Uge 51. Lars og Mona

Bliver noget overrasket over at se Mona alene i dag.

Jeg har brug for at tale med dig alene i dag, begynder hun. Jeg spørger til om det er OK for ham og at jeg gerne vil have at vi holder os til kun at tale om hvordan hun har det og ikke tale om Lars.

Det bliver nemt, siger hun. Jeg har slet ikke lyst til at tale om ham men vil gerne tale om hvordan jeg har det i øjeblikket:

Jeg vat til julefrokost forleden og efter festen var vi nogle der tog i byen. Jeg drikker ikke så meget, så jeg følte mig helt frisk til at tage med. Det er ikke noget jeg har gjort i mange år, så jeg tænkte at det kunne blive sjovt. Det første sted vi gik ind er der en mand ved baren der gerne vil i snak med mig. Først tænkte jeg at han forvekslede mig med en anden eller også var han nok godt fuld. Men ingen af delene var rigtig. Han spurgte meget interesseret til hvem jeg var og jeg var temmelig mundlam og har nok virket meget uhøflig. Jeg spurgte ham hvorfor han var så interesseret i hvem jeg er og han sagde at han ”simpelthen synes at jeg så så sød ud og ikke ville lade denne lejlighed gå fra ham”

Der stod jeg, fortsætter Mona. Paranoiaen blinkede og blændede mig næsten, men det var alligevel for mystisk til at jeg bare gik et andet sted hen. De næste 3 timer snakkede vi sammen og det var nærmest uhyggeligt da jeg fik set på mig selv udefra. Her stod jeg og grinede og var rød i kinderne. Inden jeg fik hold på mig selv havde jeg fortalt denne fremmede mand meget mere om mig selv end jeg nogen sinde havde fortalt andre.

Da klokken var 2 blev jeg nødt til at gå hjem. Jeg var bange for at Lars ville kunne se på mig hvad der var sket. Men der var ingen grund til bekymring. Han sov rigtig godt og vågnede ikke da jag lagde mig.

Jeg lå og tænkte på hvor mærkeligt det hele havde været. Hvordan kan en fremmed mand synes at jeg er interessant? Hvorfor gad han tale med mig i flere timer når jeg fra starten havde sagt at jeg var gift? Hvorfor havde jeg fortalt alt det om mig selv?

Næste dag ved morgenmaden spurgte Lars: Nå, fik hønsegården kaglet igennem i går? I fik vel rigtig snakket om alle jeres ”problemer” i hjemmet, ha ha

Jeg gad ikke engang svare men fik set rigtig på ham for første gang, måske i mange år. Hold….. hvor er han ucharmerende, tænkte jeg. Han kunne trænge til at blive kørt gennem en bilvask, tabe sig, få vasket sin mund med sæbe og komme på et Lis Corell Kursus i almindelig høflighed. I al hemmelighed stod jeg og tænkte: Du skulle lige vide hvad jeg oplevede i går! En man der faktisk behandlede mig med respekt og som var oprigtig interesseret i mig.

Jeg tog tøj på og gik en meget lang tur og tænkte det hele igennem, og nu er det så, at jeg har besluttet at jeg har fået nok af Lars. Mere end nok! Jeg har allerede spildt for mange år på ham og nu vil jeg til at leve et liv igen. Jeg har nået kvalmegrænsen for hvad jeg vil finde mig i at høre på, fra ham. Det er som om jeg er vågnet op efter en meget lang drøm.

 Jamen Mona dog, siger jeg. Det har da været noget af en omvæltende aften for dig. Jeg har aldrig hørt dig tale med så fast stemme før og heller ikke set så meget liv i dig som nu. Du er da tæt på at måtte sende 2 flasker rødvin til den fremmede herre, der fik rusket liv i dig.

Jeg kan godt se at du også ser ked ud af det. Og det er forståeligt nok. Giv dig tid til at sørge over at din drøm om et liv med Lars, er gået itu. Selv om det er dig der går, er sorgen ikke mindre. Tillad dig at mærke den og tag dig god tid før du skel ud og ”leve livet” At leve er også at mærke de triste tanker der kommer i kølvandet på en sådan beslutning.

Det er desværre ikke ukendt det der er sket for dig. Lars´s mange års tiltagende respektløshed har nået grænsen og lidt mere. Det er der sker, når den der udøver denne form for relation hele tiden hæver overliggeren for, hvad der er i orden at sige og gøre. Din andel er, at du ikke har stoppet ham i tide. Desværre er det svært at sige stop fordi det han gør, ligner det han også gjorde i sidste uge, men hvis du kigger 2 måneder baglæns kan du sikkert se, at han har skruet lidt op. Du er spundet ind i dette mønster og dit selvværd er langsomt sivet ud af dig. Derfor har han haft frit spil. Jeg gætter på at du har tænkt, at hvis du bare kunne gøre ham mere glad og tilfreds med livet, så ville han behandle dig lidt bedre. Det deler du med mange andre. Du har påtaget dig ansvaret for stemningen i jeres forhold og påtaget dig skylden når der var mislyde.

Men tillykke med dit nye liv!

Jeg glæder mig til at møde dig efter jul og nytår og høre hvordan det hele er gået / Dorte Bærentzen

Uge 50. Familien hvor mor sidder i fængsel for vold mod børnene

I dag kommer faren sammen med alle børnene. De ser umiddelbart ud til at have det godt -i hvert fald er de imødekommende på en lidt anden måde end jeg har set tidligere.

Jeg spørger faren om han oplever det samme og han siger, at han også kan mærke at der er mere ro på hjemme og børnene virker gladere. Jeg spørger børnene og den ældste siger at det er blevet bedre at være derhjemme fordi de nu taler mere åbent om deres mor og faren kan holde ud at høre på det. ”Han bliver ikke så sur og ked af det, når vi ikke vil med på besøg hos mor” siger hun.

Faren fortæller at han er ved at forliges med tanken om, at hans kone sidder i fængsel og han er begyndt at turde se på hans egen andel i at det kunne komme så lange ud. Han siger at han er flov og frygtelig ked af det men det virker som om han har været spundet ind i en spind af børnenes mor. ” Man overlevede bare fra det ene raserianfald til det næste, siger han og hver gang troede man det blev sidste gang fordi hun bleb så ked af det og lovede at holde op”

Du har det som alle ægtefæller til misbrugere, siger jeg til ham. Man er simpelthen nødt til at tro på deres løfter og til sidst er man så spundet ind idet hele at man ikke kan se nogen udvej.

Jeg spørger til hvordan den forestående jul skal foregå. Han sukker og ser beklemt på børnene. Det er sådan, siger han, at børnenes mor  insisterer på at de skal komme ind til hende i fængslet d. 24. Samtidig vil hendes familie have børnene d. 25 dec og så holde juleaften der. Jeg er i syv sind hvad jeg skal gøre. Jeg er bange for at ødelægge børnenes jul og jeg vil ikke være uvenner med hverken deres mor eller hendes familie. Det er anstrengt nok i forvejen!

Jeg spørger børnene hvad de synes men ingen af dem har lyst til at svare. De kigger beklemt ned i bordet og siger intet. Da jeg spørger dem om de glæder sig til jul, siger de heller ikke noget.

Jeg siger til Far:

Du er nødt til at tage ansvar for hvad der skal ske i julen med børnene. Du skal sikre dig at de får en god jul. Julen er ikke de voksnes fest, det er børnenes! De tør ikke engang sige om de glæder sig til jul af skræk for at gøre sig uvenner med nogen. Det er ikke rimeligt. Og jeg tror desværre at de deler skæbne med mange andre børn lige nu. Du bliver nødt til at give dine børn den jul du mener, vil være bedst for dem. Mit forslag vil være at julen holdes hos dig med dem der har lyst til at være der og det skal være d. 24 dec.  I kan tage i fængslet om formiddagen men resten af dagen skal bruges på at forberede jer til juleaftenen. Børnene sjak bygge forventningen op lige så stille gennem dagen. Hvis dine forældre eller søskende vil være med. Er det rigtig godt men du skal insistere på, at I er der hjemme.

Mht at børnenes familie på morens side ønsker at holde jul med dem d. 25 dec. Så er det da rart at de vil gøre noget godt for dem. Jeg synes ikke man skal holde juleaften 2 gange. Det er vigtigt for børnene at magien denne aften holdes på denne ene særlige aften. Det kan nemt blive en konkurrence om hvem der kan gøre det bedst og børnene kommer i klemme i denne strid. Det er dig der er sammen med børnene i hverdagen og derfor synes jeg også du skal være sammen med dem denne festlige aften.

Det betyder ikke at man ikke kan have en god 1 juledag. Det der skal foregå skal bare være noget andet. Du kunne jo opfordre familien til at lave deres egen tradition omkring denne dag og så gøre den til noget særligt uden at den skal være en kopi af jule aften.

Husk, at det er børnenes fest. Denne dag må de voksne s behov træde i baggrunden. / Dorte Bærentzen

Uge 49. Lars og Mona

Jeg er spændt på, at se om Lars og Mona kommer sammen i dag eller slet ikke. Sidste gang de var her sagde jeg at det ikke nyttede noget at tale sammen, når Mona var så vred og Lars´s øre helt lukkede.

Men ind af døren kommer de sammen i dag. Mona er klar før hun lander i sædet: Undskyld jeg var så vred sidste gang. Jeg er ikke helt færdig med at være vred men jeg er lidt bedre til at kontrollere det i dag. Lars er tavs og jeg spørger til hvordan han har haft det den forgangne uge. Nogenlunde, siger han. Hun har råbt og skreget og været meget vred men det er gået OK. Jeg håber bare at det snart stopper, for jeg kan ikke holde det ud. Det tror jeg heller ikke Mona kan, siger jeg.  Det er mange års sammensparede vrede du ser lige nu og måske er det på tide at du høre det hele. Skal vi prøve at få Mona til at tale i stedet for at råbe?

Mona begynder med stor selvbeherskelse: Jeg er træt af, at du ser tv hele tiden. Du siger at vi kan snakke sammen alligevel men det er kun noget du tror. Det er som at tale til en væg og det får mig til at føre mig ligegyldig og til ulejlighed.

Og jeg er træt af, at du nedgør mig særligt når der er andre til stede. Jeg vil slet ikke have det i det hele taget men slet ikke når andre høre på det. Du siger at det ikke passer men jeg kan fortælle dig, at mennesker vi er sammen med synes det er meget pinligt når du gør det. Så stor en vane er det for dig, at du slet ikke lægger mærke til det.

Og så vil jeg gerne have at du afslutter dit forhold til din eks. Kone. Jeg tor du holder så krampagtigt fat i det forhold, der egentlig er afsluttet, fordi du blev smidt ud og ikke er helt færdig med at vise hende hvilken stor fejl det var. Det er respektløst det du gør og jeg vil ikke finde mig idet mere.

Hold da op Mona, siger jeg. Det lyder som om du har øvet dig hjemmefra og hvor er det godt at du siger så klart hvad du vil og hvad du ikke vil. Lad os Høre hvad Lars siger:

Jeg kan ikke forstå at du ikke kan unde mig at sidde med lidt tv når jeg har fri. Jeg slapper så godt af og det passer ikke hvad du siger med, at vi ikke kan snakke sammen samtidig. Så hvis du absolut vil ødelægge det eneste der virkelig giver mig indhold i dagligdagen, så værsgod! Jeg er heller ikke enig med at jeg nedgør dig hverken når der er andre eller ellers. Så jeg synes hellere du skulle se på hvad det er for nogen venner du har i stedet for at beskylde mig.

Mht til min eks kone, så er det ikke som du tror. Det er kun af praktiske årsager som du tilsyneladende ikke forstår, at jeg stadig ser hende og tager derud engang imellem.  Du sagde engang at jeg lignede en dikkende lammehale når hun var i nærheden og det blev jeg sgu sur over og besluttede at det kom du f… ikke til at bestemme.

Det er hvad jeg mener om det du har at sige, siger Lars. Mona sidder og kigger på ham med lige dele tristhed og vrede og det er vist på tide at jeg siger noget:

 I er det mest klassiske eksempel på hvad der sker, når man ikke kan tale sammen. Jeg tror faktisk på, at I gerne vil hinanden, men virker ærlig talt noget håbløst. Mona har troet på at hun ved at undertrykke sig selv kunne opnå at få Lars til at elske hende nok til at forholdet kunne køre. Det kan man kun en vis tid. Man betaler en høj pris for at leve på den måde og i den sidste ende er det helbredet det går ud  over. Lars på sin side lader til at være drevet  lige dele vrede mod sin eks kone og ligegyldighed overfor Mona. Han har behandlet hende rigtig skidt og det virker som om har sat overliggeren lidt op for hver uge for at se hvor  langt han har kunne gå. Så man kan sige at I begge to har udfyldt en værdifuld rolle for hinanden. Man er det det I vil med jeres liv? Fra min stol ser det ud som om I skal til at tage en beslutning om jeres liv fremover. Skal det være sammen eller hver for sig? / Dorte Bærentzen