Familien fortæller i dag, at de er ved at opgive både hinanden og børnene. De synes det hele er op ad bakke og de havde ikke i deres vilde fantasi forestillet sig, at noget kunne være så svært. De synes, at alt deres tid går med børnene og kan ikke se, at der er andet liv ej heller lys for enden af tunellen.
Jeg spørger lidt til, deres forventninger ved at få 3 børn og de fortæller at de ikke alle var planlagte. Men at de da var glade for dem og i øvrigt ikke mente at alle børn var planlagte. Jeg møder efterhånden flere i min praksis der er faldet for en lidt romantisk forestilling, om en lykkelig stor-familie hvor alle er glade og hjemmet emmer af kærlighed og nybagte boller. Det har da også været en tendens de senere år til at romantisere flerbørn familierne. Fakta er, at der er hårdt arbejde og det er et stort ansvar og at der går mange år af ens liv med at passe børn.
For at få hul på lidt af problematikken spørger jeg hvad der er mest plagsomt i øjeblikket. De er enige om at det er når der skal handles ind. Børnene insisterer på at komme med rundt i butikkerne og det er opslidende at være med til. Jeg beder dem om et eksempel feks. den sidste gang de var ude og handle og far fortæller.:
Fra start til slut i supermarkedet plagede børnene om stort set alt hvad de så. Selv hundelegetøjet virkede attraktivt og far synes det var både pinligt og opslidende at skulle sige nej og forklare sit nej hele tiden. I takt med at han blev mere og mere irriteret skruede børnene op for både volumen og krav. Det kulminerede tilsyneladende da de nåde køledisken og børnene blev spurgt om hvad de kunne tænke sig til middag. Der var der ikke enighed om og børnene var helt urealistiske, forklarede far. De ville både have steg og bøffer! Far finder et kompromis og indkøbsturen får en ende. Utilfredse børn bliver trukket med mod kassen hvor kassedamen og far kan konstaterer at flere af varerne er ødelagte fordi den mindste af børnene, der har siddet i vareafdelingen af indkøbsvognen, har givet den gas ved at trampe med sandalerne i de indkøbte ting. Far afbryder her sig selv og fortæller at han her fik sagt fra. Spændt venter jeg på denne historie med det viser sig at han har sagt: ” helt ærligt vil du ikke godt lade ære med det der. Nu er alle varerne jo ødelagte.”
Børnene og resten at varerne bliver bugseret ud i bilen og fortællingen ender her.
Jeg siger til mor og Far: Ingen, hverken børn eller forældre, kan stå model til det i fortæller og det skal man heller ikke! Hvis børn skal med ud og handle skal man sætte nogle klare rammer for hvad der skal ske og hvilke forventninger man har til turen. F.eks: Vi skal i Netto og købe aftensmad. Det betyder at du ikke skal have hverken slik eller frugt. Jeg vil ikke diskutere det med dig i forretningen og jeg vil ikke have at du spørger om disse ting. Skulle det blive for svært for dig følger jeg dig til døren hvor du kan vente til jeg er færdig. Er du med på det? Prøv lige at fortæl mig hvad jeg sagde, med dine egne ord.
Og så er der lige den med den meget udbredte misforståelse at børn kan bestemme hvad der skal spises til middag. Børn har ingen forudsætninger for at svare på dette. Køledisken er kæmpestor og de kan ikke se hvad det ferske kød kan blive til. De ved heller ikke hvad der er økonomi til og hvad der er ernæringsmæssigt ok. Så påtag jer ansvaret for hvad I skal spise og vil man gerne virke demokratisk, så giv barnet valget mellem 2 ting. F.eks. ”Jeg kan se at der kan blive tale om enten kylling eller frikadeller. Hvad kunne du have lyst til?” og hvis der er flere børn så lad det gå på skift. Men vælg selv ud hvad de må vælge imellem.
Både far og mor ser ud som om ” at det kan jeg sagtens sige” og dette bekræfter de da også. Jeg tror at børnene i jeres familie har bestemt så længe at I næsten har glemt hvordan det er, at tage ansvar og bestemme.
Men der er kun en vej: Begynd fra en ende af. Det er ligesom at spise en elefant- man tager 1 bid af gangen / Dorte Bærentzen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar