Jeg har glædet mig særligt til idag. Familien Sørensen ringede sidste uge for at høre om jeg kunne hjælpe dem. Det var mor( helle) der ringede og far( kim) der suflerede fra sofaen. Parret var ved at give op på deres forældre-skab. De syntes at der var så mange krav til det at være forældre og de kunne mærke at de var ved at være godt trætte. Helle fortalte lidt om familien i øvrigt og vi blev enige om at mødes idag.
Ind af døren kommer et par der ikke ville adskille sig fra andre, hvis man mødte dem på gaden. De var lidt nervøse men ellers lignede de mennesker man ville nyde at tilbringe et par timer med.
Helle fortæller, at de har 3 børn og det er dem det i virkeligheden drejer sig om.De bliver mere og mere svære at have med at gøre og forældrene kan mærke at det kræver nogen dybe indåndinger, før fælles aktiviteter.
Det drejer sig om en dreng på 8 år og 2 piger på henholdsvis 6 og 2 år. For at få et overblik over familien ,og danne mig et indtryk at problemernes omang, begynder jeg at spørge meget konkret ind til familien historie og værdier. Bla. fortæller de, at drengen ikke var et planlagt idet de kun havde kendt hinanden 2 uger da Helle bleb gravid. De blev dog glade for ham da de havde vænnet sig til tanken. Pigen på 6 år var helt planlagt da de ikke ville nøjes med et "forkælet enebarn." Her bryder Kim ind og siger, at det er fars pige. Hun ligner tilsyneladende kim både af udseende og af sind. Den sidste pige fortæller mor var planlagt. Far deltager ikke i dette svar og da jeg i-tale-sætter dette, siger han at det ikke var noget de havde været enige om. Han troede, at de diskuterede muligheden for et barn mere og vupti så var pillerne smidt i toilettet. " ikke at jeg ikke kan lide hende eller noget" siger far.
Jeg spørger hvad deres væsentlige problem er med børnene og mor siger, at det er, at de som forældre ikke er enige om noget. Hun synes far er slap og at det er hende der står med hele ansvaret for at opdrage. Far derimod synes at problemet er, at Helle hele tiden har gang i noget og ikke slapper af. Han synes måltiderne er de sværeste idet børnene er meget kræsne og kopierer hinandens uartigheder. Vi beslutter os for at det er dagens emne.
Jeg beder dem beskrive deres sidste aftens middagsmåltid og her er sandelig stof til mange timers terapi. Det er min erfaring at det ofte måltiderne der giver en god beskrivelse af hvad der foregår i en familie. Det er et sårbart tidspunkt på dagen hvor forældrenes forventninger til et hyggeligt samvær brister og hvor børnene spiller alt det ud de ikke bliver set og hørt på ellers.
Hos denne familie lyder det som om, at den ældste dreng bliver en slags politimand og en særlig hjælper for mor. Hun er taknemmelig overfor han og den indsats han lægger for dagen for at holde ro på sine søskende ved middagsbordet. Han sørger for at de mindre søskende bliver introduceret til de forskellige ting på middagsbordet, som de dog ofte nægter at spise og ofte ender måltidet med, at mor går i køkkenet og smørre en rugbrødsmad til mindst et barn. Drengen skælder ud ok efterligner mors trusler: " I skal spise ellers kommer i i seng, prøv nu at smage på maden ellers bliver jeg ked af det og går fre bordet" osv.
Man bliver helt svedt af at høre om disse anstrengende måltider og vi bliver nødt til at tage fat i noget teoretisk: Når forældre ikke er chaufører på familiens lastbil, så er der med sikkerhed en af børnene der sætter sig i førsædet. Det betyder, at når forældre ikke lever op til deres forældreskab og ikke tager ansvar for børnene, så træder et af børnene til og udfylder denne funktion. Børns udvikling og "overlevelse" afhænger af at forældre tager ansvar og går forrest og det er ikke muligt for børn, at leve med mindre. Derfor er der altid en der tager over eller sætter sig sammen med den af forældrene der tilsyneladende gør et forsøg.
Dette skal stoppe med det samme, siger jeg til forældrene. Jeres ældste søn er ikke forældre og i skal beslutte jer for hvem der er de voksne ifamilien og derved også hvem der har ansvaret. Før sker der ikke noget positivt hos jer. Jeg siger: "Du Kim skal holde op med at opføre dig som en forvokset teenager, du har 3 børn og det er på tide, at det går op for dig!
"Det Betyder, at indtil jeg ser jer næste gang skal du Kim hver aften styre slagets gang ved middagsbordet: Rose mors mad, tilkendegive nydelse, hjælpe børne med at få øst op og frem for alt, holde din store dreng væk fra førersædet. Du skal være omsorgsfuld overfor ham og sige: "tak for hjælpen jeg kan godt se at du prøver at hjælpe os men jeg tager over herfra. Spis du bare og slap af sammen med os andre." og du helle, skal ikke smøre rugbrødsmadder efter middagen. der er altid noget på et bord børn kan spise. Måske skulle du inddrage børnene i madlavnngen i stedet,så de får en forståelse for det store arbejde du lægger for dagen, i dit forsøg på at ernære familien. I skal vågne op og tage et fælles ansvar for jeres børn, lige nu."
Hold da op hvor jeg glæder mig til at se dem igen og se om det lykkedes at gøre far voksen og få mor til at turde stole på det og ikke mindst: få børnene til at være børn! Dorte Bærentzen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar