Idag skal jeg møde en familie der adskiller sig lidt. Mor afsoner en fængselsdom på 4 mdr. for vold mod børnene. Jeg har gennem mit arbejde for SAVN ( pårørendeforening til fængslede) mødt en del familier hvor far er i fængsel, så det er lidt usædvanligt, at det er far der henvender sig for at få hjælp.
Far møder med børnene og de er alle lidt beklemte ved situationen. Efter de første indledende bemærkninger, spørger jeg til hvor deres mor er henne. Jonas kigger på far for at se om det er OK at snakke om her og far nikker. Jonas fortæller at mor sidder i fængsel fordi hun har gjort noget forkert. Da jeg spørger hvad det forkerte er, ser Jonas ned på sit tegnepapir og vil ikke svare. (Jeg har altid tegnepapir og farver til børnene og dette bliver også bruge flittigt idag.) Stine på 4 år forholder sig afventende, så jeg nøjes med at kommentere hendes tegning. Jeg spørger derfor far hvor mor er henne. Han fortæller at hun sidder i fængsel fordi hun har slået børnene. Dette har tilsyneladende stået på gennem hele børnenes liv og er først blevet stoppet da en mormor går til myndighederne. Jeg får far til at beskrive omstændighederne der bringer mor i en sådan situation og han fortæller, at der kan være meget små ting der er udløsende. Ofte er det hvis børnene ikke gør som hun siger, eller hvis de har undladt at følge hendes anvisninger. Hun begynder med at skælde ud og det bliver højere og højere og ordene bliver mere og mere grove. Til sidst kulminere det med at hun slår barnet eller for den sags skyld, dem begge. ( Under hele denne forklaring, hvor jeg hele tiden beder om de smertelige detaljer, sidder børnene og tegner imens de lytter intenst)
Jeg spørger flere gange far om man må slå børn udelukkende for at børnene skal høre, at det ikke en en holdning deres mor deler med os andre- og vi tager afstand fra dette.
Jeg spørger far hvordan ham mon tror børnene har det, nu hvor mor er i fængsel. Han siger at de har det OK men her bliver han afbrudt af Stine ,der erklærer at hun savner mor og vil have hende hjem igen. Jonas supplerer med at." mormor er en ond kvinde der burde skydes fordi hun har sagt det hele til kommunen og nu er det hendes skyld at mor er i fælgsel" Jeg svarer med en sætning der skal gentages mange gange: Nej. Det er jeres mor der er skyld i at hun er i fængsel ikke mormor. MAN MÅ IKKE SLÅ BØRN. Jonas kigger igen ned og fortsætter med at tegne.
Jeg spørger far hvordan han har det med at mor er i fængsel og han synes det er svært og mener godt de selv kunne have klaret det fordi mor tilsyneladende havde indvilget i at gå i terapi, umidelbart inden arrestationen. Jeg Spørger om hun havde lovet dette før og efter et stykke tid må han indrømme, at det er noget hun ofte lover umidelbart efter voldsepisoderne. Far har været med til at dække over mors vold mod børnene, fordi han hele tiden har troet på, at det ville blive bedre, når først hun fik et arbejde, når de fik orden i økonomien, de sik sat lejligheden i stand, fik råd til ferien osv osv. Efter denne forklaring siger jeg direkte henvendt til Jonas ,at det gør mig ondt, at høre at far ikke kan passe bedre på sine børn og at jeg håber vi i fællesskab kan hjælpe ham med dette. Jonas nikker og Stine gentager at hun savner mor.
Far siger, at han synes det er mærkeligt at børnene savner deres mor når hun har slået dem. For ikke at gøre børnene forkerte og de skal høre på at de er mærkelige siger jeg: "Børn er meget loyale og det havde undret mig meget hvis de havde udleveret deres mor, ved dette første møde. For selvfølgelig holder de af deres mor, det er volden de ikke kan lide og de vil være sikre på at jeg kan skille de ting ad, før de vil snakke med mig. Der er mange ting ved deres mor de kan lide og det skal vi ikke tage fra dem."
Herefter taler vi om deres mor og børnene er ivrige for at fortælle om de sjove ting hun gør og hvor god hun er til at lege med dem. jeg følger med i historierne og sidder med en tung følelse i sindet. ( Jeg tænker på disse to børns kærlighed til en mor der ikke passe bedre på sine børn og på om det nogen sinde kan blive bedre. Hvad er der dog sket i mors liv der befordrer denne vanvittige adfærd)
Tiden er ved at være gået for idag og jeg beder om at se børnenes tegninger. Jonas har tegnet en rumraket med ham og søsteren i og jeg spørger ham om det er sådan han ønsker det. Nej siger han, det er sådan det er! ( 2 børn alene på vej ud i et ukendt rum) Stine forklarer, at hun har tegnet en hund for sådan en ønsker hun sig. Naboen har en hund og den er altid glad, siger hun. (Ja, noget glæde kunne man jo godt unde Stine)
Jeg aftaler med far, at det er vigtigt at de taler om mor derhjemme. Både det gode, og når børnene er parate, også det onde. Handlinger forsvinder ikke når vi undlader at snakke om dem. Tværtimod. / Dorte
Ingen kommentarer:
Send en kommentar