Uge 38. Lars og Mona

Jeg har glædet mig rigtig meget til at gense Lars og Mona i dag. Sidste gang de var hos mig blev jeg noget bekymret for begge to.  Monas ensomhed og lars´s  ubekymrethed tegner ikke godt for deres fremtid sammen. Jeg synes altid det er bekymrende når parret i et parforhold ikke bliver bekymret når den ene af den ikke trives. Det er mig en gåde hvordan man forestiller sig, at forholdet er godt bare den ene trives.

Lars går lige til biddet: Jeg synes sgu det her er svært. Hvordan fanden kan hun være ensom når vi er sammen? Jeg er helt enig med dig Lars, siger jeg. Jeg synes, at det både er trist og bekymrende, men hvad gør det ved dig, Lars? Jeg synes det er noget mærkeligt noget. Hvorfor får hun ikke bare nogle interesser, så det ikke er mig der skal stå for indholdet i hendes liv, siger han. Jeg er til dels enig med dig Lars, siger jeg. Man kan ikke holde andre ansvarlig for sin lykke men man kan holde andre ansvarlig hvis de forhindre en i at vokse og gro. Men lade os spørge Mona.

Nona fortæller at hun oprindeligt havde en drøm om at leve med Lars i et forhold hvor de både kunne have fælles interesser og interesser hver for sig. Men det der er sket er, at Lars sidder i sofaen og ser på sin PC  med fjernsynes kørende, siger Mona.  Vi foretager os intet sammen, fortsætter hun. Hvis jeg vil være sammen med Lars må jeg opholde mig i huset og vente på han holder en kort pause i sin elektroniske verden. I starten spurgte jeg ofte om han ville med til det ene og det andet men han afslog altid med en lam undskyldning. Så nu gider jeg ikke mere. Samtidig har jeg ikke lyst til altid at gå til alting alene. Det er rart at kunne dele oplevelser sammen, også når man kommer hjem.

Lars hvad siger du til denne udmelding? Lars siger: Mona du skal forstå at jeg har et krævende job med mange spekulationer og når jeg så har fri slapper jeg af ved at se på min pc´er og lytte til fjernsynet. Jeg er ikke en selskabs papegøje som dig.

Mona ser opgivende og uglad ud. Faktisk er der ikke nogen af dem der ser glade ud.

Jeg spørger: Hvad er det der gør at I to er sammen?

Og så blev der stille.

Lars lægger ud: Vi kan godt lide at rejse på ferie sammen. Og jeg synes da også at vi hygger os i det daglige, ikke Mona?

Mona svarer: Det er jeg enig i. Vores ferier er gode men jeg er uenig i, at vi har det hyggeligt i det daglige. Faktisk ved jeg ikke hvad jeg skal svare på Dortes spørgsmål og det gør mig ked af det. Jeg kan mærke, at jeg er ved at give op, siger hun og begynder at græde. Jeg er så træt og det er lige meget hvad jeg gør, så er du ikke interesseret. Vi er ikke glade samtidig.

Hvad er det du siger Mona! Er du fuldstændig vanvittig! Du må ikke sige noget så overilet og uigennemtænkt.

Begge to er nu tavse og eftertænksomme og jeg siger:

I skal begge to tænke jer meget grundigt om for det ser ikke ud som nogen af jer trives. Lars er i et forhold til en husholderske og er helt gået i stå. Mona er helt slukket og kan ikke få sit liv til at fungere. Lars skygger for hendes udsyn til sit eget liv. Ingen af jer kan vokse i dette forhold. I bliver nødt til at tage lidt tid fri for hinanden og tænke jer rigtig godt om. Måske skulle I tage jer et par dage hvor I er væk fra hinanden. Og så vil jeg gerne have, at I lader være med at tale om jeres forhold- I taler i ring og der kommer ikke noget nyt ud af det. Jeg synes I skal vente med at tale om jeres forhold til I kommer her næste gang / Dorte Bærentzen

uge 37. Familien hvor mor sidder i fængsel

Jeg havde forventet at se både far og de to børn i dag men han kommer alene. Jeg har det ellers bedst med at børnene er med når det er dem der er hovedpersonerne. Mange forældre tror der er meget man ikke kan tale om når børnene er til stede men derhjemme hører børnene meget mere end man tror. Man Siger at ”Hvad børn ikke ved får de ondt af” Der kan være problem områder mellem forældrene som jeg bestemt ikke synes børnene skal være en del af men det børnene er vidne til, bør man sætte ord på overfor børnene.

Far fortæller at børnene ofte græder og savner deres mor og han ikke ved hvordan han skal takle det. Han er selv så vred på sin kone, at han næste ikke kan bære det. Det er første gang han sætter ord på sine følelser overfor konen og hendes ugerninger. Jeg beder ham derfor om at sige lidt mere. Han fortsætter: Jeg er så forbandet på den kælling over det hun har gjort. Hvordan kunne hun gøre det! Og så den aggressive tone altid. Man turde ofte ikke sige noget hjemme og måtte altid vælge det helt rigtige tidspunkt bare man skulle sige det mindste. Og det blev værre og værre. Nogen gange var det som om hun bevidst gik efter konfrontationen og kun ventede på at jeg skulle kvaje mig, så vi kunne få et skænderi eller rettere, så hun kunne få mulighed for at råbe og skrige af mig. Hun kunne komme helt i selvsving og det var som om det lyste ud af øjnene på hende. Hun kunne ikke stoppe sig selv og det endte altid med at hun slog ind i noget eller smadrede noget.” jeg holder vejret og spørger: Slog hun også dig? Han ser lidt ned og nikker. Hun slog altid når jeg lagde mig mellem hende og børnene men hun kunne også finde at slå mig som en kulmination på hendes ”bersærkergang” Hvis jeg dækkede mig, hånede hun mig for ikke at være en rigtig mand. Nogen gange tror jeg at hun er sindssyg, det ser i hvert fald sådan ud.

Jeg kan godt forstå at du synes hun ligner en sindssyg. Det man ofte forbinder med sindssyge er at man er ude af kontrol. ” ude af sig selv” som man siger. Og det er til dels også rigtigt. Din kone er ude af kontrol og hun er farlig. Både for dig og for børnene. Det der sker er at hun ikke kan regulere sig selv. Det betyder at hun ikke kan komme ned i gear når hun først er kommet op i gear. Det er en skade fra hendes barndom eller rettere noget hun ikke har fået lært, da hun var lille. Det er noget man bla lære gennem leg hvor man sammen med barnet opbygger en spænding og sammen kommer ned igen feks: nu kommer jeg og kilder dig imens man laver kilde bevægelser i luften. Efterhånden som hænderne nærmer sig stiger barnets grin og hvin og når man så kilder kulminerer det med at man begge griner og spændingen aftager. Denne leg findes i mange varianter og er essentiel for barnets udvikling. Dette kan din kone ikke. Hun kører op og kan ikke komme ned igen og det er katastrofalt i hendes tilfælde fordi hun samtidig har så meget vrede i sig. Det vil tage maget lang tid i terapi for at rette op på det, hvis det overhovedet er muligt.

Dette er meget forkortet forklaring på hvad der sker med hende men du har et andet problem og det er dine børns og din sikkerhed.  Dels er der de fysiske skader hun får laver på jer men de psykiske skader er meget svære at komme af med. For børnenes vedkommende bliver de livslange og vil præge dem for resten af deres liv. Det vil vise sig forskelligt på børnene men tro mig det vil præge dem negativt og det vil præge dem at du var vidne uden at passe på dem.

Han ligner en mand der netop er blevet slået igen og siger så: hvordan kan det så være at jeg stadig elsker hende?” Dette er en konsultation for sig og det er meget vigtigt at vi ser på det, for det er det samme problem dine børn har. Må man elske et menneske der begår noget utilgiveligt?

Hvor var det godt du kom alene i dag. Det synes jeg også du skulle gøre næste gang for det er tilsyneladende lettere for dig at tale om disse smertefulde ting når du er her alene. Jeg gætter på, at du ikke har talt med nogen om det før. /Dorte Bærentzen

Uge36. Familien hvor børnene har taget magten

Mor og Far kommer ind af døren i dag med ordene: Dorte, vil du købe 3 børn? De er billigt til salg! Da det ikke umiddelbart virker som et oplagt tilbud, må jeg høre hvad der er sket.

De fortæller at de i weekenden før skulle på den årlige Bakketur med børnene og bedsteforældrene. Forældre og bedste forældre havde glædet sig meget. Forældrene havde brugt det vi talte om sidst med at sætte rammerne for aktiviteten så de mente sig godt forberedte. Jeg spurgte hvordan de havde gjort og far fortæller, at de havde fortalt at de skulle køre i tog med bedsteforældrene og hen til et sted med forlystelser og de skulle have madkurv med og at alle glædede sig meget. Samtidig havde han sagt at han forventede at børnene hørte efter hvad der blev sagt undervejs og i øvrigt opførte sig ordentligt. Da jeg spurgte til børnenes reaktion på dette sagde mor at de egentlig havde virker ret uinteresseret. Den lille havde slet ikke hørt efter, den mellemste havde været ukoncentreret og den store kunne huske sidste år og udtrykte glæde over turen. Jeg spurgte om de blev skuffet over børnenes reaktion og dette måtte de begge to indrømme. De havde forventet, at børnene ville juble og udstykke forventning svarende til de voksnes.

Hvordan gik turen så? Spørger jeg og tør næsten ikke høre svaret. Aldeles rædselsfuldt siger far. De opførte sig som utaknemmelige forkælede bæster og vi måtte ustandselig skælde ud. Mor tilføjer at hun havde været flov overfor bedsteforældrene over børnenes dårlige opførsel. Børnene havde skabt sig og grædt når forældrene havde prøvet at begrænse turene i forlystelserne og børnene havde ikke kunne finde ud at  vente på hinanden og deltage sammen på aktiviteterne. De havde været sure og ret hurtigt havde de udtrykt ønske om at komme hjem. Frokosten var blevet indtaget i nogenlunde ro men stemningen havde været anspændt og bedsteforældrene havde virket irriteret.

Vi gør det aldrig mere sagde far. Nej, det håber jeg sandelig heller ikke, svarer jeg for jag kan da se at der skal noget mere forberedelse til før det bliver en god oplevelse for jer alle sammen. Jamen vi gjorde som du sagde, sagde mor. Det kan jeg godt se og det glæder mig meget. Men her må du nok sande at det er øvelse der gør mester. Det er godt forsøgt og det skal I blive ved med. Men lad os nu tage det ét skidt af gangen:

Jeg siger til forældrene: det går allerede galt da I fortæller børnene om turen. I glæder jer tydeligvis men børnene ved ikke hvad det er de skal glæde sig til. Det betyder at I ikke får afstemt jeres forventninger med hinanden og børnene kan mærke, at her er noget på færde men de ved ikke rigtig hvad det er. Det er rigtig fint at vise begejstring børnenes problem bliver bare at de ikke helt ved hvad det handler om

Da i vil sætte rammerne for turen kan man tydeligt høre at I gør jer umage. Men det er alt for mange informationer på én gang. Børnene har forskellige aldre og kan derfor ikke rumme den samme mængde information. I skal gøre det mere konkret og færre informationer. Feks: På lørdag skal vi alle sammen på Bakken. Det betyder at vi først skal rundt på dette sted og I må prøve nogle af tingene. (Og her har i mulighed for at sætte antal på hvis det er et issue) Herefter skal vi spise ude i skoven og vi skal have madpakker med. Der er rigtig mange mennesker på Bakken derfor er det vigtigt at I hører efter nå vi siger noget til jer for så kan vi bedre passe på jer.

Omkring jeres flovhed overfor bedsteforældrene, så må I æde den. Jeg tror det handler om at vi måler hinandens forældre-evne på hvor godt vores børn kan makke ret og høre efter. Jeres forældre måler jeg tydeligvis der og man må nok sige at der bliver I fundet for lette. Heldigvis måler man i dag forældre-evne på andre parametre så hop op og fald ned på den vurdering.

Og så skal I hjem og fortsat øve jer på at sætte rammer og afstemme forventninger/ Dorte Bærentzen