Uge 43. Familien hvor mor sidder i fængsel for vold mod børnene.

Sidste gang jeg talte med denne far havde han store problemer med omgivelsernes reaktion på ham. Alle havde en mening om hvordan han skulle takle det at være gift med en kvinde, der er fængslet for vold. Jeg er derfor spændt på at høre hvordan han har det med det i dag efter vi kiggede på de sammen i sidste uge.

I dag fortæller han, at han har været tænksom efter det sidste møde og er nået til den erkendelse, at han må stå ved at det er hende han vil have og at de problemer der har været må de løse sammen. Han er indstillet både på parterapi og hele rouladen, når konen bliver løsladt.

Jeg spørger til om hun også er indstillet på det fordi det vil kræve et meget stort arbejde for hendes side.

Fakta er at de har 3 børn der er bange for deres mor og er skadet af de tæsk de har været udsat for. Desværre er det ikke kun fysiske mén børn får efter vold. De psykiske er lange værre. Børns tiltro til at er den er et godt sted og man kan være tryg ved sine nærmeste, lider et alvorligt knæk, når den der er en nærmest ikke kan leve op til dette. Mange børn kommer sig aldrig. Ikke at man altid kan mærke det på dem, men i deres nære relationer vil de altid have en mistillid der ikke er til at overvinde.

Far er dog indstillet på, at det bliver et krav til sin kone, at hun får behandling for at de kan fortsætte deres ægteskab og ikke mindst deres forældreskab.

Men en ting har far tænkt meget over: Er det ondskab, dumhed eller sadistiske tilbøjeligheder, der driver mennesker til at slå deres børn?

Jeg tror det er flere forskellige ting der er på spil og det er vigtigt at få skilt det lidt ad.

Mange forældre er i afmagt kommet til at slå ud efter deres barn. Ikke fordi de hader barnet men fordi de er løbet tør for muligheder selv. De aner simpelthen ikke hvad de skal gøre og i stedet for at forlade scenen et øjeblik så slår de ud efter barnet. Det er forældre der efter følgende hurtigt falder ned og er noget forskrækket over hvad de har gjort. De at undskylde, er kede af det og krammer barnet for at opnå tilgivelse.

Og se er der den ”gruppe” din kone tilhører. Det er mennesker der ikke kan berolige sig selv. Når de først er kørt helt op. Så kan de ikke komme ned ved egen hjælp. De kommer ud af kontrol og de kan selv beskrive at de er ”ude af dem selv”. Og det må man da give dem ret i!

Forklaringen er at når børn er helt små så træner vi denne egenskab med dem. Vi leger: Nu kommer jeg og kilder dig, barnet kører helt op og griner og når vi så har kildet så griner man sammen og falder ned igen sammen. Helt til ro. Og så gentager historien sig. 1000gange. Legen findes i mange varianter men det er vigtigt at den bliver leget. Det er det samme man ser når man løber efter en 3 årig og leger fange. Deres hvinen og skrige når man er lige ved at fange dem og så den ro der sænker sig over dem når man holder om den og siger :Fanget!.

Grunden til man leger denne leg er, at nervebanerne i hjernen på den måde modnes og er parate til at blive bruge på denne måde resten af livet. Det betyder, at man som voksen kan blive svært ophidset over noget men alligevel få beroliget sig, så man kan kontrollerer situationen. Nogen tæller til ti, andre må lige gå væk et øjeblik men man har en strategi for at undgå at komme ud af kontrol. Alt sammen noget vi har lært som børn.

Men det har din kone ikke! Og det er det vi skal træne, bare på en anden måde når hun er løsladt. Det kan aldrig blive lige så godt som hvis hun havde lært det som barn men forhåbentlig kan vi hjælpe hende til noget der kan bruges. / Dorte Bærentzen

Uge 42. Lars og Mona.

Lars og Mona

Det er ikke to sprudlende mennesker jeg ser i dag. Sidste gang sendte jeg dem hjem med beskeden om ikke at diskutere deres forhold men vente til vi skulle ses i dag. Normalt synes jeg det er en god ide at man taler sammen derhjemme men lige netop i dette parforhold kommer der ikke noget godt ud af det. De taler i ring og kan ikke bryde det mønster de er i.

Lars lægger ud: Jeg synes det er urimeligt hårdt ikke at måtte tale sammen om vores forhold. Der er så meget jeg gerne vil sige til Mona. Ja, svarer jeg det er lige netop det der er problemet. Du har stor trang til at fortælle/belære Mona om stort set alt , men du lytter ikke! En samtale eller dialog som det hedder på moderne dansk, betyder at man skiftes til at tale og lytte og gør sig lidt umage for at forstå den anden. Hvis du kun taler og har en forventning om at du taler til en idiot, så går det galt.

Mona siger at hun synes det har været en lettelse ikke at skulle snakke om særligt hendes fejl, en hel uge og nu er der noget hun gerne vil sige: Lars, jeg vil gerne give vores forhold en chance. Men ikke uden betingelser. Jeg vil ikke finde mig i at du taler så nedlandende til mig, jeg vil behandles med respekt. Og jeg vil ikke behandles dårligere end din ekskæreste. Jeg er dødtræt af at høre om hendes fortræffeligheder og se den måde du springer op på når hun skal have hjælp. Og så bliver du nødt til at hjælpe noget mere derhjemme. Vi arbejder begge to men det er kun mig der står for det huslige. Jeg er faktisk lige glad med hvad du vælger af opgaver men jeg gider ikke mere at være din husbestyrerinde!

Lars sidder lidt og tænker. Han er for første gang følelsesmæssig påvirket og hvis ikke det er synsbedrag, så er der lidt fugtigt i hans øjne. Han siger: På en måde synes jeg det er noget pjat det du siger men jeg kan godt mærke på jer begge to, at det er alvor dette her og det gør mig faktisk bange. Jeg vil ikke miste dig Mona og jeg er ked af at høre hvor tæt vi er på et brud. Men jeg må sige at jeg synes du overdriver det med min ekskæreste. Det betyder jo ikke noget! For første gang hæver Mona stemmen: Så er det fandme nok, Lars. Jeg er hamrende træt af at høre på at det er mig der er noget galt med. Du kan ikke se en Rynke i r… på hende og når jeg påpeger at det er mig og ikke hende du er kæreste med, så skal jeg tales til rette. Du nægter at opgive din garage hos hende, fordi ”det er mest praktisk”. Hvordan tror du det føles? Er du ligeglad med hvordan jeg har det? Men nu skal jeg sige dig noget: Du tager en beslutning lige her og nu. Vil du være med på at prøve på mine betingelser eller ej?

For at give hende muligheden for at få luft, tager jeg lidt over:

 Det der sker Lars når Mona bliver så vred er, at du gør hende forkert hele tiden. Hver gang hun prøver at fortælle dig hvordan hun har det, så underkender du det og negligere hendes følelser. Hun er så træt nu af at blive gjort til den forkerte, at hun har fået nok! Jeg har sagt det før til dig: du er ikke bekymret nok for jeres forhold. Du tror den bare går, men det gør det ikke. Du har strukket elastikken helt der ud hvor den er ved at briste. Du får en chance lige nu og som jeg kan se og høre så er det den sidste. Og lige et godt råd fra mig: Mona sagde ikke noget om dit evige tv-kiggeri men jeg vil råde dig til at kigge lidt op fra skærmen og se hvad der foregår omkring dig. Du risikerer at næste gang du ser op, så sidder du alene.

Og til dig Mona: jeg håber at det var et vindepunkt for dig, at du kunne blive så vred. Det var på høje tid! Du skal holde op med at opføre dig som et offer men begynde at stille nogen krav, præcis som du har gjort i dag. Lars har mistet respekten for dig og det sker når man ikke mere tager ordentlig vare på sig selv men helt overgiver sig til den anden. Så slut med det. Du skal stille de krav til dig selv og Lars der skal til for at du kan vokse og trives i jeres forhold.

 Og det var vist rigeligt for denne gang. Jeg glæder mig til at se jer snart og ønsker jer held og lykke /Dorte bærentzen

uge 40. Familien hvor mor er fængslet for vold mod børnene

I dag er det spændende at se om manden til den fængslede møder op alene eller har børnene med. Sidste gang han var der kom han alene og havde brug for at mærke den vrede han havde mod børnenes mor .  Lige inden han gik udtrykte han underen og lidt flovhed over stadig at elske sin kone på trods af hendes forbrydelser. Jeg sagde den dag, at vi måtte tale om det næste gang men det er jo ikke sikkert, at han har modet til at se på sig selv og sit forhold i dag. Det er min erfaring, at dette ikke kan forceres men først tales om når man er parat til det.

Ind af døren kommer han alene. Han ser beslutsom ud og lægger ud med at sige: jeg har besluttet at blive skilt fra børnenes mor. Jeg har talt med mine forældre om det og nogen af vores venner og de er alle enige. Jeg skal forlade hende og søge fuld forældremyndighed over børnene med det samme.  Okay, siger jeg, det var da noget af en udmelding, hvad er ændret de sidste par uger?  Han er tavs lidt men gentager så, at han har talt med omtalte mennesker. Jeg svare, Det kan da godt være at alle andre har en løsning på dit liv men hvad mener du egentlig selv? Jamen jeg enig, siger han. Hun er bare en psykopat der ikke kan styre sig og det kan kun gå for langsomt med at komme væk fra hende. Så kan det undre mig at du ikke er kommet på de tanker tidligere hvis det er så åbenlyst, svarer jeg. Du må da være en mærkelig en der bliver gift og får børn men en psykopat siger jeg undrende højt.

Han er stille temmelig længe og ser pludselig helt trist og modløs ud. Jeg spørger til hvordan han har det lige nu og han siger at han er trist og rådvild og faktisk også en smule gal på mig over ikke at kunne glæde mig sammen med ham, over hans beslutning. Jeg svarer ham, at jeg gerne vil glæde mig sammen med ham over hans beslutning men jag har svært ved at se at det faktisk er hans beslutning. Jamen hvad skal jeg gøre, siger han en anelse opgivende. Både min familie og vores omgangskreds siger at det er mig der er noget i vejen med hvis jeg ikke forlader min kone. De mere end antyder, at jeg må nyde at have en kone der ikke kan styre sig. Hvad gør det ved dig at andre siger det,? spørger jeg. Jeg bliver fandme så vred på dem. Hvad ved de om hvordan vi har det sammen? Hvad fanden bilder de sig ind at dømme mig på den måde!!

Det forholder sig desværre sådan at det ikke altid er omsorg og kærlighed der driver mennesker til at blande sig i andres liv. Nogen gange er det angst, jalousi eller blot bedervidenhed der driver processen. Angsten for selv at komme i samme situation og ikke kunne beskytte sine børn, jalousi over at se at I faktisk i mange år har haft et enestående tæt og kærligt ægteskab og en stor trang til at lufte en mikroskopisk viden om psykologiske mekanismer. Mange mennesker luner sig ligefrem ved andres ulykke og giver dem en enestående chance for at vise hvor gode de selv er og hvor klogt de har valgt her i livet. Man bliver nødt til at gøre sig nogle tanker om hvor meget man vil finde sig i af en slags og så se at få sagt stop. Fordi din kone er kriminel giver det ikke andre ret til at opføre sig grimt overfor dig. Og hvad værre er: dine børn bliver også udsat for det samme! De kan ikke undgå at høre hvad der bliver sagt og hvisket om og de ser med sikkerhed de forargede og ondskabsfulde blikke.

Så nu spørger jeg dig igen: Hvad vil du selv? Og hvordan vil du stoppe disse ”velmenende” mennesker?

Jeg aner det simpelthen ikke, siger han. Det er fuldt forståeligt, svarer jeg. Nogen gange har man bare ikke et klart og entydigt svar på alt og  nogen gange kan spørgsmål ikke besvares med et ja eller nej. Men du bliver nødt til at starte et sted og det skal være med at stoppe din familie og venner. Hvis du ikke kan gøre det for din egen skyld, så gør det for børnenes skyld. Og så brug den tid du har brug for til at tænke over om du har en fremtid sammen med din kone eller spørg dig selv: hvad skal der til før vi kan få et godt ægteskab og forældreskab sammen? Måske vil det give dig et svar. / Dorte Bærentzen

Uge 39. Familien hvor børnene har taget magten

I dag er det forældrene til de 3 børn der kommer. Sidst ville de sælge dem til mig, så det er spændende hvor mange børn der stadig er tilknyttet familien.

Forældrene ser nu ikke lige så slidte ud som sidst, så der er håb for børnene.

Forældrene fortæller at det gået bedre med at sætte rammerne for børnenes og familiens aktiviteter. Børnene har været tøvede overfor den nye måde forældrene gør tingene på. Men nu ser det ud som om de falder til ro og ikke behøver at ”bestemme” hele tiden.

Men træerne vokser ikke ind i himlen!

Forældrene fortæller nu at børnene skændes og slås mere end de plejer. De er ikke gode til at dele legetøjet og de hjælper ikke hinanden.

Jeg spørger til hvilke forventninger forældrene havde til børnene, som søskende, da de ventede dem. De fortæller at de altid har ønsket sig en familie hvor alle er glade, hjælper hinanden og har ”en masse” sammen. Ingen af forældrene kommer fra familier hvor dette har været praktiseret, så de ønsker sig brændende at det vil lykkedes i deres familie.

Det er noget af en glansbillede at skulle præstere og jeg må skuffe jer. Konflikter og gråd er den del af alle menneskers liv og også en nødvendig del af den normale udvikling. Men det er selvfølgelig ikke nok at vide det- Der skal gøres noget, siger jeg.

Aller først skal i huske at børnene lærer af jer! Jeg ved at I har skændtes en del det sidste stykke tid og haft ”tavsheds-krig”. Børnene ser på jer og tror at det er sådan man løser problemer. Prøv at lægge mærke til hvad de siger til hinanden. I vil blive overrasket over at høre jeres egne ord.

Og så er der jeres uklare roller. Hjemme hos jer ligger det ikke fast hvem der gør hvad. Jeg kan forstå at indkøb, madlavning og opvask er daglige forhandlingsemner, siger jeg. Jamen vi skændes da ikke om det, siger faren. Nej men i forhandler. Børn tror at alting er til forhandling når de hver dag hører på jer. Der er ikke noget der bare bliver gjort uden forudgående forhandling og hensyntagen. Hvordan havde I forestillet jer at jeres børn kunne gøre det anderledes? siger jeg.

Så når I som forældre stiller krav til jeres børn vil svaret altid være noget med: hvorfor skal jeg, -det er aldrig lillesøster,- ej jeg har ikke tid, er der ikke en anden der kan gøre det,- jeg synes det er uretfærdigt det hver gang er mig osv osv. Til sidst bliver i som forældre helt rundtossede af at høre på dem og opgiver eller bliver vrede og råber højt. Men hvem har de lært det af?

Og så er der det, at de ikke vil lege ordentligt med hinanden. Jamen de er jo ikke lige gamle og de største vil hurtigt miste interessen for leg med små børn. Det er naturligt, men de må ikke lade konflikterne løbe løbsk og hvad vigtigere er: I skal lære børnene hvordan man afslutter en konflikt og vender tilbage til normale forhold. Det vil vi tale mere om næste gang. I har vist rigeligt at øve jer på den næste uge.

Så: Start med jer selv!   Dorte Bærentzen