Ind i klinikken idag træder mona og lars. De fortæller at de har været kærester i 8 år men nu synes mona ikke hun orker længere. De er begge sidst i 30´erne. Lars er modvilligt gået med til parterapi i den overbevisning at jeg kan fortælle mona at hun er helt galt på den og at alt det hun oplever som problemer- kun sker i hendes hoved. Mona er tydeligvis spændt på dette første møde og lars ser ud som om han gerne vil have det overstået i en fart. Hans stil er let overbærende både over for mig og mona og han devaluerer ofte det hun siger. Både med ord men også men fakter når han synes hun er for langsom. Jeg spørger dem om hvad i himlens navn der har bragt dem sammen i sin tid og de kan begge fortælle om en større fest hos fælles venner hvor de så hinanden. Mona forklarer at det slog klik( ja, mon ikke tænker jeg) og lars bekræfter dette møde. Efter nogen tid blev de kærester. Lars har tidligere haft et længervarende forhold hvor der er 2 børn, som han har hver ansden weekend. Lars er tydeligvis både stolt og glad for sine børn og fortæller gerne og længe om dem.Mona ser en smule træt ud unden dette lange oplæg. Hun har tydeligvis hørt det hele før. ( jeg tænker at der ligger et konfliktpunkt her, der skal tales om senere)
Jeg spørger til hvordan deres dag forløber og de fortæller om er et ret almindelig dag hvor de begge er i arbejde. lars er træt når han kommer hjem og mener det hænger sammen med at han har et mere betydningsfuld job end mona. Mona kan ikke finde ro før de huslige ting er klaret: madlavning, tøjvask oprydning osv. Lars ser en del sport i tv mens mona laver mad og vil helst spise foran TV. Mona derimod synes, at mad skal indtages ved et spisebord da hun synes det udtrykker respekt for maden og den der har lavet den. Lars forstår ikke hvad hun mener og kalder hende gammeldags og "du trænger vist til at komme ind i det 21´århundrede. Jeg spørger lars om han selv bemærker hvordan han devaluerer mona hele tiden og han ser mildest talt overrasket ud.Han aner ikke hvad jeg taler om. Han mener, at han behandler mona med al den respekt hun fortjener. Til det må jeg give ham ret- for det lader ikke til, at han har meget respekt for hende. Jeg beder ham om at beskrive mona med 3 tillægsord og DET bringer ham i ukendt land. Han bliver vred på mig og alt mit "psykolog-pis" og siger at det ikke giver mening at svare på den slags. Mona bliver mere og mere trist at se på under denne ordveksling og jeg spørger hende om det er sådan hun oplever lars når de er alene. Dette bekræfter hun med et opgivende og træt ansigt. Jeg beder hende om at beskrive lars med 3 tillægsord og efter en længere tænkepause begynder hun at græde. Lars bliver noget overrasket over dette og siger til hende, at hvis det skal være opå den måde, så kan da godt komme med 3 ord. Han nævner så: kærlig, omsorgsfuld og smuk. Og så er det min tur til at blive overrasket! Hvor kom det fra? Mona blev vist lige så overrasket- hun holdt op med at græde. Mener du det?, spurgte hun. Ja, svarede han, det ved du da. Du godeste tænkte jeg- Her er lang vej hjem for de to. Jeg spørger lars om hvad han tænker om monas reaktion. Han siger at det kommer bag på ham at hun græder. Jeg beder om hans bud på hvorfor hun græder og han siger, at det må være fordi hun er ked af ikke at kunne tænke hurtigt nok på 3 ord eller ikke ved hvad tillægsord er. Her er det jeg får brug for al min selvbeherskelse! At tælle til 10 er ikke nok- ikke engang 100 kan gøre det. jeg bliver nødt til at tænke;: han er mødt her idag fordi han gerne vil mona og han udstiller sig i al sin usympatiske pragt- jeg behøver ikke give ham tørt på. Jeg spørger mona om hun vil fortælle om sin gråd og hun siger:Jeg tøvede fordi uanset hvad jeg havde sagt, så havde det været forkert, men gråden kom da det blev klart at jeg ikke kunne sige noget pænt i nutid. Jeg beder hende sige noget pænt i datid og hun siger: Før var lars omsorgsfuld, kærlig og betænksom. Nu er det lars der ser overrasket ud. Er jeg ikke det mere? spørger han. Nej, og jeg kan ikke huske hvornår det forsvandt, siger mona. Lars tager hende i hånden og er for første gang tavs. Jeg spørger til om han kunne tænke sig at vide hvad det gør ved et menneske at blive devalueret og det siger han ja til. ( formentlig for at slippe for flere dumme spørgsmål) Jeg fortæller: Han skal tænke på et hus hvor man fjerner én mursten af gangen. I starten betyder det ikke så meget men efterhånden som pynten forsvinder bliver det slemt. Han overser alle tegn på, at huset er ved at falde sammen og at det bliver mere og mere vakkeltvorent. Selv når huset knager ( når mona græder) ser han intet. Han fjerner bare et par sten mere, uden at se på huset. Han kigger nu på et hus hvor der ikke er ret meget mere end fundamentet tilbage og han bliver nu nødt til at se på hvad han er igang med. Det er ikke kun fordi mona er ved at gå i stykker, men fordi denne destruktive adfærd til sidst vil ødelægge ham selv. Jeg frygter at han gør det samme ved sig selv og ender op med et selvhad så ikke engang ham selv kan hodle ham ud. Til dette bliver han synlig berørt. Han bliver rød ned af halsen og kigger stift ned i jorden. Jeg spørger til hvor han kan mærke i kroppen at der sker noget og han siger: Det sorte hul i brystkassen svier. Han vil ikke tale mere om det, siger han Tiden er ved at være gået og Lars spørger til om de skal have lektier for til næste gang. Jeg bliver rigtig glad for, at han på den måde siger at han kommer igen og jeg foreslår følgende: Hvergang han kommenterer mona skal han stoppe op lige før det sker og tænke: kommenterer jeg lige nu fordi jeg vil i dialog eller er det for at slå hendeverbalt? Han synes det lyder lidt mærkelig,t men indvilliger. Mona skal øve sig på hvergang hun føler sig devalueret, at sige til lars : nu gør du det igen-og ikke mere. Hun ser lidt skræmt ud men nikker. Jeg er noget spændt på om de kommer i næste uge. Dorte
