Faren kommer alene igen i dag. Han ser temmelig trist ud og sukker hørligt.
Han fortæller at han er lige ved at give op. Han kan ikke styre børnene, synes han og lige nu har han en oplevelse af, at lige meget hvad han gør, så er det ikke godt nok. Jeg forsøger at berolige ham med at det er noget alle forældre kender til og at hans situation er en anelse vanskeligere and andres. Han er blevet alene med 3 børn der har haft en meget hård tid med deres mor. Deres uforudsigelige og voldelige mor og passive far har gjort deres for at børnene ikke trives optimalt, så i virkeligheden er det vel forståeligt nok, at de reagerer på en eller anden måde.
Han synes børnene suger alt liv ud af ham og jo mere han giver jo mere synes de at ville have. Hver gang han sætter sig for at se på nogle tegninger eller noget andet som en af børnene har lavet, så bliver de nærmest desperate når han rejser sig og vil lave noget andet. Han beskriver at de ”finder på” alt muligt lige så snart han forsøger at frigøre sig til andre opgaver. Nogen gange er det mere end et barn af gangen der holder fast i ham. Jeg forstår det simpelthen ikke, siger han. Jeg gør jo alt muligt og for børnene men der er så mange ting jeg skal sørge for samtidig med mad, tøjvask, indkøb osv. De opfører sig som om de er bange for at jeg går fra dem og jeg har aldrig, i modsætning til deres mor, truet dem med det. Jeg kan mærke at de dræner mig og jeg er ved at løbe skrigende væk, siger han.
Det er ikke så mærkeligt det du oplever og dine børn reagerer som børn skal, i den situation de er i. De har oplevet at deres mor er forsvundet og de er bange for at du gør det samme. Lige meget hvor mange gange du siger at det gør du ikke, så kan de ikke være sikre på dig. Jeg forestiller mig at deres mor gentagne gange har forsikret dem om, at hun elsker dem og det har ikke forhindret hende i at mishandle dem. Så hvad vil du have de skal tro på. Så drop alle ordne og vis dem i handling at du vil dem og de kan regne med dig.
Feks: når et af børnene vil involvere dig i noget enten leg eller noget de vil vise, så sæt tid på. Sig: Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig med den legobil og om 15 min. Skal jeg i gang med at lave mad. Lige før der så er gået 15 min siger du: nu er der kun 2 min til at jeg skal lave med. Og når tiden er gået afslutter du ved at sige. Hvor var det sjov/hyggeligt/rart at lege med din legobil og nu skal jeg i gang med maden. Når barnet så forsøger at forhale tidspunktet siger du: jeg kan godt forstå at du gerne vil fortsætte men lige nu skal jeg noget andet.
Det er én måde hvor du kan gøre jeres samvær mere forudsigeligt. Børn kan ikke trives hvis de ikke kan forudse hvad der skal ske om lidt. Og særligt i dine børns tilfælde er det angst-skabende når der ikke er forudsigelighed. Den mindste af dine børn kan ikke klokken, så sæt et æggeur, indtil børnene vænner sig til denne strukturerede og forudsigelige måde at være sammen på.
Du kan overføre denne måde at skabe forudsigelighed på til andre situationer. Det er vigtigt når I skal være adskilt, at børnene får en fornemmelse af hvornår de ser dig igen. Det gælder både når det er lang tid og kort tid I skal være adskilt.
Du nævnte på et tidspunkt, at det var svært når du skulle putte børnene om aftenen. De ville alle sammen lige have at du blev 5 min mere. Så brug den samme opskrift. Sig: jeg vil gerne læse en historie for dig og være sammen med dig i 10 min. Så skal jeg ind og putte din søster og i morgen er det på samme måde. Det vil give barnet en ro, så snart de vænner sig til det.
Og det aller vigtigste er så, at du selvfølgelig skal overholde det du siger. Hverken mere eller mindre. Hvis du ikke gør det mister du troværdighed og det går ikke. Selv 3 min er en afvigelse der vil blive lagt mærke til og blive tolket på.
Der er mange forældre der tror at den hellige grav er velforvaret hvis de bare 3-4 gange dagligt siger til deres børn:” Jeg elsker dig” men Kærlighed der ikke udmønter sig i konkret handling er værdiløs! Så lad det være de sidste ord for i dag / Dorte Bærentzen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar