uge 4. Familien hvor børnene har taget magten i famlien

Forældrene til de 3 børn ser noget trætte ud i dag. De fortæller at julen har været anstrengende og at de føler sig begge helt udmattede. Det deler de desværre med rigtig mange forældre. Det er som alle sejl bliver sat til denne højtid uanset ressourcer. Det gælder både økonomiske og følelsesmæssige ressourcer.

Efter at have hørt om julen og den levede tid siger familien at de har tænkt meget over det vi talte om sidst. Det var det med at sætte grænser for sig i selv i forhold til hvad man siger og gør i forskellige sammenhæng. Det har ikke været nemt for dem og det volder dem en del vanskeligheder og faren fortæller:

Efter vi blev enige om at hun skal høre lidt mere på når jeg prøver at bremse op for hvad hun fortæller andre er der sneget sig en anden unode ind. Det er som om at alt skal ud uanset hvad så nu kommer der en del ud som sarkastiske og ironiske bemærkninger.

Jeg spørger moren hvad hun tænker om dette og hun svare: jeg synes ikke det er sådan. Jeg må vel have lov til at sige noget. Jeg synes selv jeg siger tingene med humor og synes selv at det er sjovt. Jeg spørger hende om der er andre der synes det er sjovt og efter en tænkepause siger hun at det er der nogen gange. Jeg spørger hende hvordan børnene reagerer og hun siger at de synes da at det er sjovt, nogen gange og andre gange er et som om de ikke hører efter.

Faren fortæller at børnene er forvirrede og ikke kan finde ud hvad der sker. Han kan beskrive at de kigger fra mor til ham når mor siger noget uanset om det er ironi eller ej. ” Det er som om de ikke mere kan høre forskel”, siger han. Mor er helt uenig og mener det handler om intelligens. Hun mener at børnene er overordentlig godt begavede og derfor sagtens kan føle hende når hun ”laver sjov”.

Det får godt nok faren til at rejse sig lidt i stolen. Han nøjes dog med at erklære sig uenig med moren. Før det udvikler sig griber jeg ind med en forklaring.

Børn i før- pubertetsalderen forstår ikke ironi og sarkasme. Det er i virkeligheden også nogle underlige størrelser. Det r udsagn der lyder venlige og man smiler samtidig med at disse leveres og indholdet lyder da også tilforladeligt nok. Men hvis man hører efter sammenhængen giver det ikke mening. I virkeligheden er det skjult vrede man får lukket ud på denne feje måde. Børn kommer i klemme der fordi de tager udsagn for pålydende. Det vil sige, de hører det der bliver sagt uden yderligere tolkninger. I virkeligheden er det paradoksalt at vi på den ene side beder børn gøre hvad vi siger og ved andre lejligheder er det lige det modsatte. Det har børn ikke en jordisk chance for at forstå. I parentes bør det vel bemærkes at det er der voksne der heller ikke gør.

Så når barnet kommer til at vælte den ene af de to dyre vaser i vindueskarmen og mor responderer med at smile og sige : flot, prøv om du også kan vælte og smadre den anden også” så vil det artige barn naturligvis gøre dette. Stor er forvirringen når mor så kaster sig over barnet os skælder ud.

Når børn udsættes for disse mærkelige budskaber og voksnes paradoksale reaktioner begynder de at blive usikre. Derfor ser vi børnene i denne fortælling gøre det eneste kloge: Se på far og prøv at aflæse hvad i himlens navn der foregår.

Det kan godt være mor selv synes hun er sjov og det er hun formentlig også når hun er blandt voksne men man skal afholde sig fra ironi og sarkasme overfor børn. Er der noget man er vred eller utilfreds med så sig det i stedet for.

Og så er det vist lige vigtigt at pointere at forståelsen af disse sære begreber ikke har noget at gøre med børns intelligens. Om det også gælder voksne vil jeg her afholde mig fra at gøre mig klog på. / Dorte Bærentzen

Uge 3. Lars og Mona.

Til min store overraskelse kommer Lars og Mona sammen i dag. Jeg har været spændt på hvordan deres jul er gået, efter Monas julefrokost.

Lars lægger ud med at sige: Vi kan lige så godt snakke åbent om det. Mona har ”tilstået”, at hun mødte en eller anden gammel stodder efter julefrokosten og at han forsøgte at snakke trusserne af hende” Det vil jeg rigtig gerne høre mere om men jeg bliver først nødt til at spørge Mona om hun ville formulere det på samme måde, siger jeg. Mona sukker opgivende og siger: Det er lige meget. Jeg har givet op og jeg er faktisk ligeglad med hvad han siger” Og her må jeg give hende ret. Hun lignede og lød bestemt som en, der havde opgiver det hele. Hun var trist, grå i huden, mimikfattig og stemmen var stille og trist. Du godeste, siger jeg til hende. Jeg bliver faktisk bekymret når jeg se dig sådan her. Lars bryder ind: Vi har snakket om det derhjemme, så det er ikke noget vi skal snakke om her også. Det kunne lige se godt ud at du skulle til at blande dig i noget vi allerede har klaret og så tage penge for det! Jeg siger: Jeg kan høre at Mona ikke mere er modtagelig overfor dine nedladende bemærkninger og at du leder efter en ny, der vil lege med dig. Men du kan spare kræfterne, jeg vil ikke være med. Men jeg vil da rigtig gerne høre hvordan I har løst dette problem. Det ser desværre ikke ud som om I begge to er tilfredse med det i er kommet frem til.

Lars siger: Det kan godt være at jeg ikke altid er helt nem at leve sammen med men det har hun vidst fra starten. Hun har hele tiden vidst at jeg kom en del i min ekskones hjem og hun har altid vidst at jeg er ”hurtig på aftrækkeren”. Og jeg kan da godt indrømme at det nogen gange er lidt i overkanten og vi har derfor aftale at jeg skal prøve at beherske mig lidt. Men så skal hun også være lidt mere glad. Jeg spørger Mona om hun er enig i det Lars siger. Hun svarer næsten ikke, ryster bare på hovedet. Der kan du selv se, siger Lars. Så snart vi kommer herhen til dig, så hænger hun med næbet og ligner jeg ved ikke hvad! Det er åbenbart lige meget hvad jeg gør. Lars siger jeg, Hvordan tror du Mona har det? Hvor skulle jeg vide det fra? Hun har vel dårlig samvittighed efter den julefrokost eller sådan noget.

Og så sker der noget: Mona rejser sig fra stolen, tager luft ind og råber: Nu holder du fandme kæft, dit dumme svin. Jeg er så pisse træt af at høre på, at du er så selvfed og uden fejl. Jeg får brækfornemmelser over at se på din fede krop og du stinker som en kloak. Du tror du er så god til alting men det er du ikke! Der er ingenting tilbage af det jeg følte engang og nu er det nok. Jeg dør lidt hverdag sammen med dig og nu har jeg fået nok. Du kan pakke mine ting, smide dem ud eller hvad du har lyst til. Jeg kommer ikke med hjem mere og jeg er skredet nu! –Og ud af døren skred hun.

For første gang er Lars stille- et øjeblik. Så begynder han: Der kan du se hvad du har gjort! Kællinger der rotter sig sammen er noget fanden har skabt!

Jeg føler mig fristet til at svare ham, men modstår. Han har vist allerede rigeligt at tænke over./ Dorte Bærentzen

Uge 2 Familien hvor mor afsoner en dom for vold mod børnene.

Det er tydeligt at noget er forandret i dag. Faren til de 3 børn ligner pludselig en mand og en far. Uden opfordring fortæller han, at han har mødt en kvinde på sin arbejdsplans, som han er begyndt at se mere til. Han fortæller, at han egentlig aldrig har lagt mærke til hende men at hun tilsyneladende har set ham. Det er da også hende her har taget initiativ til en kontakt og foreslået en kop kaffe efter arbejdstid. Han fortæller at denne kop kaffe udviklede sig hurtigt og at de var rigtig godt til at snakke sammen. Hun var fraskilt og havde levet 15 år i et nedværdigende voldeligt forhold og han kunne selv bidrage med historier til den historie. Steffen, som far hedder, kan næsten ikke sidde stille på stolen mens han fortæller og hans glæde smitter af.

Jeg spørger til om hun har børn og han fortæller at hun har en datter på alder med hans ældste barn. De har endnu ikke præsenteret børnene for hinanden men de har set hinandens børn og synes hver især at den andens barn/ børn virker søde og tiltalende.

Og her slutter den godt historie. Præcis samtidig med at jeg spørger til hvad børnene synes om den anden voksne. Steffen fortæller at da han fortalte sine børn om sin nyvundne kærlighed havde de reageret med afvisning, surhed og vrede. Stine på 4 år troede at far skulle rejse væk sammen med den nye dame og Jonas reagerede med stor vrede og beskyldninger om at han svigtede mor – han skred fra rummet og var utilnærmelig sur i mange timer. Siden har han kun akkurat tålt sin far og drager, næsten demonstrativt sin mor ind i samtalen ved enhver lejlighed. Den nye dames datter, Olivia, reagerede med tavshed og overdreven hensynsfuldhed overfor moderen. Steffen har meget svært ved at forstå at børn kan reagere så forskelligt og er uforstående overfor at børnene ikke er glade på de voksnes vegne.

Jeg spørger Steffen hvordan han havde fortalt børnene om den nye dame og han fortæller: Jeg sørgede for at gøre situationen hyggelig. Du sagde sidste gang, da vi talte om jul at dt er den voksnes ansvar at sørge for de rammer børnene skal agere ud fra, så jeg sørgede for at alle sad ned, der var noget hyggeslik på bordet og alle var glade. Jeg afbryder ham og spørger: hvornår tror du at børnene regnede ud at der skulle foregå noget usædvanligt? Fredagsslik på en hverdag, umage med at få skabt hygge, din uro osv. Det havde han ikke tænkt og forestillede sig da heller ikke at de kunne mærke noget. Han fortsætter så beretningen og siger at han sagde nogenlunde sådan her:” Som I ved så elsker jeg mor og det gør jeg fordi hun er er jeres mor. Og som I ved har det været meget svært for mig i den tid hvor hun har siddet i fængsel at finde ud af det hele. Nu har jeg mødt en dame der er rigtig sød ved mig og jeg er rigtig glad. Hun er også glad for mig og vi er nu kærester. Hun har en fantastisk sød datter det hedder Olivia som jeg glæder mig til at I skal møde. Hun er både en sød og smuk pige, ligesom sin mor” Ja, og så røg hyggen fortsætter han. Jeg synes de reagerede helt vildt og jeg er faktisk både skuffet og vred over at de ikke kan være mere glade. Med alt det jeg har været igennem. Den nye dames datter Olivia havde da i det mindste været afdæmpet da hun fik fortalt de lykkelige omstændigheder.

Jeg siger: Jeg kan godt forstå at du er skuffet. Endelig smiler livet lidt til dig og så oplever du negativitet. Jeg kan høre på det du fortæller at du har forsøgt at forklare dine børn din glæde og er ikke nået igennem. Jeg er ikke i tvivl om at du har gennemtænkt denne situation mange gange før du dag de noget og det er formentlig derfor du får sat dig selv før børnene i din beretning. Når du vælger at inddrage børnene så er du ikke mere hovedpersonen, det er det børnene. Jeg kan ikke huske at du har fortalt børnene at det er slut mellem dig og deres mor, så de må nærmest være chokeret over nyheden. De venter på at hu kommer ud af fængsel og i 3 sætninger har du ændret deres fremtid og kastet dem ud i det ukendte. De aner ikke hvad dette kommer til at betyde for dem og deres fremtid og svinger mellem at frygte at du forsvinder ligesom deres mor og ser deres mor erstattet af en ny. Selv om deres mor har budt dem utilgiveligt ting, så er hun stadig deres mor og de sår skal hele før de kan gå videre i deres liv. Jamen nu er det jo for sent siger han, jeg har klokket i det. Det er aldrig for sent, at give en undskyldning og forsøge at gøre det bedre.

Og det er det du skal hjælpe dem med. Du skal hjem, samle børnene, fredagsslik på bordet, ro omkring jer og så går du forfra. Sig til børnene at du greb det forkert an forleden dag og det er du ked af. Sig at du først bagefter kunne se at det var eb forkert måde du gjorde det på og det vil du gerne sige undskyld for. Fortæl dem så, at du nu sætter hastigheden ned og at I sammen skal snakke om at du og deres mor ikke skal være sammen mere og hvad det vil betyde for børnenes liv. Fortæl dem at du vil være dr hele tiden og at det kommer til at gå i et tempo hvor de kan være med og du skal nok være ansvarlig for at I alle sammen kommer igennem dette her. Og så skal du holde op med at sige at du stadig elsker deres mor. Det er noget tomt ævl. Hun har tævet dine børn og du har forelsket dig i en anden kvinde. Hvordan kan du forvente at børn kan rumme denne modsætning? Fortæl børnene at du godt kan forstå at det er svært at forstå og at det synes du også selv men at du tror på at I sammen kan få noget godt ud af det.

Det gælder om at kunne rumme børnenes sorg over jeres brud og deres reaktioner på dette. Dine forelskede følelser må her vige pladsen for sorgen og du må få afløb for det et andet sted. / Dorte Bærentzen