I dag er det mor og far fra den familie, hvor børnene har en stor del af magten i hjemmet. De går i gang med det samme og fortæller om at de har snakket meget om det vi talte om sidst. Vi forlod forældrene og sendte dem hjem med en større viden om at børn lægger mærke til alt. Alt det der ikke bliver sagt mærker børnene og de digter videre selv. Sidst fortalte faren at han ofte undertrykte sine følelser fordi han ikke orkede balladen i hjemmet og at børnene reagerede ret kraftigt, særligt når de ikke fik deres vilje.
I dag fortæller mor at de har tale en del om det med at undertrykke følelser og ikke vise børnene hvad der sker. Det er selvfølgelig en balancegang idet jeg bestemt ikke synes, at børn skal delagtiggøres i alt hvad der sker. Forældrene har derfor talt om hvad de skal delagtiggøre børnene i og hvad de ikke skal sige. Jeg tror det er svært at komme med nogle firkantede rammer for det idet hver situation er ny. Jeg tror ikke det er så vigtigt at børnene kender hele indholdet at en konflikt mellem forældrene. Jeg tror derimod at det er vigtigt at de ved at det ikke har noget med dem at gøre og at de voksne selv klarer konflikten.
Faren fortæller i dag at noget af det de er uenige om ham og moren imellem, er netop hvor maget børnene skal involveres. Moren synes at næsten alt skal siges og faren synes at hun indimellem behandler børnene som ligeværdige voksne. Han synes bestemt ikke at børnene skal involveres i voksen-ting og finder de nærmest pinligt når moren fortæller børnene om ting han finder meget privat.
Vi taler om, om det i virkeligheden er et generelt problem for mor og hun fortæller at det især er svært for hende at vurdere hvad hun skal og ikke skal fortælle. Det er særligt til fester og andre sammenkomster hvor hun næsten synes hun skylder dem der spørger interesserede til hende at fortælle om sine inderste ønsker og tanker. Hun fortæller at da hun var barn blev der aldrig talt om følelser eller andet personlige i hendes hjem. Hvis én af familiemedlemmerne sagde noget der bare mindede om intimitet blev der lukket fra farens side med: ”det taler vi ikke om i mit hjem!!! ” Det giver rigtig god mening at moren derfor aldrig har lært hvor grænsen går for åbenhjertighed. Det er det vi skal lære vores børn ikke med at ”slå hårdt ned” med forbud men ved nænsomt at siger : det lyder spændende det du siger men den slags er det bedst at tale om når vi er hjemme og alene eller : Hvor lyder det spændende det må du hellere fortælle i børnehaven i morgen. På den måde lærer vi børnene at der ikke er noget forkert i det de tænker eller føler, men at der er ting man taler om forskellige steder og det er ikke ligegyldigt hvem man fortæller hvad.
Det er en svær balancegang og hver familie har forskellige grænser. Det vigtige er at anerkende at alle tanker og følelser er tilladte og så vejlede sit barn derfra.
At denne mor vi møder i dag åbenlyst har vanskeligheder med dette bliver hun nødt til at arbejde med både for hendes egen skyld og for sine børns skyld. Hun kan umuligt hjælpe sine børn med noget hun ikke selv har styr på.
Jeg siger til hende: Jeg synes du skal lade din mand hjælpe dig med dette. Han kender dig rigtig godt og det virker som om du har tillid til ham. Du kan spørge ham når du er i tvivl om hvad du kan sige i forskellige sammenhænge og så stole på at han ved det. Du bliver også nødt til at indgå en aftale om hvordan han stopper dig hvis du er i gang med at fortælle alt for åbenhjertigt. Evt kan han røre dig på hånden, rømme sig højt eller et andet tydeligt signal. Jeg gætter på at det er helt galt når alkohol er indblandet. For alle mennesker gælder det her, at dømmekraften smutter lidt, så i dit tilfælde kan det blive en ordentlig mundfuld for andre når du fortæller. Det der sker, er at andre trækker sig fra dig i de situationer fordi de bliver forlegne eller direkte pinligt berørt og det er ikke rart. Prøv om du kan være så åben omkring dette at du vil lade dig vejlede af din mand. Dit største problem er vel i virkeligheden at du ikke selv opfatter det som et problem men tro mig, det er det. Jeg har lagt mærke til det og din mand fortæller om at han bliver pinlig berørt både i forhold til børnene og i forhold til venner og bekendte.
Du skal nok undlade at være den der delagtiggør børnene i jeres egne konflikter og små-problemer før du får styr på dette. Lad din mand om det og stol på at hans dømmekraft er den i sammen skal bruge det næste stykke tid.
Som med så mange andre ting man gerne vil give sine børn, er man nødt til at starte med sig selv og i dette tilfælde er der en mor der ikke selv har lært det, så det bliver en ordentlig mundfuld for faren, der både skal hjælpe sin kone og sine børn, men jeg tror han klarer det.
Rigtig god fornøjelse /Dorte Bærentzen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar