Uge 35. Lars og Mona

Så er det tid til Mona og Lars igen. Jeg er spændt på hvordan det går med at øve sig hjemme. Sidste gang tror jeg Lars blev noget overrasker over at Mona så tydeligt fik sagt at hun følte sig ensom sammen med Lars. Jeg er også spændt på at høre om det er gået op for Lars at det her er alvorligt. Det er i sig selv bekymrende, at han ikke er bekymret over sit parforhold.

De er begge noget mere afdæmpede end jeg plejer at se dem. Lars lægger ud med at sige: Det går såmænd neget godt, synes du ikke Lene? Joooh svarer Mona det er da bedte end det plejer. Det var løjerligt, siger jeg. I ser begge to ud som om I har mistet en nær pårørende, triste og trætte. Hvordan hænger det sammen? Ars fortæller at Mona og han lige har haft en ”uoverensstemmelse” på vej herhen i bilen. Han siger: Jeg var hjemme og hente noget værktøj hos min ex og som sædvanlig bliver Mona sur” du godeste siger jeg, hvor mange år har dette stået på? Det er aldrig holdt op, siger Lene. Han har altid en undskyldning for lige at skulle omkring hende. Jeg bemærker overfor parret at Lars siger : jeg var hjemme og hente… Hvordan føles det Mona? Det føles rigtig dårligt. Det er som om vores hjem ikke er det rigtige og det gør mig ked af det. Lars puster sig op og siger: nu må du fandme holde op. Hvad galt er der i at jeg tager derhjem og låner nogle ting? Det er da bedre end at skulle ud og købe dem ikke?  Lars, jer er bange for at du ikke forstår hvad det her drejer sig om. Det handler ikke om, at du låner ting men at du stadig efter 8-9 år stadig kommer i hendes hjem. Hvis det var OK med Mona var det en helt anden snak men hun bliver ked af det og meget såret. Det er simpelthen ikke i orden.

Det er ikke kun det, siger Mona. Det er det at jeg altid skal høre om deres liv sammen og hvor sjovt og godt det var. Hele tiden er der en anledning til, at bringe det på banen og jeg ville hellere bruge tid på at vi fik talt om vores forhold. Lars sidder og ruller med øjnene mens Mona taler. Hvad sker der Lars. Sig noget i stedet for at lave ansigter, siger jeg. Hvad vil du have jeg skal sige. Det er Mona der er syg i potten og  jeg kan ikke se hvad der er galt i det her. Nej siger jeg, det står vist helt klart for os begge. I mine øjne er der kun én ting der burde bekymre dig og det er at du gør Mona ked af det og det er ikke OK.

Hun er bare Jaloux  og der er altså hendes problem, bliver han ved. Jeg tror nu ikke det er jalousi, siger jeg. Jeg tror mere det handler om, at der er noget Mona ikke får. Hvis jeres forhold var godt og I faktisk fik overskud ved at være sammen, så tror jeg ikke I var havnet i denne situation. Som det er nu skal Mona høre om alt det gode du har haft samtidig med at I ikke har noget godt sammen. Du byder ikke ind med ret meget i jeres forhold og derfor er der ikke overskud til at forholde sig til din ex på 9 år. Du må gøre op med dig selv hvem af dem du helst vil være sammen med. Det du gør her er ikke iorden. Kan du selv se det?

Lars er for eftertænksom til at svare og det er ikke godt at vide hvad han tænker på. Mona fortæller, at Lars f. eks kan finde på, at købe en is med når han kører hen til hende. Det er ikke noget han gør til Mona og han synes hun er smålig da hun påpegede det uretfærdige i dette.

Mona jeg er bange for at Lars ikke kan se at han gør dig ked af det og jeg er bange for, at han ikke respekterer dig nok til at tage handling på dette. Det er rigtig mange mennesker der må leve med ex kæresten, men det er ofte kun når der er børn, Her er noget galt og du bliver nødt til at gøre op med dig selv om du vil leve med dette eller ej. Jeg tror nemlig ikke Lars gør det.

Lars og Mona til næste gang vil jeg gerne have en tilbagemelding på det vi har talt om i dag. Jeg tror nemlig kun at dette var toppen af isbjerget. /Dorte Bærentzen

Uge.34. Familien hvor mor sidder i fængsel for vold mod børnene.

I dag er det kun den store dreng Jonas der kommer med far. Lillesøster har bedt sig fri og det passer far rigtig godt idet han gerne vil tale om hende. Det fungerer ofte bedst når den man taler om er til stede da det det giver muligheden for dialog. Men vi prøver.

Far fortæller at Stine er begyndt at få mareridt og tisse i sengen om natten. Hun græder meget og er i det hele taget vanskelig. Hun siger nej til det meste, kaster sig på gulvet og skriger når der bliver stillet krav osv. ”Det værste er dog Netto. Her er det som om hun er bevidst om, at hun kan ydmyge mig og fremstille mig som den dårligste far på jorden,” siger han. Hold da op, siger jeg. Det er godt nok mange talenter, at tillægge en 4 årig. Tror du langt inde i dit inderste at hun gør det bevidst? Ja, siger far, det gør jeg. ”Jeg kan se det i hendes øjne og jeg er ked af at sige det. Hun ligner sin mor!” Og nu frygter du at hun bliver ligesom sin mor, spørger jeg.  Ja, hvordan kan du vide det?. Fortæl lidt mere, beder jeg ham om. Og han fortæller, at den lille pige kigger på ham som om det er ham, der er skyld i alle ulykker på jorden, at hun nærmest bevidst kommer til at vælte ting når han er i nærheden og slår sin storebror ved enhver given lejlighed. Hun er direkte ondskabsfuld, slutter han. Jeg spørger storebror hvad han synes. Han ser lidt klemt ud men siger dog:” jeg er enig med far. Hun ligner mor og det er ret irriterende.”

Der er flere ting i denne historie og vi er nødt til at hjælpe hinanden med at skille det ad, siger jeg. For det første er hun kun 4 år og derfor ikke ”bevidst ondskabsfuld”. Hun lyder for mig som en lille ensom pige der ikke aner hvad hun skal gøre og når hun så gør noget, bliver hun mødt med en sammenligning der mildes talt ikke er ønskværdig. I sammenligner hende begge med den mor der sidder i fængsel for at have mishandlet begge børn! Ikke så mærkeligt at hun bliver vred. Du er hendes far og du  tillægger hende nogle egenskaber hendes mor har. Det kan godt være at mor og datter ligner hinanden på nogen punkter men sandelig ikke som du fremstiller hende. Din skuffelse over din kone lyser igennem og det skal din datter ikke betale for.

At Stine tisser i sengen og har mareridt er et udtryk for, at noget er galt og det bliver du nødt til at tage alvorligt. Det betyder at du er nødt til at tage dig af de ydre omstændigheder der gør at hun mistrives og så holder det som nok op igen.

Først og fremmest skal du skille ad din skuffelse over din kone. Det betyder at du er nødt til at tage en snak med hende og få sagt de ting der plager dig i forhold til hende og hendes manglende evne til at styre sig i forhold til børnene.

Dernæst må vi se på hvad det er der plager lille Stine. Sidste gang tegnede hun en fængsels celle med nogle mennesker i. Jeg lagde mærke til, at menneskerne lå hulter til bulter og hun ikke havde tegnet hverken vinduer, blomster, sol eller andre rare ting. Har i snakket med Stine om hvordan der ser ud i mors celle? Mange børn er bekymret for om deres forældre har en seng, får mad og bliver behandler ordentligt. De har en sparsom viden og hvis det feks er ” Folk og røvere i Kardemomme by” så er hun placeret med vand og brød, uden seng, med tremmer for vinduerne og flere i samme celle. Jeg ved godt Stine kun kan komme til at se besøgsrummet men du er nødt til at snakke med hende om, at mor har et værelse med seng ,tv osv. Det er vigtigt for hende at vide. Næste gang I skal på besøg i fængslet er det vigtigt at mor tegner sin celle, så Stine kan få fred.

Og dig Jonas. Tænker du også på den slags? Ja lidt, siger han. Vil du også gerne se hvordan din mor bor?.  Det vil han gerne men han vil hellere snakke om hvordan han og far får løst problemerne med Stine. Selv om jeg prøver at forklare ham at det er fars ansvar, så kan jeg se, at jeg ikke kan komme igennem med mit budskab. Trist at se en 6 årig  føle sig ansvarlig for familiesituationen. / Dorte Bærentzen

Uge 33. Familien hvor børnene har taget magten

I dag er jeg spændt på at se  forældrene til de 3 børn. Sidste gang fik de til opgave at ændre deres mønster omkring indkøb af mad og i højere grad tage ansvar og sætte sig i fører sædet som forældre. De var rigtigt trætte sidst, så det bliver spændende at se dem igen.

Forældrene fortæller at de er godt i gang med at ændre mønstret. Det er dog stadig en stor fristelse at give efter for børnenes krav/ønsker, for at undgå ballade. Det virker lidt skørt når man tænker på, at det er netop når børnene er i førersædet at balladen opstår. Men de øver sig.

I dag vil de gerne tale om hvad der sker når børnene ikke vil i seng om aftenen.

 Det er samme ballade hver dag. Når der bliver sagt: så er det sengetid” så starter forestillingen. Den ældste lægger ud med :” ej, må jeg ikke lige se ….. færdig i fjernsynet? Jeg er ikke træt, hvorfor er det altid mig der skal gå først ud og børste tænder osv. Så begynder de 2 yngste på samme måde: jeg vil ikke børste tænder når hun ikke skal, jeg vil ikke i seng før hende, hvorfor skal vi i seng når I ikke skal? Osv osv. Samme forestilling hver aften. Det ender med at forældrene bebrejder børnene deres opførsel f.eks : Det kan I ikke være bekendt. Nu havde vi det lige så hyggeligt og jeg havde håbet på at det kunne blive en god aften, for en gangs skyld. Det kan I ikke være bekendt ( Og mor på grådens rand) : Jeg gider snart ikke mere. Det er det samme hver dag, utaknemmelige og umulige børn. Hun ender i sengen med den mindste, der nu er helt kørt op og prøver at få hende til at sove og hun ender ofte med at falde i søvn samtidig og far ender indimellem med at true de 2 store med repressalier. F.eks Der bliver ikke noget tv i morgen og heller ikke noget med at spille play-station!.

Hold da op hvor det lyder forfærdeligt. Hvem har lyst til at gå i seng og sove i den familie! Og sikke en afslutning på dagen og ikke mindst sikke en begyndelse på en god nat. Det går simpelthen ikke.

I bliver nødt til at sætte rammen for dagens afslutning og lægge en plan hvor I tager ansvaret for at putte børn og stopper den bebrejdelse af børnene, når I mislykkedes. Børnene fortæller jer på alle mulige måder at det her er noget skidt.

Først må I spørge jer selv:

      Skal alle børnene i seng samtidig? Der er trods alt en vis aldersspredning

      Kommer de for sent i seng? Det lyder som om de to mindste er overtrætte og efterligner den store

      Hvad er for jer, en god måde at afslutte dagen på og hvordan skal stemningen være når man siger godnat?

      Skal mor få den mindste til at sove ved selv at ligge i sengen og bruge sin kostbare aftentid?

Der er flere måder at gøre det på og det er vigtigt at finde en model der passer den enkelte familie og er tilpasset børnenes alder og væsen.

For at have et udgangspunkt beder forældrene mig om nogle ideer til en model.

Dette kunne være en skabelon:

Ved spisetid siger én af forældrene: I aften skal I i seng og puttes på en måde hvor vi alle sammen har det godt, når vi falder i søvn og nu skal I høre hvordan vi gør det.

 Herefter indvier I børnene i planen hvor det er vigtigt at holde fast i, at det ikke er et diskussionsoplæg men en plan der er lagt med omtanke og I som forældre mener hvad I siger.

Feks: De to små skal i seng mellem 19 og 19.30. I hjælper et barn hver. Sig inden i går i gang. I dag er det mig der skal putte dig, og det glæder jeg mig til. Lad være med at diskutere og når børnene siger: hvorfor skal jeg når den eller den ikke skal dette eller hint, så sig: jeg kan godt forstå du ikke har lyst til at slutte dagen men  det er sent og børn på din alder skal i seng  og sove på dette tidspunkt, så du kan være udhvilet til i morgen hvor du skal i børnehave og lege.

Lav så et ”ritual” så tandbørstning, afvaskning, toiletbesøg, nattøjs påtagning, putning sker på amme måde hver dag.  Skal der læses en historie eller skal der synges en sang og hvornår skal ”ritualet” afsluttes.

 Mor skal ikke ligge og sove med den lille. Hun er voksen og har brug for voksentid sammen med far når børnene er lagt.’

Først når de to små er lagt skal den storei gang. Aftal med hende inden hun starter på TV eller et spil hvornår hun skal i seng så hun kan forberede sig. Og så brug samme skabelon. En kort forklaring, ingen diskussion og den samme måde at gøre tingene på hver dag.

Det er vigtigt når I gør dette at lade være med at skælde ud og bebrejde børnene. Og ikke mindst- lad være med at true. I spiller fallit overfor børnene og det er ikke godt. Vend det om og sig i stedet noget positivt uanset hvor tyndt det lyder i starten.

Så faktisk er opskriften som sidst I var her:

      Forbered børnene på hvad der skal ske

      Sæt rammerne for aktiviteten

      Lad være at diskutere det der ikke er til diskussion

      Sig hvad I gerne vil have der skal ske

      Vær tydelig og klar i talen

Og det  var hjemmeopgaven til næste gang. God fornøjelse!  / Dorte Bærentzen

Uge 32 Mona og Lars Hvordan kan man være ensom i et parforhold?

Parret ankommer lidt tøvende i dag. Det første  Lars siger:” jeg har øvet mig på ikke at devaluere, som du sagde” Det lyder da rigtig godt og hvordan er det så gået? ” Jeg er ikke helt sikker på hvordan det skal forstås. Som jeg forstår det så skal jeg lade være med at nedgøre Mona når jeg svarer eller taler til hende” Det er fuldstændig rigtigt. Det er det det betyder, siger jeg. Nå men det har jeg altså øver mig på og jeg synes det er noget fis” Okay, siger jeg. Du synes det er noget fis. Hvad synes Mona? Mona svarer:”  Jeg synes det er forfærdeligt at høre på og der er mange ting jeg slet ikke siger mere fordi jeg ved han gør mig dum. Og jeg spørger slet ikke mere.” Hvad gør det ved dig hele tiden at blive mødt på denne måde Mona?  ” jeg bliver ked af det” Jeg tror også der er andre følelser på spil Mona. Kan du sige noget om det? ” Den følelse jeg får inden i er nok mest tomhed og ensomhed” Sådan noget ævl, siger Lars. Du kan sgu da ikke være ensom, når jeg er der. Tror du ikke det er fordi der er rungende tomt i hovedet på dig, at du er ensom, siger Lars og griner. Lars jeg synes morskaben er til at overskue, siger jeg. Mona synes du der er sjovt at blive ydmyget/devalueret på den måde.? Mona svarer ikke. Hun kigger bare tomt frem for sig. Jeg spørger Lars:” kan du selv se at du gør Mona ked af det og ensom, siger hun selv? Næh, siger Lars, hun kan sgu da nok regne ud at det ikke er alvor. Tilsyneladende ikke, svarer jeg, og det kan jeg faktisk heller ikke. Prøv lige at høre hvad jeg siger for det næste er med store bokstaver:

”Du har en kone der siger, at hun er ensom i sit ægteskab med dig. Når hun tager mod til sig, som hun lige gjorde, så håner du hende med en devaluerende bemærkning. Du hører hende slet ikke! I er to mennesker og den ene af jer er ensom. Det betyder at du ikke er der for hende og ikke kan imødekomme hende. Hvad  synes du selv det siger om dig?”

” Hun kender mig da, siger Lars. Ja, det gør hun og det tror jeg du skal være glad for.  Men du skal se i øjnene hvor meget du går glip af med den facon du har, siger jeg. Du har en kone der ikke kan dele sorger og glæder med dig, af den ene grund, at hun ikke vil nedgøres.

Mona  Fortæller  lidt mere om hvordan der er at være ensom når man bor sammen med en anden. Meget tøvende går hun i gang: ” Hvis jeg møder nogen på gaden fra den ejendom vi tidligere boede i fortæller jeg det ikke når jeg kommer hjem for Lars siger med sikkerhed noget jeg bliver ked af.- Taler grimt om dem jeg mødte eller mig, fordi jeg brugte tid på dem. - Og hvis jeg fortæller noget sjovt fra arbejdet siger han altid noget om ,at vi er da nogen rigtig ”spasmagere” , hvorherrebevares hvor er I platte. Har de ikke mere at rykke rundt med! Og hvis der er konflikter på arbejdet hører han ikke på det jeg fortæller men går straks i gang med at fortælle hvordan han ville have løst det, og det ville vi sikkert også hvis vi havde haft hjerne-kapacitet til det.

Jeg spørger: Hvem deler du alle disse oplevelse/ historier med? Ingen svarer hun, for måske har Lars ret. Måske er det mig der er for dum og ikke kan sortere i de mennesker jeg møder. Men jeg må indrømme at jeg kigger på andre par der holder i hånden, griner og snakker sammen uden at den ene ser ked ud af det  og  jeg ville give meget, ja måske mit liv for at bytte med konen i forholdet.

Jamen Mona. Det er det du gør! Du giver dit liv men ikke på den måde som du tror. Du demonstrerer en ensomhed man både kan se, mærke og ikke mindst forstå. At være et par betyder at man deler oplevelser, sorger, glæder i en passende dosis.

Lars hvad tænker du om det Mona fortæller?  Altså hvis det ikke er en af hendes sædvanlige overdrivelser så lyder det da ikke godt, siger Lars

Lars, sid lige stille lidt og vent lidt før du svarer. Det er mit indtryk, at når du giver dig god tid til, at svare så når du at stoppe de værste ”raptusser” Som jeg hører jer, så er der bedst kontakt mellem jer når det ikke skal gå så hurtigt med at svare. Så prøv til næste gang at sætte tempoet ned, når I taler sammen. Så bliver det nemmere at høre hvad den anden siger. / Dorte Bærentzen

Uge 31. Familien hvor børnene har taget magten

Familien fortæller i dag, at de er ved at opgive både hinanden og børnene. De synes det hele er op ad bakke og de havde ikke i deres vilde fantasi forestillet sig, at noget kunne være så svært. De synes, at alt deres tid går med børnene og kan ikke se, at der er andet liv ej heller lys for enden af tunellen.

Jeg spørger lidt til, deres forventninger ved at få 3 børn og de fortæller at de ikke alle var planlagte. Men at de da var glade for dem og i øvrigt ikke mente at alle børn var planlagte. Jeg møder efterhånden flere i min praksis der er faldet for en lidt romantisk forestilling, om en lykkelig stor-familie hvor alle er glade og hjemmet emmer af kærlighed og nybagte boller. Det har da også været en tendens de senere år til at romantisere flerbørn familierne. Fakta er, at der er hårdt arbejde og det er et stort ansvar og at der går mange år af ens liv med at passe børn.

For at få hul på lidt af problematikken spørger jeg hvad der er mest plagsomt i øjeblikket. De er enige om at det er når der skal handles ind. Børnene insisterer på at komme med rundt i butikkerne og  det er opslidende at være med til. Jeg beder dem om et eksempel feks. den sidste gang de var ude og handle og far fortæller.:

Fra start til slut i supermarkedet plagede børnene om stort set alt hvad de så. Selv hundelegetøjet virkede attraktivt og far synes det var både pinligt og opslidende at skulle sige nej og forklare sit nej hele tiden. I takt med at han blev mere og mere irriteret skruede børnene op for både volumen og krav. Det kulminerede tilsyneladende da de nåde køledisken og børnene blev spurgt om hvad de kunne tænke sig til middag. Der var der ikke enighed om og børnene var helt urealistiske, forklarede far. De ville både have steg og bøffer! Far finder et kompromis og indkøbsturen får en ende. Utilfredse børn bliver trukket med mod kassen hvor kassedamen og far kan konstaterer at flere af varerne er ødelagte fordi den mindste af børnene, der har siddet i vareafdelingen af indkøbsvognen, har givet den gas ved at trampe med sandalerne i de indkøbte ting. Far afbryder her sig selv og fortæller at han her fik sagt fra. Spændt venter jeg på denne historie med det viser sig at han har sagt: ” helt ærligt vil du ikke godt lade ære med det der. Nu er alle varerne jo ødelagte.”

Børnene og resten at varerne bliver bugseret ud i bilen og fortællingen ender her.

Jeg siger til mor og Far: Ingen, hverken børn eller forældre, kan stå model til det i fortæller og det skal man heller ikke! Hvis børn skal med ud og handle skal man sætte nogle klare rammer for hvad der skal ske og hvilke forventninger man har til turen. F.eks: Vi skal i Netto og købe aftensmad. Det betyder at du ikke skal have hverken slik eller frugt. Jeg vil ikke diskutere det med dig i forretningen og jeg vil ikke have at du spørger om disse ting. Skulle det blive for svært for dig følger jeg dig til døren hvor du kan vente til jeg er færdig. Er du med på det? Prøv lige at fortæl mig hvad jeg sagde, med dine egne ord.

Og så er der lige den med den meget udbredte misforståelse at børn kan bestemme hvad der skal spises til middag. Børn har ingen forudsætninger for at svare på dette. Køledisken er kæmpestor og de kan ikke se hvad det ferske kød kan blive til. De ved heller ikke hvad der er økonomi til og hvad der er ernæringsmæssigt ok. Så påtag jer ansvaret for hvad I skal spise og vil man gerne virke demokratisk, så giv barnet valget mellem 2 ting. F.eks. ”Jeg kan se at der kan blive tale om enten kylling eller frikadeller. Hvad kunne du have lyst til?” og hvis der er flere børn så lad det gå på skift. Men vælg selv ud hvad de må vælge imellem.

Både far og mor ser ud som om ” at det kan jeg sagtens sige” og dette bekræfter de da også. Jeg tror at børnene i jeres familie har bestemt så længe at I næsten har glemt hvordan det er, at tage ansvar og bestemme.

Men der er kun en vej: Begynd fra en ende af. Det er ligesom at spise en elefant- man tager 1 bid af gangen / Dorte Bærentzen