Uge 51. Lars og Mona

Bliver noget overrasket over at se Mona alene i dag.

Jeg har brug for at tale med dig alene i dag, begynder hun. Jeg spørger til om det er OK for ham og at jeg gerne vil have at vi holder os til kun at tale om hvordan hun har det og ikke tale om Lars.

Det bliver nemt, siger hun. Jeg har slet ikke lyst til at tale om ham men vil gerne tale om hvordan jeg har det i øjeblikket:

Jeg vat til julefrokost forleden og efter festen var vi nogle der tog i byen. Jeg drikker ikke så meget, så jeg følte mig helt frisk til at tage med. Det er ikke noget jeg har gjort i mange år, så jeg tænkte at det kunne blive sjovt. Det første sted vi gik ind er der en mand ved baren der gerne vil i snak med mig. Først tænkte jeg at han forvekslede mig med en anden eller også var han nok godt fuld. Men ingen af delene var rigtig. Han spurgte meget interesseret til hvem jeg var og jeg var temmelig mundlam og har nok virket meget uhøflig. Jeg spurgte ham hvorfor han var så interesseret i hvem jeg er og han sagde at han ”simpelthen synes at jeg så så sød ud og ikke ville lade denne lejlighed gå fra ham”

Der stod jeg, fortsætter Mona. Paranoiaen blinkede og blændede mig næsten, men det var alligevel for mystisk til at jeg bare gik et andet sted hen. De næste 3 timer snakkede vi sammen og det var nærmest uhyggeligt da jeg fik set på mig selv udefra. Her stod jeg og grinede og var rød i kinderne. Inden jeg fik hold på mig selv havde jeg fortalt denne fremmede mand meget mere om mig selv end jeg nogen sinde havde fortalt andre.

Da klokken var 2 blev jeg nødt til at gå hjem. Jeg var bange for at Lars ville kunne se på mig hvad der var sket. Men der var ingen grund til bekymring. Han sov rigtig godt og vågnede ikke da jag lagde mig.

Jeg lå og tænkte på hvor mærkeligt det hele havde været. Hvordan kan en fremmed mand synes at jeg er interessant? Hvorfor gad han tale med mig i flere timer når jeg fra starten havde sagt at jeg var gift? Hvorfor havde jeg fortalt alt det om mig selv?

Næste dag ved morgenmaden spurgte Lars: Nå, fik hønsegården kaglet igennem i går? I fik vel rigtig snakket om alle jeres ”problemer” i hjemmet, ha ha

Jeg gad ikke engang svare men fik set rigtig på ham for første gang, måske i mange år. Hold….. hvor er han ucharmerende, tænkte jeg. Han kunne trænge til at blive kørt gennem en bilvask, tabe sig, få vasket sin mund med sæbe og komme på et Lis Corell Kursus i almindelig høflighed. I al hemmelighed stod jeg og tænkte: Du skulle lige vide hvad jeg oplevede i går! En man der faktisk behandlede mig med respekt og som var oprigtig interesseret i mig.

Jeg tog tøj på og gik en meget lang tur og tænkte det hele igennem, og nu er det så, at jeg har besluttet at jeg har fået nok af Lars. Mere end nok! Jeg har allerede spildt for mange år på ham og nu vil jeg til at leve et liv igen. Jeg har nået kvalmegrænsen for hvad jeg vil finde mig i at høre på, fra ham. Det er som om jeg er vågnet op efter en meget lang drøm.

 Jamen Mona dog, siger jeg. Det har da været noget af en omvæltende aften for dig. Jeg har aldrig hørt dig tale med så fast stemme før og heller ikke set så meget liv i dig som nu. Du er da tæt på at måtte sende 2 flasker rødvin til den fremmede herre, der fik rusket liv i dig.

Jeg kan godt se at du også ser ked ud af det. Og det er forståeligt nok. Giv dig tid til at sørge over at din drøm om et liv med Lars, er gået itu. Selv om det er dig der går, er sorgen ikke mindre. Tillad dig at mærke den og tag dig god tid før du skel ud og ”leve livet” At leve er også at mærke de triste tanker der kommer i kølvandet på en sådan beslutning.

Det er desværre ikke ukendt det der er sket for dig. Lars´s mange års tiltagende respektløshed har nået grænsen og lidt mere. Det er der sker, når den der udøver denne form for relation hele tiden hæver overliggeren for, hvad der er i orden at sige og gøre. Din andel er, at du ikke har stoppet ham i tide. Desværre er det svært at sige stop fordi det han gør, ligner det han også gjorde i sidste uge, men hvis du kigger 2 måneder baglæns kan du sikkert se, at han har skruet lidt op. Du er spundet ind i dette mønster og dit selvværd er langsomt sivet ud af dig. Derfor har han haft frit spil. Jeg gætter på at du har tænkt, at hvis du bare kunne gøre ham mere glad og tilfreds med livet, så ville han behandle dig lidt bedre. Det deler du med mange andre. Du har påtaget dig ansvaret for stemningen i jeres forhold og påtaget dig skylden når der var mislyde.

Men tillykke med dit nye liv!

Jeg glæder mig til at møde dig efter jul og nytår og høre hvordan det hele er gået / Dorte Bærentzen

Uge 50. Familien hvor mor sidder i fængsel for vold mod børnene

I dag kommer faren sammen med alle børnene. De ser umiddelbart ud til at have det godt -i hvert fald er de imødekommende på en lidt anden måde end jeg har set tidligere.

Jeg spørger faren om han oplever det samme og han siger, at han også kan mærke at der er mere ro på hjemme og børnene virker gladere. Jeg spørger børnene og den ældste siger at det er blevet bedre at være derhjemme fordi de nu taler mere åbent om deres mor og faren kan holde ud at høre på det. ”Han bliver ikke så sur og ked af det, når vi ikke vil med på besøg hos mor” siger hun.

Faren fortæller at han er ved at forliges med tanken om, at hans kone sidder i fængsel og han er begyndt at turde se på hans egen andel i at det kunne komme så lange ud. Han siger at han er flov og frygtelig ked af det men det virker som om han har været spundet ind i en spind af børnenes mor. ” Man overlevede bare fra det ene raserianfald til det næste, siger han og hver gang troede man det blev sidste gang fordi hun bleb så ked af det og lovede at holde op”

Du har det som alle ægtefæller til misbrugere, siger jeg til ham. Man er simpelthen nødt til at tro på deres løfter og til sidst er man så spundet ind idet hele at man ikke kan se nogen udvej.

Jeg spørger til hvordan den forestående jul skal foregå. Han sukker og ser beklemt på børnene. Det er sådan, siger han, at børnenes mor  insisterer på at de skal komme ind til hende i fængslet d. 24. Samtidig vil hendes familie have børnene d. 25 dec og så holde juleaften der. Jeg er i syv sind hvad jeg skal gøre. Jeg er bange for at ødelægge børnenes jul og jeg vil ikke være uvenner med hverken deres mor eller hendes familie. Det er anstrengt nok i forvejen!

Jeg spørger børnene hvad de synes men ingen af dem har lyst til at svare. De kigger beklemt ned i bordet og siger intet. Da jeg spørger dem om de glæder sig til jul, siger de heller ikke noget.

Jeg siger til Far:

Du er nødt til at tage ansvar for hvad der skal ske i julen med børnene. Du skal sikre dig at de får en god jul. Julen er ikke de voksnes fest, det er børnenes! De tør ikke engang sige om de glæder sig til jul af skræk for at gøre sig uvenner med nogen. Det er ikke rimeligt. Og jeg tror desværre at de deler skæbne med mange andre børn lige nu. Du bliver nødt til at give dine børn den jul du mener, vil være bedst for dem. Mit forslag vil være at julen holdes hos dig med dem der har lyst til at være der og det skal være d. 24 dec.  I kan tage i fængslet om formiddagen men resten af dagen skal bruges på at forberede jer til juleaftenen. Børnene sjak bygge forventningen op lige så stille gennem dagen. Hvis dine forældre eller søskende vil være med. Er det rigtig godt men du skal insistere på, at I er der hjemme.

Mht at børnenes familie på morens side ønsker at holde jul med dem d. 25 dec. Så er det da rart at de vil gøre noget godt for dem. Jeg synes ikke man skal holde juleaften 2 gange. Det er vigtigt for børnene at magien denne aften holdes på denne ene særlige aften. Det kan nemt blive en konkurrence om hvem der kan gøre det bedst og børnene kommer i klemme i denne strid. Det er dig der er sammen med børnene i hverdagen og derfor synes jeg også du skal være sammen med dem denne festlige aften.

Det betyder ikke at man ikke kan have en god 1 juledag. Det der skal foregå skal bare være noget andet. Du kunne jo opfordre familien til at lave deres egen tradition omkring denne dag og så gøre den til noget særligt uden at den skal være en kopi af jule aften.

Husk, at det er børnenes fest. Denne dag må de voksne s behov træde i baggrunden. / Dorte Bærentzen

Uge 49. Lars og Mona

Jeg er spændt på, at se om Lars og Mona kommer sammen i dag eller slet ikke. Sidste gang de var her sagde jeg at det ikke nyttede noget at tale sammen, når Mona var så vred og Lars´s øre helt lukkede.

Men ind af døren kommer de sammen i dag. Mona er klar før hun lander i sædet: Undskyld jeg var så vred sidste gang. Jeg er ikke helt færdig med at være vred men jeg er lidt bedre til at kontrollere det i dag. Lars er tavs og jeg spørger til hvordan han har haft det den forgangne uge. Nogenlunde, siger han. Hun har råbt og skreget og været meget vred men det er gået OK. Jeg håber bare at det snart stopper, for jeg kan ikke holde det ud. Det tror jeg heller ikke Mona kan, siger jeg.  Det er mange års sammensparede vrede du ser lige nu og måske er det på tide at du høre det hele. Skal vi prøve at få Mona til at tale i stedet for at råbe?

Mona begynder med stor selvbeherskelse: Jeg er træt af, at du ser tv hele tiden. Du siger at vi kan snakke sammen alligevel men det er kun noget du tror. Det er som at tale til en væg og det får mig til at føre mig ligegyldig og til ulejlighed.

Og jeg er træt af, at du nedgør mig særligt når der er andre til stede. Jeg vil slet ikke have det i det hele taget men slet ikke når andre høre på det. Du siger at det ikke passer men jeg kan fortælle dig, at mennesker vi er sammen med synes det er meget pinligt når du gør det. Så stor en vane er det for dig, at du slet ikke lægger mærke til det.

Og så vil jeg gerne have at du afslutter dit forhold til din eks. Kone. Jeg tor du holder så krampagtigt fat i det forhold, der egentlig er afsluttet, fordi du blev smidt ud og ikke er helt færdig med at vise hende hvilken stor fejl det var. Det er respektløst det du gør og jeg vil ikke finde mig idet mere.

Hold da op Mona, siger jeg. Det lyder som om du har øvet dig hjemmefra og hvor er det godt at du siger så klart hvad du vil og hvad du ikke vil. Lad os Høre hvad Lars siger:

Jeg kan ikke forstå at du ikke kan unde mig at sidde med lidt tv når jeg har fri. Jeg slapper så godt af og det passer ikke hvad du siger med, at vi ikke kan snakke sammen samtidig. Så hvis du absolut vil ødelægge det eneste der virkelig giver mig indhold i dagligdagen, så værsgod! Jeg er heller ikke enig med at jeg nedgør dig hverken når der er andre eller ellers. Så jeg synes hellere du skulle se på hvad det er for nogen venner du har i stedet for at beskylde mig.

Mht til min eks kone, så er det ikke som du tror. Det er kun af praktiske årsager som du tilsyneladende ikke forstår, at jeg stadig ser hende og tager derud engang imellem.  Du sagde engang at jeg lignede en dikkende lammehale når hun var i nærheden og det blev jeg sgu sur over og besluttede at det kom du f… ikke til at bestemme.

Det er hvad jeg mener om det du har at sige, siger Lars. Mona sidder og kigger på ham med lige dele tristhed og vrede og det er vist på tide at jeg siger noget:

 I er det mest klassiske eksempel på hvad der sker, når man ikke kan tale sammen. Jeg tror faktisk på, at I gerne vil hinanden, men virker ærlig talt noget håbløst. Mona har troet på at hun ved at undertrykke sig selv kunne opnå at få Lars til at elske hende nok til at forholdet kunne køre. Det kan man kun en vis tid. Man betaler en høj pris for at leve på den måde og i den sidste ende er det helbredet det går ud  over. Lars på sin side lader til at være drevet  lige dele vrede mod sin eks kone og ligegyldighed overfor Mona. Han har behandlet hende rigtig skidt og det virker som om har sat overliggeren lidt op for hver uge for at se hvor  langt han har kunne gå. Så man kan sige at I begge to har udfyldt en værdifuld rolle for hinanden. Man er det det I vil med jeres liv? Fra min stol ser det ud som om I skal til at tage en beslutning om jeres liv fremover. Skal det være sammen eller hver for sig? / Dorte Bærentzen

uge 48. Familien hvor børnene har taget magten

I dag er det mor og far fra den familie, hvor børnene har en stor del af magten i hjemmet. De går i gang med det samme og fortæller om at de har snakket meget om det vi talte om sidst. Vi forlod forældrene og sendte dem hjem med en større viden om at børn lægger mærke til alt. Alt det der ikke bliver sagt mærker børnene og de digter videre selv. Sidst fortalte faren at han ofte undertrykte sine følelser fordi han ikke orkede balladen i hjemmet og at børnene reagerede ret kraftigt, særligt når de ikke fik deres vilje. 

I dag fortæller mor at de har tale en del om det med at undertrykke følelser og ikke vise børnene hvad der sker. Det er selvfølgelig en balancegang idet jeg bestemt ikke synes, at børn skal delagtiggøres i alt hvad der sker. Forældrene har derfor talt om hvad de skal delagtiggøre børnene i og hvad de ikke skal sige. Jeg tror det er svært at komme med nogle firkantede rammer for det idet hver situation er ny. Jeg tror ikke det er så vigtigt at børnene kender hele indholdet at en konflikt mellem forældrene. Jeg tror derimod at det er vigtigt at de ved at det ikke har noget med dem at gøre og at de voksne selv klarer konflikten.

Faren fortæller i dag at noget af det de er uenige om ham og moren imellem, er netop hvor maget børnene skal involveres. Moren synes at næsten alt skal siges og faren synes at hun indimellem behandler børnene som ligeværdige voksne. Han synes bestemt ikke at børnene skal involveres i voksen-ting og finder de nærmest pinligt når moren fortæller børnene om ting han finder meget privat.

Vi taler om, om det i virkeligheden er et generelt problem for mor og hun fortæller at det især er svært for hende at vurdere hvad hun skal og ikke skal fortælle. Det er særligt til fester og andre sammenkomster hvor hun næsten synes hun skylder dem der spørger interesserede til hende at fortælle om sine inderste ønsker og tanker. Hun fortæller at da hun var barn blev der aldrig talt om følelser eller andet personlige i hendes hjem. Hvis én af familiemedlemmerne sagde noget der bare mindede om intimitet blev der lukket fra farens side med: ”det taler vi ikke om i mit hjem!!! ” Det giver rigtig god mening at moren derfor aldrig har lært hvor grænsen går for åbenhjertighed. Det er det vi skal lære vores børn ikke med at ”slå hårdt ned” med forbud men ved nænsomt at siger : det lyder spændende det du siger men den slags er det bedst at tale om når vi er hjemme og alene eller :  Hvor lyder det spændende det må du hellere fortælle i børnehaven i morgen. På den måde lærer vi børnene at der ikke er noget forkert i det de tænker eller føler, men at der er ting man taler om forskellige steder og det er ikke ligegyldigt hvem man fortæller hvad.

Det er en svær balancegang og hver familie har forskellige grænser. Det vigtige er at anerkende at alle tanker og følelser er tilladte og så vejlede sit barn derfra.

At denne mor vi møder i dag åbenlyst har vanskeligheder med dette bliver hun nødt til at arbejde med både for hendes egen skyld og for sine børns skyld. Hun kan umuligt hjælpe sine børn med noget hun ikke selv har styr på.

Jeg siger til hende: Jeg synes du skal lade din mand hjælpe dig med dette. Han kender dig rigtig godt og det virker som om du har tillid til ham. Du kan spørge ham når du er i tvivl om hvad du kan sige i forskellige sammenhænge og så stole på at han ved det. Du bliver også nødt til at indgå en aftale om hvordan han stopper dig hvis du er i gang med at fortælle alt for åbenhjertigt. Evt kan han røre dig på hånden, rømme sig højt eller et andet tydeligt signal. Jeg gætter på at det er helt galt når alkohol er indblandet. For alle mennesker gælder det her, at dømmekraften smutter lidt, så i dit tilfælde kan det blive en ordentlig mundfuld for andre når du fortæller. Det der sker, er at andre trækker sig fra dig i de situationer fordi de bliver forlegne eller direkte pinligt berørt og det er ikke rart. Prøv om du kan være så åben omkring dette at du vil lade dig vejlede af din mand. Dit største problem er vel i virkeligheden at du ikke selv opfatter det som et problem men tro mig, det er det. Jeg har lagt mærke til det og din mand fortæller om at han bliver pinlig berørt både i forhold til børnene og i forhold til venner og bekendte.

Du skal nok undlade at være den der delagtiggør børnene i jeres egne konflikter og små-problemer før du får styr på dette. Lad din mand om det og stol på at hans dømmekraft er den i sammen skal bruge det næste stykke tid.

Som med så mange andre ting man gerne vil give sine børn, er man nødt til at starte med sig selv og i dette tilfælde er der en mor der ikke selv har lært det, så det bliver en ordentlig mundfuld for faren, der både skal hjælpe sin kone og sine børn, men jeg tror han klarer det.

Rigtig god fornøjelse /Dorte Bærentzen

Uge 47. Familien hvor mor afsoner en straf for vold mod børnene

Faren kommer alene igen i dag. Han ser temmelig trist ud og sukker hørligt.

Han fortæller at han er lige ved at give op. Han kan ikke styre børnene, synes han og lige nu har han en oplevelse af, at lige meget hvad han gør, så er det ikke godt nok. Jeg forsøger at berolige ham med at det er noget alle forældre kender til og at hans situation er en anelse vanskeligere and andres. Han er blevet alene med 3 børn der har haft en meget hård tid med deres mor. Deres uforudsigelige og voldelige mor og passive far har gjort deres for at børnene ikke trives optimalt, så i virkeligheden er det vel forståeligt nok, at de reagerer på en eller anden måde.

 Han synes børnene suger alt liv ud af ham og jo mere han giver jo mere synes de at ville have. Hver gang han sætter sig for at se på nogle tegninger eller noget andet som en af børnene har lavet, så bliver de nærmest desperate når han rejser sig og vil lave noget andet. Han beskriver at de ”finder på” alt muligt lige så snart han forsøger at frigøre sig til andre opgaver. Nogen gange er det mere end et barn af gangen der holder fast i ham. Jeg forstår det simpelthen ikke, siger han. Jeg gør jo alt muligt og for børnene men der er så mange ting jeg skal sørge for samtidig med mad, tøjvask, indkøb osv. De opfører sig som om de er bange for at jeg går fra dem og jeg har aldrig, i modsætning til deres mor, truet dem med det. Jeg kan mærke at de dræner mig og jeg er ved at løbe skrigende væk, siger han.

Det er ikke så mærkeligt det du oplever og dine børn reagerer som børn skal, i den situation de er i. De har oplevet at deres mor er forsvundet og de er bange for at du gør det samme. Lige meget hvor mange gange du siger at det gør du ikke, så kan de ikke være sikre på dig. Jeg forestiller mig at deres mor gentagne gange har forsikret dem om, at hun elsker dem og det har ikke forhindret hende i at mishandle dem. Så hvad vil du have de skal tro på. Så drop alle ordne og vis dem i handling at du vil dem og de kan regne med dig.

Feks: når et af børnene vil involvere dig i noget enten leg eller noget de vil vise, så sæt tid på. Sig: Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig med den legobil og om 15 min. Skal jeg i gang med at lave mad. Lige før der så er gået 15 min siger du: nu er der kun 2 min til at jeg skal lave med. Og når tiden er gået afslutter du ved at sige. Hvor var det sjov/hyggeligt/rart at lege med din legobil og nu skal jeg i gang med maden. Når barnet så forsøger at forhale tidspunktet siger du: jeg kan godt forstå at du gerne vil fortsætte men lige nu skal jeg noget andet.

Det er én måde hvor du kan gøre jeres samvær mere forudsigeligt. Børn kan ikke trives hvis de ikke kan forudse hvad der skal ske om lidt. Og særligt i dine børns tilfælde er det angst-skabende når der ikke er forudsigelighed. Den mindste af dine børn kan ikke klokken, så sæt et æggeur, indtil børnene vænner sig til denne strukturerede og forudsigelige måde at være sammen på.

Du kan overføre denne måde at skabe forudsigelighed på til andre situationer. Det er vigtigt når I skal være adskilt, at børnene får en fornemmelse af hvornår de ser dig igen. Det gælder både når det er lang tid og kort tid I skal være adskilt.

Du nævnte på et tidspunkt, at det var svært når du skulle putte børnene om aftenen. De ville alle sammen lige have at du blev 5 min mere. Så brug den samme opskrift. Sig: jeg vil gerne læse en historie for dig og være sammen med dig i 10 min. Så skal jeg ind og putte din søster og i morgen er det på samme måde. Det vil give barnet en ro, så snart de vænner sig til det.

Og det aller vigtigste er så, at du selvfølgelig skal overholde det du siger. Hverken mere eller mindre. Hvis du ikke gør det mister du troværdighed og det går ikke. Selv 3 min er en afvigelse der vil blive lagt mærke til og blive tolket på.

Der er mange forældre der tror at den hellige grav er velforvaret hvis de bare 3-4 gange dagligt siger til deres børn:” Jeg elsker dig” men Kærlighed der ikke udmønter sig i konkret handling er værdiløs!  Så lad det være de sidste ord for i dag / Dorte Bærentzen

Uge 45. Lars og Mona

Glæder mig til at se Lars og Mona i dag. Det var en ordentlig tur de tog sidste gang hos mig. Mona blev vred for første gang i meget lang tid, så et er spændende hvordan de har det nu

Ind af døren kommer Lars som han plejer, men Mona ser lidt bister ud.

Lars lægger ud, ganske uden opfordring: Hold k… hvor har hun raset siden vi var her sidst. Nu er det det hele der er noget galt med. Nu er jeg heller ikke soigneret nok  og min påklædning er der også noget galt med. Mona ser på mig og siger: Ja det er rigtigt. Jeg er vred. Faktisk er jeg rasende. Det er som om jeg slet ikke kan stoppe. Det kommer som en lavine. Jeg kan næsten ikke holde ud at se på ham i øjeblikket. Og ja, jeg synes han er ulækker. Det har jeg nok altid syntes men nu ser jeg det bare uden filter. Han gør så lidt ud af sig selv at jeg mister appetitten og det er ikke godt. Han er usoigneret og fed og faktisk er jeg lidt flov over at have ham med nogen steder.

Lars ser forbavsende upåvirket ud. Da jeg spørger til om det rører ham siger han: ikke en skid! Dette r ikke andet end ævl der kommer ud af hendes mund og jeg har lært for mange år siden ikke at høre efter. Hun er tydeligvis ikke særlig kvik og dette er da et bevis!

Jeg spørger Lars om der kunne være noget om det Mona siger men han kan slet ikke høre det. Han mener ikke udseende betyder noget og dybest set burde hun være glad for at han vil være kæreste med ham. Jeg antyder at han måske skyder en anelse højt når han vurderer sig selv, men dette hører han slet ikke. Jeg tror faktisk ikke at han hører nogen som helst. Han er selvtilstrækkelig og har det bedst når andre former sig efter ham. Det er tilsyneladende det der er sket med Mona, grænsen er bare nået for hendes vedkommende.

”Lars sidste gang I var her bad Mona dig om at tage en beslutning mht din ekskæreste. Jeg kan forstå, at du har en del aktiviteter hos hende stadigvæk. Har du tænkt mere over det? Hun forstår det ikke, siger han. Det betyder jo ikke noget og det er nu engang det letteste. ”Der tager du fejl Lars. Det betyder da noget, siger jeg. Kan du ikke høre at det betyder noget for Mona?  Du bliver nødt til, at tage hende alvorligt!                 Mona følger den ikke op, så jeg gætter på at hun er lidt på standby. Jeg fortsætter derfor med hende.

Mona fortæl lidt om hvordan det føles at være så gal, efter så mange år. Og hun er der med det samme: På en måde føles det rart. Jeg kan mærke at jeg kan få luft og på den ene måde føler jeg mig stærkere men på en anden måde føler jeg mig svagere. Jeg bliver bange når jeg bliver vred for jeg ved ikke hvor jeg ender henne. Jeg er på helt ukendt grund og det er som om jeg ikke har tilladelse til at være her. Jeg har altid været så sød og forstående. Både da jeg var yngre og boede hjemme og senere da jeg blev voksen. Jeg er en man altid kan regne med og jeg smiler helst. Jeg tror jeg har det bedst når alle omkring mig er glade og trives.

Det tror jeg på Mona. Det lagde jeg mærke til første gang du var her. Du gjorde dig umage med at Lars ikke fik solen i øjnene og valgte den dårligste stol. Du skynder dig at forklare hvad han siger, når jeg ikke lige forstår det osv. Men det har taget overhånd Mona. Det der sker er, at du glemmer dig selv og glemmer at mærke hvordan du har det når du hele tiden er mere optaget af hvordan andre har det. Det betyder at man nemt kommer til at træde ind over dine grænser, for man kan ikke se den. Det er det der gør at du nemt bliver et offer. Problemet er, at du ikke kan komme g´bagefter og anklage andre for at have trængt dig. Du skal lære at mærke hvornår det ikke mere er ok og så skal du give udtryk for uden at blive så vred som du er i øjeblikket. Jeg tror du deler dette med mange andre mennesker og det der driver jer, er frygten for at blive afvist hvis man giver udtryk for hvad man selv vil. Det pudsige er, at det er det modsatte der sker. Man får faktisk mere respekt ud af det. Jeg ved godt at det ikke er det du går efter. Det lyder mere som om du går efter at man kan lide dig end egentlig respekt. Det kunne være en rigtig god ide at tænke over dette og frem for alt prøve at komme frem til hvordan du vil forholde dig til det fremover.

Jeg tror det bliver meget svært, at få jer til at snakke mere sammen i dag. Mona du er alt for vred og Lars du har lukket dine øre, så indtil I finder et niveau hvor i begge kan være der tror jeg det er nytteløst at fortsætte/Dorte Bærentzen

Uge 44. Familien hvor børnene har taget magten.

I dag kommer far og mor alene igen. De synes de bliver for distraherede af at børnene er der når vi taler sammen. Det er egentlig synd for det ville give forældrene en mulighed for at tale sammen og samtidig læse deres børn. Problemet er at forældrene synes det er børnene der er problemet, men i virkeligheden er det dem selv. Hvem i himlens navn skulle børnene ellers lære af? Pædagoger i daginstitutionerne gør et stort stykke arbejde men det er kun de grove kanter de kan ”file” af. Det er hjemme hvor børnene er sammen med deres omsorgspersoner, at det store arbejde skal foregå. Det er formentlig derfor det går så galt, når nogen forældre får børn og så bilder sig ind, at opdragelse er noget der sker af sig selv og resten betaler man sig fra i institutionerne.

Sidste gang forældrene var der aftalte vi at denne gang skulle vi tale om, hvordan man afslutter en konflikt. De fleste af os ville formentlig helst undgå at det kommer til konflikt og gør et stort arbejde for at forhindre disse. Nogen går faktisk sygeligt langt for at undgå uro og konflikt og man må da også sige at det ikke skal fylde mere end det er passende. Så længe man kan komme videre fra konflikten og forhåbentlig lidt klogere på sig selv, så er det i orden og ligefrem udviklende. Det kræver selvfølgelig at man er parat til at udvikle sig!

Forældrene fortæller, at når de irettesætter børnene eller der opstår en decideret konflikt, så er det aldeles rædselsfuldt. Den store af børnene bliver splintrende rasende, stamper ind på værelset, smækker døren og rydder hylderne for legetøj. De to mindste børn vender helt indad og bliver ulykkelige.

Jeg spørger til om det er noget de kan genkende fra dem selv. Mor fortæller at hun også bliver meget vred når de har en konflikt men at hun aldrig er stampet ud på den måde og heller ikke har smidt med ting. Far kan ikke lade være med at smile og han tilføjer: nej, men man kan se at du har lyst til det!

Far fortæller at han ofte synes det er spild af tid når der er konflikter. Han synes ikke det fører til noget og han vi gå lange for at undgå det. Efter lang tids snak kommer han frem til at han indimellem gør vold på sig selv for at undgå ballade. Faktisk hader han et så meget, at han ofte går med til ting han ikke har lyst til, bare for at få ro.

Vi taler herefter en del om hvordan man løste konflikter i deres egne barndomshjem og de kan se en klar parallel.  Men det giver kun en forståelse. Det vigtigste er at de som forældre kan se, at deres børn gør det samme som dem- modificeret til et børneperspektiv.

Når børn og deres forældre har en konflikt er der to ting i det: den første er, at der åbenlyst er noget man er uenige om og den anden er at børn øver sig på at blive voksne. Og de to ting hænger sammen. Når børn åbenlyst modsætter sig forældrenes anvisninger kan er være flere årsager men en af dem er med sikkerhed at øve sig på konflikthåndtering. Her må man som den voksne anerkende at barnet er uenig og hører barnets argumenter, også selv om det er et lille barn. Prøv at forstå hvad der bliver sagt, vis barnet at man har hørt det ved evt. at gentage det, tilkendegiv din egen holdning, og tag en beslutning. Hvis barnet så bliver rasende og går, så lad barnet være et par minutter og gå derefter ind til barnet. Tilkendegiv at det er ok at live vred men at det ikke ændrer noget. Vær sammen med barnet og så snart bølgerne har lagt sig, så tal videre om noget andet. Lad være med at træde rundt i konflikten igen og igen. Den er færdig og overstået og den vigtigste lære for barnet er: vi var uenige, det bedste argument vandt og lige meget hvor svært det va at rumme, så holder de af mig alligevel. Hvis man synes der skal tæskes mere rundt i det bagefter får det ingen ende og et nyt uvejr trækker op. Det er ikke alt der skal i-tale-sættes.

Det vigtigste er at behandle hinanden ordentligt!

Så I skal hjem og øve jer. Når jeres ældste barn går i raseri, så prøv den  fremgangsmåde jeg lige har skitseret. Når de yngste børn lukker sig inde så gør det samme. Anerkend at man godt må blive ked af det. Tilkendegiv at det ikke er jordens undergang og se at komme videre.

Men det ser ud som om vi skal se på jeres reaktionsmønstre en gang til. /Dorte Bærentzen

Uge 43. Familien hvor mor sidder i fængsel for vold mod børnene.

Sidste gang jeg talte med denne far havde han store problemer med omgivelsernes reaktion på ham. Alle havde en mening om hvordan han skulle takle det at være gift med en kvinde, der er fængslet for vold. Jeg er derfor spændt på at høre hvordan han har det med det i dag efter vi kiggede på de sammen i sidste uge.

I dag fortæller han, at han har været tænksom efter det sidste møde og er nået til den erkendelse, at han må stå ved at det er hende han vil have og at de problemer der har været må de løse sammen. Han er indstillet både på parterapi og hele rouladen, når konen bliver løsladt.

Jeg spørger til om hun også er indstillet på det fordi det vil kræve et meget stort arbejde for hendes side.

Fakta er at de har 3 børn der er bange for deres mor og er skadet af de tæsk de har været udsat for. Desværre er det ikke kun fysiske mén børn får efter vold. De psykiske er lange værre. Børns tiltro til at er den er et godt sted og man kan være tryg ved sine nærmeste, lider et alvorligt knæk, når den der er en nærmest ikke kan leve op til dette. Mange børn kommer sig aldrig. Ikke at man altid kan mærke det på dem, men i deres nære relationer vil de altid have en mistillid der ikke er til at overvinde.

Far er dog indstillet på, at det bliver et krav til sin kone, at hun får behandling for at de kan fortsætte deres ægteskab og ikke mindst deres forældreskab.

Men en ting har far tænkt meget over: Er det ondskab, dumhed eller sadistiske tilbøjeligheder, der driver mennesker til at slå deres børn?

Jeg tror det er flere forskellige ting der er på spil og det er vigtigt at få skilt det lidt ad.

Mange forældre er i afmagt kommet til at slå ud efter deres barn. Ikke fordi de hader barnet men fordi de er løbet tør for muligheder selv. De aner simpelthen ikke hvad de skal gøre og i stedet for at forlade scenen et øjeblik så slår de ud efter barnet. Det er forældre der efter følgende hurtigt falder ned og er noget forskrækket over hvad de har gjort. De at undskylde, er kede af det og krammer barnet for at opnå tilgivelse.

Og se er der den ”gruppe” din kone tilhører. Det er mennesker der ikke kan berolige sig selv. Når de først er kørt helt op. Så kan de ikke komme ned ved egen hjælp. De kommer ud af kontrol og de kan selv beskrive at de er ”ude af dem selv”. Og det må man da give dem ret i!

Forklaringen er at når børn er helt små så træner vi denne egenskab med dem. Vi leger: Nu kommer jeg og kilder dig, barnet kører helt op og griner og når vi så har kildet så griner man sammen og falder ned igen sammen. Helt til ro. Og så gentager historien sig. 1000gange. Legen findes i mange varianter men det er vigtigt at den bliver leget. Det er det samme man ser når man løber efter en 3 årig og leger fange. Deres hvinen og skrige når man er lige ved at fange dem og så den ro der sænker sig over dem når man holder om den og siger :Fanget!.

Grunden til man leger denne leg er, at nervebanerne i hjernen på den måde modnes og er parate til at blive bruge på denne måde resten af livet. Det betyder, at man som voksen kan blive svært ophidset over noget men alligevel få beroliget sig, så man kan kontrollerer situationen. Nogen tæller til ti, andre må lige gå væk et øjeblik men man har en strategi for at undgå at komme ud af kontrol. Alt sammen noget vi har lært som børn.

Men det har din kone ikke! Og det er det vi skal træne, bare på en anden måde når hun er løsladt. Det kan aldrig blive lige så godt som hvis hun havde lært det som barn men forhåbentlig kan vi hjælpe hende til noget der kan bruges. / Dorte Bærentzen

Uge 42. Lars og Mona.

Lars og Mona

Det er ikke to sprudlende mennesker jeg ser i dag. Sidste gang sendte jeg dem hjem med beskeden om ikke at diskutere deres forhold men vente til vi skulle ses i dag. Normalt synes jeg det er en god ide at man taler sammen derhjemme men lige netop i dette parforhold kommer der ikke noget godt ud af det. De taler i ring og kan ikke bryde det mønster de er i.

Lars lægger ud: Jeg synes det er urimeligt hårdt ikke at måtte tale sammen om vores forhold. Der er så meget jeg gerne vil sige til Mona. Ja, svarer jeg det er lige netop det der er problemet. Du har stor trang til at fortælle/belære Mona om stort set alt , men du lytter ikke! En samtale eller dialog som det hedder på moderne dansk, betyder at man skiftes til at tale og lytte og gør sig lidt umage for at forstå den anden. Hvis du kun taler og har en forventning om at du taler til en idiot, så går det galt.

Mona siger at hun synes det har været en lettelse ikke at skulle snakke om særligt hendes fejl, en hel uge og nu er der noget hun gerne vil sige: Lars, jeg vil gerne give vores forhold en chance. Men ikke uden betingelser. Jeg vil ikke finde mig i at du taler så nedlandende til mig, jeg vil behandles med respekt. Og jeg vil ikke behandles dårligere end din ekskæreste. Jeg er dødtræt af at høre om hendes fortræffeligheder og se den måde du springer op på når hun skal have hjælp. Og så bliver du nødt til at hjælpe noget mere derhjemme. Vi arbejder begge to men det er kun mig der står for det huslige. Jeg er faktisk lige glad med hvad du vælger af opgaver men jeg gider ikke mere at være din husbestyrerinde!

Lars sidder lidt og tænker. Han er for første gang følelsesmæssig påvirket og hvis ikke det er synsbedrag, så er der lidt fugtigt i hans øjne. Han siger: På en måde synes jeg det er noget pjat det du siger men jeg kan godt mærke på jer begge to, at det er alvor dette her og det gør mig faktisk bange. Jeg vil ikke miste dig Mona og jeg er ked af at høre hvor tæt vi er på et brud. Men jeg må sige at jeg synes du overdriver det med min ekskæreste. Det betyder jo ikke noget! For første gang hæver Mona stemmen: Så er det fandme nok, Lars. Jeg er hamrende træt af at høre på at det er mig der er noget galt med. Du kan ikke se en Rynke i r… på hende og når jeg påpeger at det er mig og ikke hende du er kæreste med, så skal jeg tales til rette. Du nægter at opgive din garage hos hende, fordi ”det er mest praktisk”. Hvordan tror du det føles? Er du ligeglad med hvordan jeg har det? Men nu skal jeg sige dig noget: Du tager en beslutning lige her og nu. Vil du være med på at prøve på mine betingelser eller ej?

For at give hende muligheden for at få luft, tager jeg lidt over:

 Det der sker Lars når Mona bliver så vred er, at du gør hende forkert hele tiden. Hver gang hun prøver at fortælle dig hvordan hun har det, så underkender du det og negligere hendes følelser. Hun er så træt nu af at blive gjort til den forkerte, at hun har fået nok! Jeg har sagt det før til dig: du er ikke bekymret nok for jeres forhold. Du tror den bare går, men det gør det ikke. Du har strukket elastikken helt der ud hvor den er ved at briste. Du får en chance lige nu og som jeg kan se og høre så er det den sidste. Og lige et godt råd fra mig: Mona sagde ikke noget om dit evige tv-kiggeri men jeg vil råde dig til at kigge lidt op fra skærmen og se hvad der foregår omkring dig. Du risikerer at næste gang du ser op, så sidder du alene.

Og til dig Mona: jeg håber at det var et vindepunkt for dig, at du kunne blive så vred. Det var på høje tid! Du skal holde op med at opføre dig som et offer men begynde at stille nogen krav, præcis som du har gjort i dag. Lars har mistet respekten for dig og det sker når man ikke mere tager ordentlig vare på sig selv men helt overgiver sig til den anden. Så slut med det. Du skal stille de krav til dig selv og Lars der skal til for at du kan vokse og trives i jeres forhold.

 Og det var vist rigeligt for denne gang. Jeg glæder mig til at se jer snart og ønsker jer held og lykke /Dorte bærentzen

uge 40. Familien hvor mor er fængslet for vold mod børnene

I dag er det spændende at se om manden til den fængslede møder op alene eller har børnene med. Sidste gang han var der kom han alene og havde brug for at mærke den vrede han havde mod børnenes mor .  Lige inden han gik udtrykte han underen og lidt flovhed over stadig at elske sin kone på trods af hendes forbrydelser. Jeg sagde den dag, at vi måtte tale om det næste gang men det er jo ikke sikkert, at han har modet til at se på sig selv og sit forhold i dag. Det er min erfaring, at dette ikke kan forceres men først tales om når man er parat til det.

Ind af døren kommer han alene. Han ser beslutsom ud og lægger ud med at sige: jeg har besluttet at blive skilt fra børnenes mor. Jeg har talt med mine forældre om det og nogen af vores venner og de er alle enige. Jeg skal forlade hende og søge fuld forældremyndighed over børnene med det samme.  Okay, siger jeg, det var da noget af en udmelding, hvad er ændret de sidste par uger?  Han er tavs lidt men gentager så, at han har talt med omtalte mennesker. Jeg svare, Det kan da godt være at alle andre har en løsning på dit liv men hvad mener du egentlig selv? Jamen jeg enig, siger han. Hun er bare en psykopat der ikke kan styre sig og det kan kun gå for langsomt med at komme væk fra hende. Så kan det undre mig at du ikke er kommet på de tanker tidligere hvis det er så åbenlyst, svarer jeg. Du må da være en mærkelig en der bliver gift og får børn men en psykopat siger jeg undrende højt.

Han er stille temmelig længe og ser pludselig helt trist og modløs ud. Jeg spørger til hvordan han har det lige nu og han siger at han er trist og rådvild og faktisk også en smule gal på mig over ikke at kunne glæde mig sammen med ham, over hans beslutning. Jeg svarer ham, at jeg gerne vil glæde mig sammen med ham over hans beslutning men jag har svært ved at se at det faktisk er hans beslutning. Jamen hvad skal jeg gøre, siger han en anelse opgivende. Både min familie og vores omgangskreds siger at det er mig der er noget i vejen med hvis jeg ikke forlader min kone. De mere end antyder, at jeg må nyde at have en kone der ikke kan styre sig. Hvad gør det ved dig at andre siger det,? spørger jeg. Jeg bliver fandme så vred på dem. Hvad ved de om hvordan vi har det sammen? Hvad fanden bilder de sig ind at dømme mig på den måde!!

Det forholder sig desværre sådan at det ikke altid er omsorg og kærlighed der driver mennesker til at blande sig i andres liv. Nogen gange er det angst, jalousi eller blot bedervidenhed der driver processen. Angsten for selv at komme i samme situation og ikke kunne beskytte sine børn, jalousi over at se at I faktisk i mange år har haft et enestående tæt og kærligt ægteskab og en stor trang til at lufte en mikroskopisk viden om psykologiske mekanismer. Mange mennesker luner sig ligefrem ved andres ulykke og giver dem en enestående chance for at vise hvor gode de selv er og hvor klogt de har valgt her i livet. Man bliver nødt til at gøre sig nogle tanker om hvor meget man vil finde sig i af en slags og så se at få sagt stop. Fordi din kone er kriminel giver det ikke andre ret til at opføre sig grimt overfor dig. Og hvad værre er: dine børn bliver også udsat for det samme! De kan ikke undgå at høre hvad der bliver sagt og hvisket om og de ser med sikkerhed de forargede og ondskabsfulde blikke.

Så nu spørger jeg dig igen: Hvad vil du selv? Og hvordan vil du stoppe disse ”velmenende” mennesker?

Jeg aner det simpelthen ikke, siger han. Det er fuldt forståeligt, svarer jeg. Nogen gange har man bare ikke et klart og entydigt svar på alt og  nogen gange kan spørgsmål ikke besvares med et ja eller nej. Men du bliver nødt til at starte et sted og det skal være med at stoppe din familie og venner. Hvis du ikke kan gøre det for din egen skyld, så gør det for børnenes skyld. Og så brug den tid du har brug for til at tænke over om du har en fremtid sammen med din kone eller spørg dig selv: hvad skal der til før vi kan få et godt ægteskab og forældreskab sammen? Måske vil det give dig et svar. / Dorte Bærentzen

Uge 39. Familien hvor børnene har taget magten

I dag er det forældrene til de 3 børn der kommer. Sidst ville de sælge dem til mig, så det er spændende hvor mange børn der stadig er tilknyttet familien.

Forældrene ser nu ikke lige så slidte ud som sidst, så der er håb for børnene.

Forældrene fortæller at det gået bedre med at sætte rammerne for børnenes og familiens aktiviteter. Børnene har været tøvede overfor den nye måde forældrene gør tingene på. Men nu ser det ud som om de falder til ro og ikke behøver at ”bestemme” hele tiden.

Men træerne vokser ikke ind i himlen!

Forældrene fortæller nu at børnene skændes og slås mere end de plejer. De er ikke gode til at dele legetøjet og de hjælper ikke hinanden.

Jeg spørger til hvilke forventninger forældrene havde til børnene, som søskende, da de ventede dem. De fortæller at de altid har ønsket sig en familie hvor alle er glade, hjælper hinanden og har ”en masse” sammen. Ingen af forældrene kommer fra familier hvor dette har været praktiseret, så de ønsker sig brændende at det vil lykkedes i deres familie.

Det er noget af en glansbillede at skulle præstere og jeg må skuffe jer. Konflikter og gråd er den del af alle menneskers liv og også en nødvendig del af den normale udvikling. Men det er selvfølgelig ikke nok at vide det- Der skal gøres noget, siger jeg.

Aller først skal i huske at børnene lærer af jer! Jeg ved at I har skændtes en del det sidste stykke tid og haft ”tavsheds-krig”. Børnene ser på jer og tror at det er sådan man løser problemer. Prøv at lægge mærke til hvad de siger til hinanden. I vil blive overrasket over at høre jeres egne ord.

Og så er der jeres uklare roller. Hjemme hos jer ligger det ikke fast hvem der gør hvad. Jeg kan forstå at indkøb, madlavning og opvask er daglige forhandlingsemner, siger jeg. Jamen vi skændes da ikke om det, siger faren. Nej men i forhandler. Børn tror at alting er til forhandling når de hver dag hører på jer. Der er ikke noget der bare bliver gjort uden forudgående forhandling og hensyntagen. Hvordan havde I forestillet jer at jeres børn kunne gøre det anderledes? siger jeg.

Så når I som forældre stiller krav til jeres børn vil svaret altid være noget med: hvorfor skal jeg, -det er aldrig lillesøster,- ej jeg har ikke tid, er der ikke en anden der kan gøre det,- jeg synes det er uretfærdigt det hver gang er mig osv osv. Til sidst bliver i som forældre helt rundtossede af at høre på dem og opgiver eller bliver vrede og råber højt. Men hvem har de lært det af?

Og så er der det, at de ikke vil lege ordentligt med hinanden. Jamen de er jo ikke lige gamle og de største vil hurtigt miste interessen for leg med små børn. Det er naturligt, men de må ikke lade konflikterne løbe løbsk og hvad vigtigere er: I skal lære børnene hvordan man afslutter en konflikt og vender tilbage til normale forhold. Det vil vi tale mere om næste gang. I har vist rigeligt at øve jer på den næste uge.

Så: Start med jer selv!   Dorte Bærentzen

Uge 38. Lars og Mona

Jeg har glædet mig rigtig meget til at gense Lars og Mona i dag. Sidste gang de var hos mig blev jeg noget bekymret for begge to.  Monas ensomhed og lars´s  ubekymrethed tegner ikke godt for deres fremtid sammen. Jeg synes altid det er bekymrende når parret i et parforhold ikke bliver bekymret når den ene af den ikke trives. Det er mig en gåde hvordan man forestiller sig, at forholdet er godt bare den ene trives.

Lars går lige til biddet: Jeg synes sgu det her er svært. Hvordan fanden kan hun være ensom når vi er sammen? Jeg er helt enig med dig Lars, siger jeg. Jeg synes, at det både er trist og bekymrende, men hvad gør det ved dig, Lars? Jeg synes det er noget mærkeligt noget. Hvorfor får hun ikke bare nogle interesser, så det ikke er mig der skal stå for indholdet i hendes liv, siger han. Jeg er til dels enig med dig Lars, siger jeg. Man kan ikke holde andre ansvarlig for sin lykke men man kan holde andre ansvarlig hvis de forhindre en i at vokse og gro. Men lade os spørge Mona.

Nona fortæller at hun oprindeligt havde en drøm om at leve med Lars i et forhold hvor de både kunne have fælles interesser og interesser hver for sig. Men det der er sket er, at Lars sidder i sofaen og ser på sin PC  med fjernsynes kørende, siger Mona.  Vi foretager os intet sammen, fortsætter hun. Hvis jeg vil være sammen med Lars må jeg opholde mig i huset og vente på han holder en kort pause i sin elektroniske verden. I starten spurgte jeg ofte om han ville med til det ene og det andet men han afslog altid med en lam undskyldning. Så nu gider jeg ikke mere. Samtidig har jeg ikke lyst til altid at gå til alting alene. Det er rart at kunne dele oplevelser sammen, også når man kommer hjem.

Lars hvad siger du til denne udmelding? Lars siger: Mona du skal forstå at jeg har et krævende job med mange spekulationer og når jeg så har fri slapper jeg af ved at se på min pc´er og lytte til fjernsynet. Jeg er ikke en selskabs papegøje som dig.

Mona ser opgivende og uglad ud. Faktisk er der ikke nogen af dem der ser glade ud.

Jeg spørger: Hvad er det der gør at I to er sammen?

Og så blev der stille.

Lars lægger ud: Vi kan godt lide at rejse på ferie sammen. Og jeg synes da også at vi hygger os i det daglige, ikke Mona?

Mona svarer: Det er jeg enig i. Vores ferier er gode men jeg er uenig i, at vi har det hyggeligt i det daglige. Faktisk ved jeg ikke hvad jeg skal svare på Dortes spørgsmål og det gør mig ked af det. Jeg kan mærke, at jeg er ved at give op, siger hun og begynder at græde. Jeg er så træt og det er lige meget hvad jeg gør, så er du ikke interesseret. Vi er ikke glade samtidig.

Hvad er det du siger Mona! Er du fuldstændig vanvittig! Du må ikke sige noget så overilet og uigennemtænkt.

Begge to er nu tavse og eftertænksomme og jeg siger:

I skal begge to tænke jer meget grundigt om for det ser ikke ud som nogen af jer trives. Lars er i et forhold til en husholderske og er helt gået i stå. Mona er helt slukket og kan ikke få sit liv til at fungere. Lars skygger for hendes udsyn til sit eget liv. Ingen af jer kan vokse i dette forhold. I bliver nødt til at tage lidt tid fri for hinanden og tænke jer rigtig godt om. Måske skulle I tage jer et par dage hvor I er væk fra hinanden. Og så vil jeg gerne have, at I lader være med at tale om jeres forhold- I taler i ring og der kommer ikke noget nyt ud af det. Jeg synes I skal vente med at tale om jeres forhold til I kommer her næste gang / Dorte Bærentzen

uge 37. Familien hvor mor sidder i fængsel

Jeg havde forventet at se både far og de to børn i dag men han kommer alene. Jeg har det ellers bedst med at børnene er med når det er dem der er hovedpersonerne. Mange forældre tror der er meget man ikke kan tale om når børnene er til stede men derhjemme hører børnene meget mere end man tror. Man Siger at ”Hvad børn ikke ved får de ondt af” Der kan være problem områder mellem forældrene som jeg bestemt ikke synes børnene skal være en del af men det børnene er vidne til, bør man sætte ord på overfor børnene.

Far fortæller at børnene ofte græder og savner deres mor og han ikke ved hvordan han skal takle det. Han er selv så vred på sin kone, at han næste ikke kan bære det. Det er første gang han sætter ord på sine følelser overfor konen og hendes ugerninger. Jeg beder ham derfor om at sige lidt mere. Han fortsætter: Jeg er så forbandet på den kælling over det hun har gjort. Hvordan kunne hun gøre det! Og så den aggressive tone altid. Man turde ofte ikke sige noget hjemme og måtte altid vælge det helt rigtige tidspunkt bare man skulle sige det mindste. Og det blev værre og værre. Nogen gange var det som om hun bevidst gik efter konfrontationen og kun ventede på at jeg skulle kvaje mig, så vi kunne få et skænderi eller rettere, så hun kunne få mulighed for at råbe og skrige af mig. Hun kunne komme helt i selvsving og det var som om det lyste ud af øjnene på hende. Hun kunne ikke stoppe sig selv og det endte altid med at hun slog ind i noget eller smadrede noget.” jeg holder vejret og spørger: Slog hun også dig? Han ser lidt ned og nikker. Hun slog altid når jeg lagde mig mellem hende og børnene men hun kunne også finde at slå mig som en kulmination på hendes ”bersærkergang” Hvis jeg dækkede mig, hånede hun mig for ikke at være en rigtig mand. Nogen gange tror jeg at hun er sindssyg, det ser i hvert fald sådan ud.

Jeg kan godt forstå at du synes hun ligner en sindssyg. Det man ofte forbinder med sindssyge er at man er ude af kontrol. ” ude af sig selv” som man siger. Og det er til dels også rigtigt. Din kone er ude af kontrol og hun er farlig. Både for dig og for børnene. Det der sker er at hun ikke kan regulere sig selv. Det betyder at hun ikke kan komme ned i gear når hun først er kommet op i gear. Det er en skade fra hendes barndom eller rettere noget hun ikke har fået lært, da hun var lille. Det er noget man bla lære gennem leg hvor man sammen med barnet opbygger en spænding og sammen kommer ned igen feks: nu kommer jeg og kilder dig imens man laver kilde bevægelser i luften. Efterhånden som hænderne nærmer sig stiger barnets grin og hvin og når man så kilder kulminerer det med at man begge griner og spændingen aftager. Denne leg findes i mange varianter og er essentiel for barnets udvikling. Dette kan din kone ikke. Hun kører op og kan ikke komme ned igen og det er katastrofalt i hendes tilfælde fordi hun samtidig har så meget vrede i sig. Det vil tage maget lang tid i terapi for at rette op på det, hvis det overhovedet er muligt.

Dette er meget forkortet forklaring på hvad der sker med hende men du har et andet problem og det er dine børns og din sikkerhed.  Dels er der de fysiske skader hun får laver på jer men de psykiske skader er meget svære at komme af med. For børnenes vedkommende bliver de livslange og vil præge dem for resten af deres liv. Det vil vise sig forskelligt på børnene men tro mig det vil præge dem negativt og det vil præge dem at du var vidne uden at passe på dem.

Han ligner en mand der netop er blevet slået igen og siger så: hvordan kan det så være at jeg stadig elsker hende?” Dette er en konsultation for sig og det er meget vigtigt at vi ser på det, for det er det samme problem dine børn har. Må man elske et menneske der begår noget utilgiveligt?

Hvor var det godt du kom alene i dag. Det synes jeg også du skulle gøre næste gang for det er tilsyneladende lettere for dig at tale om disse smertefulde ting når du er her alene. Jeg gætter på, at du ikke har talt med nogen om det før. /Dorte Bærentzen

Uge36. Familien hvor børnene har taget magten

Mor og Far kommer ind af døren i dag med ordene: Dorte, vil du købe 3 børn? De er billigt til salg! Da det ikke umiddelbart virker som et oplagt tilbud, må jeg høre hvad der er sket.

De fortæller at de i weekenden før skulle på den årlige Bakketur med børnene og bedsteforældrene. Forældre og bedste forældre havde glædet sig meget. Forældrene havde brugt det vi talte om sidst med at sætte rammerne for aktiviteten så de mente sig godt forberedte. Jeg spurgte hvordan de havde gjort og far fortæller, at de havde fortalt at de skulle køre i tog med bedsteforældrene og hen til et sted med forlystelser og de skulle have madkurv med og at alle glædede sig meget. Samtidig havde han sagt at han forventede at børnene hørte efter hvad der blev sagt undervejs og i øvrigt opførte sig ordentligt. Da jeg spurgte til børnenes reaktion på dette sagde mor at de egentlig havde virker ret uinteresseret. Den lille havde slet ikke hørt efter, den mellemste havde været ukoncentreret og den store kunne huske sidste år og udtrykte glæde over turen. Jeg spurgte om de blev skuffet over børnenes reaktion og dette måtte de begge to indrømme. De havde forventet, at børnene ville juble og udstykke forventning svarende til de voksnes.

Hvordan gik turen så? Spørger jeg og tør næsten ikke høre svaret. Aldeles rædselsfuldt siger far. De opførte sig som utaknemmelige forkælede bæster og vi måtte ustandselig skælde ud. Mor tilføjer at hun havde været flov overfor bedsteforældrene over børnenes dårlige opførsel. Børnene havde skabt sig og grædt når forældrene havde prøvet at begrænse turene i forlystelserne og børnene havde ikke kunne finde ud at  vente på hinanden og deltage sammen på aktiviteterne. De havde været sure og ret hurtigt havde de udtrykt ønske om at komme hjem. Frokosten var blevet indtaget i nogenlunde ro men stemningen havde været anspændt og bedsteforældrene havde virket irriteret.

Vi gør det aldrig mere sagde far. Nej, det håber jeg sandelig heller ikke, svarer jeg for jag kan da se at der skal noget mere forberedelse til før det bliver en god oplevelse for jer alle sammen. Jamen vi gjorde som du sagde, sagde mor. Det kan jeg godt se og det glæder mig meget. Men her må du nok sande at det er øvelse der gør mester. Det er godt forsøgt og det skal I blive ved med. Men lad os nu tage det ét skidt af gangen:

Jeg siger til forældrene: det går allerede galt da I fortæller børnene om turen. I glæder jer tydeligvis men børnene ved ikke hvad det er de skal glæde sig til. Det betyder at I ikke får afstemt jeres forventninger med hinanden og børnene kan mærke, at her er noget på færde men de ved ikke rigtig hvad det er. Det er rigtig fint at vise begejstring børnenes problem bliver bare at de ikke helt ved hvad det handler om

Da i vil sætte rammerne for turen kan man tydeligt høre at I gør jer umage. Men det er alt for mange informationer på én gang. Børnene har forskellige aldre og kan derfor ikke rumme den samme mængde information. I skal gøre det mere konkret og færre informationer. Feks: På lørdag skal vi alle sammen på Bakken. Det betyder at vi først skal rundt på dette sted og I må prøve nogle af tingene. (Og her har i mulighed for at sætte antal på hvis det er et issue) Herefter skal vi spise ude i skoven og vi skal have madpakker med. Der er rigtig mange mennesker på Bakken derfor er det vigtigt at I hører efter nå vi siger noget til jer for så kan vi bedre passe på jer.

Omkring jeres flovhed overfor bedsteforældrene, så må I æde den. Jeg tror det handler om at vi måler hinandens forældre-evne på hvor godt vores børn kan makke ret og høre efter. Jeres forældre måler jeg tydeligvis der og man må nok sige at der bliver I fundet for lette. Heldigvis måler man i dag forældre-evne på andre parametre så hop op og fald ned på den vurdering.

Og så skal I hjem og fortsat øve jer på at sætte rammer og afstemme forventninger/ Dorte Bærentzen

Uge 35. Lars og Mona

Så er det tid til Mona og Lars igen. Jeg er spændt på hvordan det går med at øve sig hjemme. Sidste gang tror jeg Lars blev noget overrasker over at Mona så tydeligt fik sagt at hun følte sig ensom sammen med Lars. Jeg er også spændt på at høre om det er gået op for Lars at det her er alvorligt. Det er i sig selv bekymrende, at han ikke er bekymret over sit parforhold.

De er begge noget mere afdæmpede end jeg plejer at se dem. Lars lægger ud med at sige: Det går såmænd neget godt, synes du ikke Lene? Joooh svarer Mona det er da bedte end det plejer. Det var løjerligt, siger jeg. I ser begge to ud som om I har mistet en nær pårørende, triste og trætte. Hvordan hænger det sammen? Ars fortæller at Mona og han lige har haft en ”uoverensstemmelse” på vej herhen i bilen. Han siger: Jeg var hjemme og hente noget værktøj hos min ex og som sædvanlig bliver Mona sur” du godeste siger jeg, hvor mange år har dette stået på? Det er aldrig holdt op, siger Lene. Han har altid en undskyldning for lige at skulle omkring hende. Jeg bemærker overfor parret at Lars siger : jeg var hjemme og hente… Hvordan føles det Mona? Det føles rigtig dårligt. Det er som om vores hjem ikke er det rigtige og det gør mig ked af det. Lars puster sig op og siger: nu må du fandme holde op. Hvad galt er der i at jeg tager derhjem og låner nogle ting? Det er da bedre end at skulle ud og købe dem ikke?  Lars, jer er bange for at du ikke forstår hvad det her drejer sig om. Det handler ikke om, at du låner ting men at du stadig efter 8-9 år stadig kommer i hendes hjem. Hvis det var OK med Mona var det en helt anden snak men hun bliver ked af det og meget såret. Det er simpelthen ikke i orden.

Det er ikke kun det, siger Mona. Det er det at jeg altid skal høre om deres liv sammen og hvor sjovt og godt det var. Hele tiden er der en anledning til, at bringe det på banen og jeg ville hellere bruge tid på at vi fik talt om vores forhold. Lars sidder og ruller med øjnene mens Mona taler. Hvad sker der Lars. Sig noget i stedet for at lave ansigter, siger jeg. Hvad vil du have jeg skal sige. Det er Mona der er syg i potten og  jeg kan ikke se hvad der er galt i det her. Nej siger jeg, det står vist helt klart for os begge. I mine øjne er der kun én ting der burde bekymre dig og det er at du gør Mona ked af det og det er ikke OK.

Hun er bare Jaloux  og der er altså hendes problem, bliver han ved. Jeg tror nu ikke det er jalousi, siger jeg. Jeg tror mere det handler om, at der er noget Mona ikke får. Hvis jeres forhold var godt og I faktisk fik overskud ved at være sammen, så tror jeg ikke I var havnet i denne situation. Som det er nu skal Mona høre om alt det gode du har haft samtidig med at I ikke har noget godt sammen. Du byder ikke ind med ret meget i jeres forhold og derfor er der ikke overskud til at forholde sig til din ex på 9 år. Du må gøre op med dig selv hvem af dem du helst vil være sammen med. Det du gør her er ikke iorden. Kan du selv se det?

Lars er for eftertænksom til at svare og det er ikke godt at vide hvad han tænker på. Mona fortæller, at Lars f. eks kan finde på, at købe en is med når han kører hen til hende. Det er ikke noget han gør til Mona og han synes hun er smålig da hun påpegede det uretfærdige i dette.

Mona jeg er bange for at Lars ikke kan se at han gør dig ked af det og jeg er bange for, at han ikke respekterer dig nok til at tage handling på dette. Det er rigtig mange mennesker der må leve med ex kæresten, men det er ofte kun når der er børn, Her er noget galt og du bliver nødt til at gøre op med dig selv om du vil leve med dette eller ej. Jeg tror nemlig ikke Lars gør det.

Lars og Mona til næste gang vil jeg gerne have en tilbagemelding på det vi har talt om i dag. Jeg tror nemlig kun at dette var toppen af isbjerget. /Dorte Bærentzen

Uge.34. Familien hvor mor sidder i fængsel for vold mod børnene.

I dag er det kun den store dreng Jonas der kommer med far. Lillesøster har bedt sig fri og det passer far rigtig godt idet han gerne vil tale om hende. Det fungerer ofte bedst når den man taler om er til stede da det det giver muligheden for dialog. Men vi prøver.

Far fortæller at Stine er begyndt at få mareridt og tisse i sengen om natten. Hun græder meget og er i det hele taget vanskelig. Hun siger nej til det meste, kaster sig på gulvet og skriger når der bliver stillet krav osv. ”Det værste er dog Netto. Her er det som om hun er bevidst om, at hun kan ydmyge mig og fremstille mig som den dårligste far på jorden,” siger han. Hold da op, siger jeg. Det er godt nok mange talenter, at tillægge en 4 årig. Tror du langt inde i dit inderste at hun gør det bevidst? Ja, siger far, det gør jeg. ”Jeg kan se det i hendes øjne og jeg er ked af at sige det. Hun ligner sin mor!” Og nu frygter du at hun bliver ligesom sin mor, spørger jeg.  Ja, hvordan kan du vide det?. Fortæl lidt mere, beder jeg ham om. Og han fortæller, at den lille pige kigger på ham som om det er ham, der er skyld i alle ulykker på jorden, at hun nærmest bevidst kommer til at vælte ting når han er i nærheden og slår sin storebror ved enhver given lejlighed. Hun er direkte ondskabsfuld, slutter han. Jeg spørger storebror hvad han synes. Han ser lidt klemt ud men siger dog:” jeg er enig med far. Hun ligner mor og det er ret irriterende.”

Der er flere ting i denne historie og vi er nødt til at hjælpe hinanden med at skille det ad, siger jeg. For det første er hun kun 4 år og derfor ikke ”bevidst ondskabsfuld”. Hun lyder for mig som en lille ensom pige der ikke aner hvad hun skal gøre og når hun så gør noget, bliver hun mødt med en sammenligning der mildes talt ikke er ønskværdig. I sammenligner hende begge med den mor der sidder i fængsel for at have mishandlet begge børn! Ikke så mærkeligt at hun bliver vred. Du er hendes far og du  tillægger hende nogle egenskaber hendes mor har. Det kan godt være at mor og datter ligner hinanden på nogen punkter men sandelig ikke som du fremstiller hende. Din skuffelse over din kone lyser igennem og det skal din datter ikke betale for.

At Stine tisser i sengen og har mareridt er et udtryk for, at noget er galt og det bliver du nødt til at tage alvorligt. Det betyder at du er nødt til at tage dig af de ydre omstændigheder der gør at hun mistrives og så holder det som nok op igen.

Først og fremmest skal du skille ad din skuffelse over din kone. Det betyder at du er nødt til at tage en snak med hende og få sagt de ting der plager dig i forhold til hende og hendes manglende evne til at styre sig i forhold til børnene.

Dernæst må vi se på hvad det er der plager lille Stine. Sidste gang tegnede hun en fængsels celle med nogle mennesker i. Jeg lagde mærke til, at menneskerne lå hulter til bulter og hun ikke havde tegnet hverken vinduer, blomster, sol eller andre rare ting. Har i snakket med Stine om hvordan der ser ud i mors celle? Mange børn er bekymret for om deres forældre har en seng, får mad og bliver behandler ordentligt. De har en sparsom viden og hvis det feks er ” Folk og røvere i Kardemomme by” så er hun placeret med vand og brød, uden seng, med tremmer for vinduerne og flere i samme celle. Jeg ved godt Stine kun kan komme til at se besøgsrummet men du er nødt til at snakke med hende om, at mor har et værelse med seng ,tv osv. Det er vigtigt for hende at vide. Næste gang I skal på besøg i fængslet er det vigtigt at mor tegner sin celle, så Stine kan få fred.

Og dig Jonas. Tænker du også på den slags? Ja lidt, siger han. Vil du også gerne se hvordan din mor bor?.  Det vil han gerne men han vil hellere snakke om hvordan han og far får løst problemerne med Stine. Selv om jeg prøver at forklare ham at det er fars ansvar, så kan jeg se, at jeg ikke kan komme igennem med mit budskab. Trist at se en 6 årig  føle sig ansvarlig for familiesituationen. / Dorte Bærentzen

Uge 33. Familien hvor børnene har taget magten

I dag er jeg spændt på at se  forældrene til de 3 børn. Sidste gang fik de til opgave at ændre deres mønster omkring indkøb af mad og i højere grad tage ansvar og sætte sig i fører sædet som forældre. De var rigtigt trætte sidst, så det bliver spændende at se dem igen.

Forældrene fortæller at de er godt i gang med at ændre mønstret. Det er dog stadig en stor fristelse at give efter for børnenes krav/ønsker, for at undgå ballade. Det virker lidt skørt når man tænker på, at det er netop når børnene er i førersædet at balladen opstår. Men de øver sig.

I dag vil de gerne tale om hvad der sker når børnene ikke vil i seng om aftenen.

 Det er samme ballade hver dag. Når der bliver sagt: så er det sengetid” så starter forestillingen. Den ældste lægger ud med :” ej, må jeg ikke lige se ….. færdig i fjernsynet? Jeg er ikke træt, hvorfor er det altid mig der skal gå først ud og børste tænder osv. Så begynder de 2 yngste på samme måde: jeg vil ikke børste tænder når hun ikke skal, jeg vil ikke i seng før hende, hvorfor skal vi i seng når I ikke skal? Osv osv. Samme forestilling hver aften. Det ender med at forældrene bebrejder børnene deres opførsel f.eks : Det kan I ikke være bekendt. Nu havde vi det lige så hyggeligt og jeg havde håbet på at det kunne blive en god aften, for en gangs skyld. Det kan I ikke være bekendt ( Og mor på grådens rand) : Jeg gider snart ikke mere. Det er det samme hver dag, utaknemmelige og umulige børn. Hun ender i sengen med den mindste, der nu er helt kørt op og prøver at få hende til at sove og hun ender ofte med at falde i søvn samtidig og far ender indimellem med at true de 2 store med repressalier. F.eks Der bliver ikke noget tv i morgen og heller ikke noget med at spille play-station!.

Hold da op hvor det lyder forfærdeligt. Hvem har lyst til at gå i seng og sove i den familie! Og sikke en afslutning på dagen og ikke mindst sikke en begyndelse på en god nat. Det går simpelthen ikke.

I bliver nødt til at sætte rammen for dagens afslutning og lægge en plan hvor I tager ansvaret for at putte børn og stopper den bebrejdelse af børnene, når I mislykkedes. Børnene fortæller jer på alle mulige måder at det her er noget skidt.

Først må I spørge jer selv:

      Skal alle børnene i seng samtidig? Der er trods alt en vis aldersspredning

      Kommer de for sent i seng? Det lyder som om de to mindste er overtrætte og efterligner den store

      Hvad er for jer, en god måde at afslutte dagen på og hvordan skal stemningen være når man siger godnat?

      Skal mor få den mindste til at sove ved selv at ligge i sengen og bruge sin kostbare aftentid?

Der er flere måder at gøre det på og det er vigtigt at finde en model der passer den enkelte familie og er tilpasset børnenes alder og væsen.

For at have et udgangspunkt beder forældrene mig om nogle ideer til en model.

Dette kunne være en skabelon:

Ved spisetid siger én af forældrene: I aften skal I i seng og puttes på en måde hvor vi alle sammen har det godt, når vi falder i søvn og nu skal I høre hvordan vi gør det.

 Herefter indvier I børnene i planen hvor det er vigtigt at holde fast i, at det ikke er et diskussionsoplæg men en plan der er lagt med omtanke og I som forældre mener hvad I siger.

Feks: De to små skal i seng mellem 19 og 19.30. I hjælper et barn hver. Sig inden i går i gang. I dag er det mig der skal putte dig, og det glæder jeg mig til. Lad være med at diskutere og når børnene siger: hvorfor skal jeg når den eller den ikke skal dette eller hint, så sig: jeg kan godt forstå du ikke har lyst til at slutte dagen men  det er sent og børn på din alder skal i seng  og sove på dette tidspunkt, så du kan være udhvilet til i morgen hvor du skal i børnehave og lege.

Lav så et ”ritual” så tandbørstning, afvaskning, toiletbesøg, nattøjs påtagning, putning sker på amme måde hver dag.  Skal der læses en historie eller skal der synges en sang og hvornår skal ”ritualet” afsluttes.

 Mor skal ikke ligge og sove med den lille. Hun er voksen og har brug for voksentid sammen med far når børnene er lagt.’

Først når de to små er lagt skal den storei gang. Aftal med hende inden hun starter på TV eller et spil hvornår hun skal i seng så hun kan forberede sig. Og så brug samme skabelon. En kort forklaring, ingen diskussion og den samme måde at gøre tingene på hver dag.

Det er vigtigt når I gør dette at lade være med at skælde ud og bebrejde børnene. Og ikke mindst- lad være med at true. I spiller fallit overfor børnene og det er ikke godt. Vend det om og sig i stedet noget positivt uanset hvor tyndt det lyder i starten.

Så faktisk er opskriften som sidst I var her:

      Forbered børnene på hvad der skal ske

      Sæt rammerne for aktiviteten

      Lad være at diskutere det der ikke er til diskussion

      Sig hvad I gerne vil have der skal ske

      Vær tydelig og klar i talen

Og det  var hjemmeopgaven til næste gang. God fornøjelse!  / Dorte Bærentzen

Uge 32 Mona og Lars Hvordan kan man være ensom i et parforhold?

Parret ankommer lidt tøvende i dag. Det første  Lars siger:” jeg har øvet mig på ikke at devaluere, som du sagde” Det lyder da rigtig godt og hvordan er det så gået? ” Jeg er ikke helt sikker på hvordan det skal forstås. Som jeg forstår det så skal jeg lade være med at nedgøre Mona når jeg svarer eller taler til hende” Det er fuldstændig rigtigt. Det er det det betyder, siger jeg. Nå men det har jeg altså øver mig på og jeg synes det er noget fis” Okay, siger jeg. Du synes det er noget fis. Hvad synes Mona? Mona svarer:”  Jeg synes det er forfærdeligt at høre på og der er mange ting jeg slet ikke siger mere fordi jeg ved han gør mig dum. Og jeg spørger slet ikke mere.” Hvad gør det ved dig hele tiden at blive mødt på denne måde Mona?  ” jeg bliver ked af det” Jeg tror også der er andre følelser på spil Mona. Kan du sige noget om det? ” Den følelse jeg får inden i er nok mest tomhed og ensomhed” Sådan noget ævl, siger Lars. Du kan sgu da ikke være ensom, når jeg er der. Tror du ikke det er fordi der er rungende tomt i hovedet på dig, at du er ensom, siger Lars og griner. Lars jeg synes morskaben er til at overskue, siger jeg. Mona synes du der er sjovt at blive ydmyget/devalueret på den måde.? Mona svarer ikke. Hun kigger bare tomt frem for sig. Jeg spørger Lars:” kan du selv se at du gør Mona ked af det og ensom, siger hun selv? Næh, siger Lars, hun kan sgu da nok regne ud at det ikke er alvor. Tilsyneladende ikke, svarer jeg, og det kan jeg faktisk heller ikke. Prøv lige at høre hvad jeg siger for det næste er med store bokstaver:

”Du har en kone der siger, at hun er ensom i sit ægteskab med dig. Når hun tager mod til sig, som hun lige gjorde, så håner du hende med en devaluerende bemærkning. Du hører hende slet ikke! I er to mennesker og den ene af jer er ensom. Det betyder at du ikke er der for hende og ikke kan imødekomme hende. Hvad  synes du selv det siger om dig?”

” Hun kender mig da, siger Lars. Ja, det gør hun og det tror jeg du skal være glad for.  Men du skal se i øjnene hvor meget du går glip af med den facon du har, siger jeg. Du har en kone der ikke kan dele sorger og glæder med dig, af den ene grund, at hun ikke vil nedgøres.

Mona  Fortæller  lidt mere om hvordan der er at være ensom når man bor sammen med en anden. Meget tøvende går hun i gang: ” Hvis jeg møder nogen på gaden fra den ejendom vi tidligere boede i fortæller jeg det ikke når jeg kommer hjem for Lars siger med sikkerhed noget jeg bliver ked af.- Taler grimt om dem jeg mødte eller mig, fordi jeg brugte tid på dem. - Og hvis jeg fortæller noget sjovt fra arbejdet siger han altid noget om ,at vi er da nogen rigtig ”spasmagere” , hvorherrebevares hvor er I platte. Har de ikke mere at rykke rundt med! Og hvis der er konflikter på arbejdet hører han ikke på det jeg fortæller men går straks i gang med at fortælle hvordan han ville have løst det, og det ville vi sikkert også hvis vi havde haft hjerne-kapacitet til det.

Jeg spørger: Hvem deler du alle disse oplevelse/ historier med? Ingen svarer hun, for måske har Lars ret. Måske er det mig der er for dum og ikke kan sortere i de mennesker jeg møder. Men jeg må indrømme at jeg kigger på andre par der holder i hånden, griner og snakker sammen uden at den ene ser ked ud af det  og  jeg ville give meget, ja måske mit liv for at bytte med konen i forholdet.

Jamen Mona. Det er det du gør! Du giver dit liv men ikke på den måde som du tror. Du demonstrerer en ensomhed man både kan se, mærke og ikke mindst forstå. At være et par betyder at man deler oplevelser, sorger, glæder i en passende dosis.

Lars hvad tænker du om det Mona fortæller?  Altså hvis det ikke er en af hendes sædvanlige overdrivelser så lyder det da ikke godt, siger Lars

Lars, sid lige stille lidt og vent lidt før du svarer. Det er mit indtryk, at når du giver dig god tid til, at svare så når du at stoppe de værste ”raptusser” Som jeg hører jer, så er der bedst kontakt mellem jer når det ikke skal gå så hurtigt med at svare. Så prøv til næste gang at sætte tempoet ned, når I taler sammen. Så bliver det nemmere at høre hvad den anden siger. / Dorte Bærentzen