Mona kommer alene i dag. Sidste gang hun var i klinikken var det sammen end hendes mand. Hun gik fra stedet i stor vrede og jeg må indrømme jeg har tænkt på hende i ugen der er gået.
Hun ser træt og slidt ud og begynder da også med selv at give udtryk for stor træthed. Hun fortæller, at der er så mange følelser der rumsterer i hende og det er som om de alle sammen stritter hver sin vej. Jeg kan ikke forstå det, siger hun. Det ene øjeblik tænker jeg på at det skal nok gå alt sammen og det næste øjeblik er det som om jeg falder ned i en kløft. Jeg spørger lidt til hvordan det er at falde ned i kløften og hun fortæller, at det er angstfulde følelser der fylder i hende. Det er ikke forbi jeg er bange for ikke at kunne klare mig, siger hun. Det er bare en sort tung angst der sidder i hele kroppen. Jeg vil så gerne være fri for den, siger hun.
Jeg spørger til hvad der skete efter hun var gået herfra sidst. Hun fortæller, at hun var taget hen til en veninde og der har hun været siden. De har sammen hentet hendes tøj men ikke mere. Lars havde været i hjemmet da hun kom og han havde udtrykkeligt sagt at ”hun ikke fik en trevl mere af ham” Faktisk svarede jeg ham slet ikke. Som om det betyder noget for mig, sagde hun. Om aftenen havde Lars ringet og sagt at han var ked af det og at han nu kunne se hvor forkert han havde behandlet hende. Han var godt klar over at han fremover skulle behandle hende med betydelig mere respekt og han vidste nu at det kun var hende han elskede. Hold da op, siger jeg. Det var da ellers noget. Hvad får det dig til at føle? Som en brugt klud, siger Mona. Som en gammel klud han pludselig får øje på men knapt genkender. Faktisk blev jeg meget ked af det. Det er første gang jag har hørt ham sige at han elsker mig i mange år, så jeg kan godt regne ud at han er trængt og han prøver at opnå noget. Man jeg kan også mærke at det intet godt gør for mig. Det er som om der er helt tomt. Det er som om jeg er ligeglad med både ham og det han siger. Engang ville jeg være blevet glad for disse udsagn men nu er det ligegyldigt. Faktisk er det respektløst i sig selv at sige sådan til mig, siger hun. Tror ha jeg er så dum, at jeg falder for den slags pladder? Men det jeg ikke forstår er, hvorfor jeg er så ked af det, når jeg nu alligevel oplever både lettelse og luft?
Det er fordi de fleste følelsesmæssige begivenheder af denne kaliber rummer mange følelser. Og de kan sagtens være i modstrid med hinanden. Det vigtigste er at anerkende at det er sådan man har det. Jeg tror mange der bryder ud af et forhold har svært ved at mærke sorgen. Mennesker omkring dem har travlt med at sige at det var godt det blev gjort og det virker derfor næsten upassende, at give udtryk for sorg. Men i ethvert tab er der sorg. Og det er et tab uanset hvem der bryder forholdet. Det er tab af en drøm man har haft sammen og tab af en menneske der har været tæt på en og et tab af en fælles hukommelse i de år man var sammen. Det er derfor vigtigt, at mærke og anerkende denne sorg og tage den tid det tager. Så når du indimellem oplever at du er lettet er det helt sikkert sådan du har det men bagved ligger sorgen over alt det der kunne have været og alt det gode der trods alt var. ”Selv om der var lange mellem snapsene. ”
Kan du så forklare mig noget om den angst jeg føler? Det er ikke sådan en bange-tilstand. Det er mere en usikkerhed - tvivl- uglad fornemmelse. Mest af alt ligner det angst uden rigtig at være det.
Jeg tror det er det man kalder ”frihedsangst”. Det skal forstås på den måde, at pludselig stilles du overfor muligheden for at vælge lide det du aller helst vil med dit liv og det kan være temmelig skræmmende. Det er formentlig mange år siden du sidst har tænkt på den måde. Usikkerheden kommer ind fordi det nu kun er dig selvder skal tage beslutninger om dit liv og dig selv der skal deale med konsekvenserne. Både de gode og de dårlige. Mange mennesker drømmer om hvad de vil gøre når: børnene er flyttet hjemmefra, når carporten er bygget, når skattegælden er betalt, når huspriserne stiger osv. De har det tilfælles at det ofte er dårlige undskyldninger for virkelig at tage deres liv i deres egne hænder og gøre noget aktivt for at livet bliver optimalt godt. Det er din situation lige nu! Der intet der binder dig mere og du kan frit vælge. Bordet fanger og du har nu muligheden for at skabe noget unikt. Går det skidt kan du ikke give andre skylden. Ansvaret er dit
Nå, Mona. Om ikke andet fik du da noget andet at tænke over end Lars. Har jeg ret idet?/ Dorte Bærentzen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar