han er i gang med.

 Jeg henvender mig til drengen og spørger: Har din far været efter dig på den måde den sidste uge? Drengen siger ikke noget men nikker lidt. Hold da op, fortsætter jeg, det må have været hårdt. Jeg kan se at du har det rigtig svært og jeg vil gerne hjælpe dig. Drengen reagerer ikke meget, så jeg lader ham være og prøver en anden vej. Jeg spørger far :Kan du se at din søn har det rigtig skidt? Skidt, næsten råber far. Så skulle du vide hvordan jeg har det! Så snart jeg oplever lidt glæde, så skal børnene straks ødelægge det. Hvis det skal fortsætte på den måde så kan børnene bare flytte!  Jeg prøver igen: Hvad tror du din søn han tænker på? Hvor skulle jeg vide det fra, svarer han. Han siger jo ikke noget. Så trækker jeg det næste kort: Nu skal jeg fortælle dig hvad jeg tror der foregår. Din søn sidder helt sammenkrøbet og har det rigtig skidt. Du hverken hører eller ser ham og det ser ud som om han har opgivet at komme igennem til dig. Jeg ved godt at du synes at det er ham der er sur og afvisende men jeg tror du har så travlt med at være forelsket, at du ikke ser hvad der sker med børnene. Har jeg bare lidt ret,? spørger jeg sønnen om. Han kigger nu op og nikker. Jeg spørger ham om jeg kan hjælpe ham med at snakke med far, men der skal han ikke have klinket noget!

 Jeg siger til far, at  jeg bliver bekymret når jeg ser hans søn, så ked af det og afvisende. Far ser noget overraskende ud og  jeg fortsætter:  Det er desværre ikke ualmindeligt, at se sådan en reaktion fra et barn der ikke føler sig hørt eller set. Det der sker er, at du sætter dig selv så meget i centrum, at du ikke kan se dine børns behov. Jeg kan godt forstå at du er glad men de børn forstår ikke hvad der foregår. De er blevet præsenteret for en fremmed kvinde der helt tydeligt har tager deres mors plads og har forvandlet deres far til en lallende idiot. Dine børn er små og har ikke en jordisk chance for at følge med. Det er gået rigtig stærkt fordi du har behov for at trække den nye kvinde ind i dit liv men det er gået alt for stærkt for børnene. Den slags skal forberedes ordentligt. DVS du skal snakke med børnene om, at deres mor og dig ikke mere skal være sammen. Så vidt jeg ved, har det ikke været i talesat på noget tidspunkt. Dette må man hjælpe børnene med at forstå og hjælpe dem med at bære den smerte og den usikkerhed der følger med. Børn bliver altid meget påvirket når der sker ændringer i deres liv og de ikke mere han forudse hvad der sker. Dette skal de have hjælp til og de skal forsikres om, at man som forældre kan håndtere situationen og fortsat nok skal passe godt på børnene. Først når børnene har forstået at mor og far ikke mere er sammen og de kan overskue konsekvensen af dette, kan man introducere noget nyt i deres liv,som feks. en ny kæreste. De skal forsikres om, at de ikke bliver glemt i denne nye forelskelse, at der er plads til dem og at kærligheden til dem er den samme som altid. Først når alt dette er på plads er børnene  parat til at møde den udkårne. Man har ansvar for sine børn, også i sådan en situation og nogen gange må man tilsidesætte egne behov og hjælpe sine børn først. Jo bedre forberedt de er jo større chance er der for at de tager godt imod og kan rumme en ny voksen i deres liv.

Så du har en opgave foran dig. Du skal hjem uden den nye kvinde, og tale med dine børn om bruddet fra deres mor. Du skal tage et skridt af gangen og hele tiden sikre dig at børnene kan følge med. Så må du skaffe dig noget tid hvor du kan være sammen med din nye kæreste alene. Der er ikke nogen nemme eller hurtige løsninger på dette og særligt dine børn har oplevet hvor katastrofalt uforudsigelig adfærd kan være. Dine trusler om at børnene kan flytte til deres mor er helt uhørte. Du skal som voksen afholde dig fra at true forsvarsløse børn og lære at bære dine frustrationer uden at hælde den slags ud over børnene. Jeg håber du kan møde din søn med den omsorg han har brug for og jeg vil håbe for dig at han genvinder sin tillid til dig./ Dorte Bærentzen

uge 4. Familien hvor børnene har taget magten i famlien

Forældrene til de 3 børn ser noget trætte ud i dag. De fortæller at julen har været anstrengende og at de føler sig begge helt udmattede. Det deler de desværre med rigtig mange forældre. Det er som alle sejl bliver sat til denne højtid uanset ressourcer. Det gælder både økonomiske og følelsesmæssige ressourcer.

Efter at have hørt om julen og den levede tid siger familien at de har tænkt meget over det vi talte om sidst. Det var det med at sætte grænser for sig i selv i forhold til hvad man siger og gør i forskellige sammenhæng. Det har ikke været nemt for dem og det volder dem en del vanskeligheder og faren fortæller:

Efter vi blev enige om at hun skal høre lidt mere på når jeg prøver at bremse op for hvad hun fortæller andre er der sneget sig en anden unode ind. Det er som om at alt skal ud uanset hvad så nu kommer der en del ud som sarkastiske og ironiske bemærkninger.

Jeg spørger moren hvad hun tænker om dette og hun svare: jeg synes ikke det er sådan. Jeg må vel have lov til at sige noget. Jeg synes selv jeg siger tingene med humor og synes selv at det er sjovt. Jeg spørger hende om der er andre der synes det er sjovt og efter en tænkepause siger hun at det er der nogen gange. Jeg spørger hende hvordan børnene reagerer og hun siger at de synes da at det er sjovt, nogen gange og andre gange er et som om de ikke hører efter.

Faren fortæller at børnene er forvirrede og ikke kan finde ud hvad der sker. Han kan beskrive at de kigger fra mor til ham når mor siger noget uanset om det er ironi eller ej. ” Det er som om de ikke mere kan høre forskel”, siger han. Mor er helt uenig og mener det handler om intelligens. Hun mener at børnene er overordentlig godt begavede og derfor sagtens kan føle hende når hun ”laver sjov”.

Det får godt nok faren til at rejse sig lidt i stolen. Han nøjes dog med at erklære sig uenig med moren. Før det udvikler sig griber jeg ind med en forklaring.

Børn i før- pubertetsalderen forstår ikke ironi og sarkasme. Det er i virkeligheden også nogle underlige størrelser. Det r udsagn der lyder venlige og man smiler samtidig med at disse leveres og indholdet lyder da også tilforladeligt nok. Men hvis man hører efter sammenhængen giver det ikke mening. I virkeligheden er det skjult vrede man får lukket ud på denne feje måde. Børn kommer i klemme der fordi de tager udsagn for pålydende. Det vil sige, de hører det der bliver sagt uden yderligere tolkninger. I virkeligheden er det paradoksalt at vi på den ene side beder børn gøre hvad vi siger og ved andre lejligheder er det lige det modsatte. Det har børn ikke en jordisk chance for at forstå. I parentes bør det vel bemærkes at det er der voksne der heller ikke gør.

Så når barnet kommer til at vælte den ene af de to dyre vaser i vindueskarmen og mor responderer med at smile og sige : flot, prøv om du også kan vælte og smadre den anden også” så vil det artige barn naturligvis gøre dette. Stor er forvirringen når mor så kaster sig over barnet os skælder ud.

Når børn udsættes for disse mærkelige budskaber og voksnes paradoksale reaktioner begynder de at blive usikre. Derfor ser vi børnene i denne fortælling gøre det eneste kloge: Se på far og prøv at aflæse hvad i himlens navn der foregår.

Det kan godt være mor selv synes hun er sjov og det er hun formentlig også når hun er blandt voksne men man skal afholde sig fra ironi og sarkasme overfor børn. Er der noget man er vred eller utilfreds med så sig det i stedet for.

Og så er det vist lige vigtigt at pointere at forståelsen af disse sære begreber ikke har noget at gøre med børns intelligens. Om det også gælder voksne vil jeg her afholde mig fra at gøre mig klog på. / Dorte Bærentzen

Uge 3. Lars og Mona.

Til min store overraskelse kommer Lars og Mona sammen i dag. Jeg har været spændt på hvordan deres jul er gået, efter Monas julefrokost.

Lars lægger ud med at sige: Vi kan lige så godt snakke åbent om det. Mona har ”tilstået”, at hun mødte en eller anden gammel stodder efter julefrokosten og at han forsøgte at snakke trusserne af hende” Det vil jeg rigtig gerne høre mere om men jeg bliver først nødt til at spørge Mona om hun ville formulere det på samme måde, siger jeg. Mona sukker opgivende og siger: Det er lige meget. Jeg har givet op og jeg er faktisk ligeglad med hvad han siger” Og her må jeg give hende ret. Hun lignede og lød bestemt som en, der havde opgiver det hele. Hun var trist, grå i huden, mimikfattig og stemmen var stille og trist. Du godeste, siger jeg til hende. Jeg bliver faktisk bekymret når jeg se dig sådan her. Lars bryder ind: Vi har snakket om det derhjemme, så det er ikke noget vi skal snakke om her også. Det kunne lige se godt ud at du skulle til at blande dig i noget vi allerede har klaret og så tage penge for det! Jeg siger: Jeg kan høre at Mona ikke mere er modtagelig overfor dine nedladende bemærkninger og at du leder efter en ny, der vil lege med dig. Men du kan spare kræfterne, jeg vil ikke være med. Men jeg vil da rigtig gerne høre hvordan I har løst dette problem. Det ser desværre ikke ud som om I begge to er tilfredse med det i er kommet frem til.

Lars siger: Det kan godt være at jeg ikke altid er helt nem at leve sammen med men det har hun vidst fra starten. Hun har hele tiden vidst at jeg kom en del i min ekskones hjem og hun har altid vidst at jeg er ”hurtig på aftrækkeren”. Og jeg kan da godt indrømme at det nogen gange er lidt i overkanten og vi har derfor aftale at jeg skal prøve at beherske mig lidt. Men så skal hun også være lidt mere glad. Jeg spørger Mona om hun er enig i det Lars siger. Hun svarer næsten ikke, ryster bare på hovedet. Der kan du selv se, siger Lars. Så snart vi kommer herhen til dig, så hænger hun med næbet og ligner jeg ved ikke hvad! Det er åbenbart lige meget hvad jeg gør. Lars siger jeg, Hvordan tror du Mona har det? Hvor skulle jeg vide det fra? Hun har vel dårlig samvittighed efter den julefrokost eller sådan noget.

Og så sker der noget: Mona rejser sig fra stolen, tager luft ind og råber: Nu holder du fandme kæft, dit dumme svin. Jeg er så pisse træt af at høre på, at du er så selvfed og uden fejl. Jeg får brækfornemmelser over at se på din fede krop og du stinker som en kloak. Du tror du er så god til alting men det er du ikke! Der er ingenting tilbage af det jeg følte engang og nu er det nok. Jeg dør lidt hverdag sammen med dig og nu har jeg fået nok. Du kan pakke mine ting, smide dem ud eller hvad du har lyst til. Jeg kommer ikke med hjem mere og jeg er skredet nu! –Og ud af døren skred hun.

For første gang er Lars stille- et øjeblik. Så begynder han: Der kan du se hvad du har gjort! Kællinger der rotter sig sammen er noget fanden har skabt!

Jeg føler mig fristet til at svare ham, men modstår. Han har vist allerede rigeligt at tænke over./ Dorte Bærentzen