I dag er det spændende at se om manden til den fængslede møder op alene eller har børnene med. Sidste gang han var der kom han alene og havde brug for at mærke den vrede han havde mod børnenes mor . Lige inden han gik udtrykte han underen og lidt flovhed over stadig at elske sin kone på trods af hendes forbrydelser. Jeg sagde den dag, at vi måtte tale om det næste gang men det er jo ikke sikkert, at han har modet til at se på sig selv og sit forhold i dag. Det er min erfaring, at dette ikke kan forceres men først tales om når man er parat til det.
Ind af døren kommer han alene. Han ser beslutsom ud og lægger ud med at sige: jeg har besluttet at blive skilt fra børnenes mor. Jeg har talt med mine forældre om det og nogen af vores venner og de er alle enige. Jeg skal forlade hende og søge fuld forældremyndighed over børnene med det samme. Okay, siger jeg, det var da noget af en udmelding, hvad er ændret de sidste par uger? Han er tavs lidt men gentager så, at han har talt med omtalte mennesker. Jeg svare, Det kan da godt være at alle andre har en løsning på dit liv men hvad mener du egentlig selv? Jamen jeg enig, siger han. Hun er bare en psykopat der ikke kan styre sig og det kan kun gå for langsomt med at komme væk fra hende. Så kan det undre mig at du ikke er kommet på de tanker tidligere hvis det er så åbenlyst, svarer jeg. Du må da være en mærkelig en der bliver gift og får børn men en psykopat siger jeg undrende højt.
Han er stille temmelig længe og ser pludselig helt trist og modløs ud. Jeg spørger til hvordan han har det lige nu og han siger at han er trist og rådvild og faktisk også en smule gal på mig over ikke at kunne glæde mig sammen med ham, over hans beslutning. Jeg svarer ham, at jeg gerne vil glæde mig sammen med ham over hans beslutning men jag har svært ved at se at det faktisk er hans beslutning. Jamen hvad skal jeg gøre, siger han en anelse opgivende. Både min familie og vores omgangskreds siger at det er mig der er noget i vejen med hvis jeg ikke forlader min kone. De mere end antyder, at jeg må nyde at have en kone der ikke kan styre sig. Hvad gør det ved dig at andre siger det,? spørger jeg. Jeg bliver fandme så vred på dem. Hvad ved de om hvordan vi har det sammen? Hvad fanden bilder de sig ind at dømme mig på den måde!!
Det forholder sig desværre sådan at det ikke altid er omsorg og kærlighed der driver mennesker til at blande sig i andres liv. Nogen gange er det angst, jalousi eller blot bedervidenhed der driver processen. Angsten for selv at komme i samme situation og ikke kunne beskytte sine børn, jalousi over at se at I faktisk i mange år har haft et enestående tæt og kærligt ægteskab og en stor trang til at lufte en mikroskopisk viden om psykologiske mekanismer. Mange mennesker luner sig ligefrem ved andres ulykke og giver dem en enestående chance for at vise hvor gode de selv er og hvor klogt de har valgt her i livet. Man bliver nødt til at gøre sig nogle tanker om hvor meget man vil finde sig i af en slags og så se at få sagt stop. Fordi din kone er kriminel giver det ikke andre ret til at opføre sig grimt overfor dig. Og hvad værre er: dine børn bliver også udsat for det samme! De kan ikke undgå at høre hvad der bliver sagt og hvisket om og de ser med sikkerhed de forargede og ondskabsfulde blikke.
Så nu spørger jeg dig igen: Hvad vil du selv? Og hvordan vil du stoppe disse ”velmenende” mennesker?
Jeg aner det simpelthen ikke, siger han. Det er fuldt forståeligt, svarer jeg. Nogen gange har man bare ikke et klart og entydigt svar på alt og nogen gange kan spørgsmål ikke besvares med et ja eller nej. Men du bliver nødt til at starte et sted og det skal være med at stoppe din familie og venner. Hvis du ikke kan gøre det for din egen skyld, så gør det for børnenes skyld. Og så brug den tid du har brug for til at tænke over om du har en fremtid sammen med din kone eller spørg dig selv: hvad skal der til før vi kan få et godt ægteskab og forældreskab sammen? Måske vil det give dig et svar. / Dorte Bærentzen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar