I dag kommer far og mor alene igen. De synes de bliver for distraherede af at børnene er der når vi taler sammen. Det er egentlig synd for det ville give forældrene en mulighed for at tale sammen og samtidig læse deres børn. Problemet er at forældrene synes det er børnene der er problemet, men i virkeligheden er det dem selv. Hvem i himlens navn skulle børnene ellers lære af? Pædagoger i daginstitutionerne gør et stort stykke arbejde men det er kun de grove kanter de kan ”file” af. Det er hjemme hvor børnene er sammen med deres omsorgspersoner, at det store arbejde skal foregå. Det er formentlig derfor det går så galt, når nogen forældre får børn og så bilder sig ind, at opdragelse er noget der sker af sig selv og resten betaler man sig fra i institutionerne.
Sidste gang forældrene var der aftalte vi at denne gang skulle vi tale om, hvordan man afslutter en konflikt. De fleste af os ville formentlig helst undgå at det kommer til konflikt og gør et stort arbejde for at forhindre disse. Nogen går faktisk sygeligt langt for at undgå uro og konflikt og man må da også sige at det ikke skal fylde mere end det er passende. Så længe man kan komme videre fra konflikten og forhåbentlig lidt klogere på sig selv, så er det i orden og ligefrem udviklende. Det kræver selvfølgelig at man er parat til at udvikle sig!
Forældrene fortæller, at når de irettesætter børnene eller der opstår en decideret konflikt, så er det aldeles rædselsfuldt. Den store af børnene bliver splintrende rasende, stamper ind på værelset, smækker døren og rydder hylderne for legetøj. De to mindste børn vender helt indad og bliver ulykkelige.
Jeg spørger til om det er noget de kan genkende fra dem selv. Mor fortæller at hun også bliver meget vred når de har en konflikt men at hun aldrig er stampet ud på den måde og heller ikke har smidt med ting. Far kan ikke lade være med at smile og han tilføjer: nej, men man kan se at du har lyst til det!
Far fortæller at han ofte synes det er spild af tid når der er konflikter. Han synes ikke det fører til noget og han vi gå lange for at undgå det. Efter lang tids snak kommer han frem til at han indimellem gør vold på sig selv for at undgå ballade. Faktisk hader han et så meget, at han ofte går med til ting han ikke har lyst til, bare for at få ro.
Vi taler herefter en del om hvordan man løste konflikter i deres egne barndomshjem og de kan se en klar parallel. Men det giver kun en forståelse. Det vigtigste er at de som forældre kan se, at deres børn gør det samme som dem- modificeret til et børneperspektiv.
Når børn og deres forældre har en konflikt er der to ting i det: den første er, at der åbenlyst er noget man er uenige om og den anden er at børn øver sig på at blive voksne. Og de to ting hænger sammen. Når børn åbenlyst modsætter sig forældrenes anvisninger kan er være flere årsager men en af dem er med sikkerhed at øve sig på konflikthåndtering. Her må man som den voksne anerkende at barnet er uenig og hører barnets argumenter, også selv om det er et lille barn. Prøv at forstå hvad der bliver sagt, vis barnet at man har hørt det ved evt. at gentage det, tilkendegiv din egen holdning, og tag en beslutning. Hvis barnet så bliver rasende og går, så lad barnet være et par minutter og gå derefter ind til barnet. Tilkendegiv at det er ok at live vred men at det ikke ændrer noget. Vær sammen med barnet og så snart bølgerne har lagt sig, så tal videre om noget andet. Lad være med at træde rundt i konflikten igen og igen. Den er færdig og overstået og den vigtigste lære for barnet er: vi var uenige, det bedste argument vandt og lige meget hvor svært det va at rumme, så holder de af mig alligevel. Hvis man synes der skal tæskes mere rundt i det bagefter får det ingen ende og et nyt uvejr trækker op. Det er ikke alt der skal i-tale-sættes.
Det vigtigste er at behandle hinanden ordentligt!
Så I skal hjem og øve jer. Når jeres ældste barn går i raseri, så prøv den fremgangsmåde jeg lige har skitseret. Når de yngste børn lukker sig inde så gør det samme. Anerkend at man godt må blive ked af det. Tilkendegiv at det ikke er jordens undergang og se at komme videre.
Men det ser ud som om vi skal se på jeres reaktionsmønstre en gang til. /Dorte Bærentzen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar