Uge36. Familien hvor børnene har taget magten

Mor og Far kommer ind af døren i dag med ordene: Dorte, vil du købe 3 børn? De er billigt til salg! Da det ikke umiddelbart virker som et oplagt tilbud, må jeg høre hvad der er sket.

De fortæller at de i weekenden før skulle på den årlige Bakketur med børnene og bedsteforældrene. Forældre og bedste forældre havde glædet sig meget. Forældrene havde brugt det vi talte om sidst med at sætte rammerne for aktiviteten så de mente sig godt forberedte. Jeg spurgte hvordan de havde gjort og far fortæller, at de havde fortalt at de skulle køre i tog med bedsteforældrene og hen til et sted med forlystelser og de skulle have madkurv med og at alle glædede sig meget. Samtidig havde han sagt at han forventede at børnene hørte efter hvad der blev sagt undervejs og i øvrigt opførte sig ordentligt. Da jeg spurgte til børnenes reaktion på dette sagde mor at de egentlig havde virker ret uinteresseret. Den lille havde slet ikke hørt efter, den mellemste havde været ukoncentreret og den store kunne huske sidste år og udtrykte glæde over turen. Jeg spurgte om de blev skuffet over børnenes reaktion og dette måtte de begge to indrømme. De havde forventet, at børnene ville juble og udstykke forventning svarende til de voksnes.

Hvordan gik turen så? Spørger jeg og tør næsten ikke høre svaret. Aldeles rædselsfuldt siger far. De opførte sig som utaknemmelige forkælede bæster og vi måtte ustandselig skælde ud. Mor tilføjer at hun havde været flov overfor bedsteforældrene over børnenes dårlige opførsel. Børnene havde skabt sig og grædt når forældrene havde prøvet at begrænse turene i forlystelserne og børnene havde ikke kunne finde ud at  vente på hinanden og deltage sammen på aktiviteterne. De havde været sure og ret hurtigt havde de udtrykt ønske om at komme hjem. Frokosten var blevet indtaget i nogenlunde ro men stemningen havde været anspændt og bedsteforældrene havde virket irriteret.

Vi gør det aldrig mere sagde far. Nej, det håber jeg sandelig heller ikke, svarer jeg for jag kan da se at der skal noget mere forberedelse til før det bliver en god oplevelse for jer alle sammen. Jamen vi gjorde som du sagde, sagde mor. Det kan jeg godt se og det glæder mig meget. Men her må du nok sande at det er øvelse der gør mester. Det er godt forsøgt og det skal I blive ved med. Men lad os nu tage det ét skidt af gangen:

Jeg siger til forældrene: det går allerede galt da I fortæller børnene om turen. I glæder jer tydeligvis men børnene ved ikke hvad det er de skal glæde sig til. Det betyder at I ikke får afstemt jeres forventninger med hinanden og børnene kan mærke, at her er noget på færde men de ved ikke rigtig hvad det er. Det er rigtig fint at vise begejstring børnenes problem bliver bare at de ikke helt ved hvad det handler om

Da i vil sætte rammerne for turen kan man tydeligt høre at I gør jer umage. Men det er alt for mange informationer på én gang. Børnene har forskellige aldre og kan derfor ikke rumme den samme mængde information. I skal gøre det mere konkret og færre informationer. Feks: På lørdag skal vi alle sammen på Bakken. Det betyder at vi først skal rundt på dette sted og I må prøve nogle af tingene. (Og her har i mulighed for at sætte antal på hvis det er et issue) Herefter skal vi spise ude i skoven og vi skal have madpakker med. Der er rigtig mange mennesker på Bakken derfor er det vigtigt at I hører efter nå vi siger noget til jer for så kan vi bedre passe på jer.

Omkring jeres flovhed overfor bedsteforældrene, så må I æde den. Jeg tror det handler om at vi måler hinandens forældre-evne på hvor godt vores børn kan makke ret og høre efter. Jeres forældre måler jeg tydeligvis der og man må nok sige at der bliver I fundet for lette. Heldigvis måler man i dag forældre-evne på andre parametre så hop op og fald ned på den vurdering.

Og så skal I hjem og fortsat øve jer på at sætte rammer og afstemme forventninger/ Dorte Bærentzen