Sidste gang jeg talte med denne far havde han store problemer med omgivelsernes reaktion på ham. Alle havde en mening om hvordan han skulle takle det at være gift med en kvinde, der er fængslet for vold. Jeg er derfor spændt på at høre hvordan han har det med det i dag efter vi kiggede på de sammen i sidste uge.
I dag fortæller han, at han har været tænksom efter det sidste møde og er nået til den erkendelse, at han må stå ved at det er hende han vil have og at de problemer der har været må de løse sammen. Han er indstillet både på parterapi og hele rouladen, når konen bliver løsladt.
Jeg spørger til om hun også er indstillet på det fordi det vil kræve et meget stort arbejde for hendes side.
Fakta er at de har 3 børn der er bange for deres mor og er skadet af de tæsk de har været udsat for. Desværre er det ikke kun fysiske mén børn får efter vold. De psykiske er lange værre. Børns tiltro til at er den er et godt sted og man kan være tryg ved sine nærmeste, lider et alvorligt knæk, når den der er en nærmest ikke kan leve op til dette. Mange børn kommer sig aldrig. Ikke at man altid kan mærke det på dem, men i deres nære relationer vil de altid have en mistillid der ikke er til at overvinde.
Far er dog indstillet på, at det bliver et krav til sin kone, at hun får behandling for at de kan fortsætte deres ægteskab og ikke mindst deres forældreskab.
Men en ting har far tænkt meget over: Er det ondskab, dumhed eller sadistiske tilbøjeligheder, der driver mennesker til at slå deres børn?
Jeg tror det er flere forskellige ting der er på spil og det er vigtigt at få skilt det lidt ad.
Mange forældre er i afmagt kommet til at slå ud efter deres barn. Ikke fordi de hader barnet men fordi de er løbet tør for muligheder selv. De aner simpelthen ikke hvad de skal gøre og i stedet for at forlade scenen et øjeblik så slår de ud efter barnet. Det er forældre der efter følgende hurtigt falder ned og er noget forskrækket over hvad de har gjort. De at undskylde, er kede af det og krammer barnet for at opnå tilgivelse.
Og se er der den ”gruppe” din kone tilhører. Det er mennesker der ikke kan berolige sig selv. Når de først er kørt helt op. Så kan de ikke komme ned ved egen hjælp. De kommer ud af kontrol og de kan selv beskrive at de er ”ude af dem selv”. Og det må man da give dem ret i!
Forklaringen er at når børn er helt små så træner vi denne egenskab med dem. Vi leger: Nu kommer jeg og kilder dig, barnet kører helt op og griner og når vi så har kildet så griner man sammen og falder ned igen sammen. Helt til ro. Og så gentager historien sig. 1000gange. Legen findes i mange varianter men det er vigtigt at den bliver leget. Det er det samme man ser når man løber efter en 3 årig og leger fange. Deres hvinen og skrige når man er lige ved at fange dem og så den ro der sænker sig over dem når man holder om den og siger :Fanget!.
Grunden til man leger denne leg er, at nervebanerne i hjernen på den måde modnes og er parate til at blive bruge på denne måde resten af livet. Det betyder, at man som voksen kan blive svært ophidset over noget men alligevel få beroliget sig, så man kan kontrollerer situationen. Nogen tæller til ti, andre må lige gå væk et øjeblik men man har en strategi for at undgå at komme ud af kontrol. Alt sammen noget vi har lært som børn.
Men det har din kone ikke! Og det er det vi skal træne, bare på en anden måde når hun er løsladt. Det kan aldrig blive lige så godt som hvis hun havde lært det som barn men forhåbentlig kan vi hjælpe hende til noget der kan bruges. / Dorte Bærentzen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar