I dag er det forældrene til de 3 børn der kommer. Sidst ville de sælge dem til mig, så det er spændende hvor mange børn der stadig er tilknyttet familien.
Forældrene ser nu ikke lige så slidte ud som sidst, så der er håb for børnene.
Forældrene fortæller at det gået bedre med at sætte rammerne for børnenes og familiens aktiviteter. Børnene har været tøvede overfor den nye måde forældrene gør tingene på. Men nu ser det ud som om de falder til ro og ikke behøver at ”bestemme” hele tiden.
Men træerne vokser ikke ind i himlen!
Forældrene fortæller nu at børnene skændes og slås mere end de plejer. De er ikke gode til at dele legetøjet og de hjælper ikke hinanden.
Jeg spørger til hvilke forventninger forældrene havde til børnene, som søskende, da de ventede dem. De fortæller at de altid har ønsket sig en familie hvor alle er glade, hjælper hinanden og har ”en masse” sammen. Ingen af forældrene kommer fra familier hvor dette har været praktiseret, så de ønsker sig brændende at det vil lykkedes i deres familie.
Det er noget af en glansbillede at skulle præstere og jeg må skuffe jer. Konflikter og gråd er den del af alle menneskers liv og også en nødvendig del af den normale udvikling. Men det er selvfølgelig ikke nok at vide det- Der skal gøres noget, siger jeg.
Aller først skal i huske at børnene lærer af jer! Jeg ved at I har skændtes en del det sidste stykke tid og haft ”tavsheds-krig”. Børnene ser på jer og tror at det er sådan man løser problemer. Prøv at lægge mærke til hvad de siger til hinanden. I vil blive overrasket over at høre jeres egne ord.
Og så er der jeres uklare roller. Hjemme hos jer ligger det ikke fast hvem der gør hvad. Jeg kan forstå at indkøb, madlavning og opvask er daglige forhandlingsemner, siger jeg. Jamen vi skændes da ikke om det, siger faren. Nej men i forhandler. Børn tror at alting er til forhandling når de hver dag hører på jer. Der er ikke noget der bare bliver gjort uden forudgående forhandling og hensyntagen. Hvordan havde I forestillet jer at jeres børn kunne gøre det anderledes? siger jeg.
Så når I som forældre stiller krav til jeres børn vil svaret altid være noget med: hvorfor skal jeg, -det er aldrig lillesøster,- ej jeg har ikke tid, er der ikke en anden der kan gøre det,- jeg synes det er uretfærdigt det hver gang er mig osv osv. Til sidst bliver i som forældre helt rundtossede af at høre på dem og opgiver eller bliver vrede og råber højt. Men hvem har de lært det af?
Og så er der det, at de ikke vil lege ordentligt med hinanden. Jamen de er jo ikke lige gamle og de største vil hurtigt miste interessen for leg med små børn. Det er naturligt, men de må ikke lade konflikterne løbe løbsk og hvad vigtigere er: I skal lære børnene hvordan man afslutter en konflikt og vender tilbage til normale forhold. Det vil vi tale mere om næste gang. I har vist rigeligt at øve jer på den næste uge.
Så: Start med jer selv! Dorte Bærentzen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar