Familieterapeuten

Uge 9. Familien hvor børnene har taget magten

2012-02-27T02:59:00.002-08:00

Far og mor kommer i dag lidt mere roligt ind af døren.

De fortæller, at især mor er blevet bedre til, at skrue ned for ironi og sarkasme. De fortæller at børnene stadig er lidt usikre på når hun siger noget til dem. Det er ganske naturligt idet børn danner erfaringer uden at have oplevet så meget andet. Det betyder at de skal opleve rigtig meget af andre ting før deres erfaring ændres og derved også deres måde at se verden på.

Men i dag vil forældrene gerne tale om det at skælde ud på børnene. Begge forældre fortæller at det er vigtigt for dem at deres børn kan opføre sig ordentligt. Nu er det jo lidt forskelligt hvordan forældre synes børn skal opføre sig så hvordan synes I børn skal op føre sig?, spørger jeg. Forældrene opremser herefter en del ting de gerne så ske, men det der nok er mest af almen interesse er, at de gerne vil have børnene høre efter.

De fortæller: Det er som om alting skal siges 5-6 gange og med mere og mere volumen på. Ofte ender det med at man bliver rasende og tager fat i armen på barnet. Mor kan tilsyneladende ende flere oktaver over normalområder og kan finde på at stampe ud af rummet og smække døren, efterladende nogle måbende børn. Far tager mere fat i børnene og tvinger dem ind på værelset eller et andet passende sted hvor de ikke kommer i vejen for udsynet. Jeg spørger dem hvad de selv synes om denne fremgangsmåde og de svarer begge to, at de synes den anden er helt ude af kontrol og at de synes børnene bliver mere og mere uartige.

Jeg spørger hvorfor mor råber så højt. Hun siger at det er som om de først hører det når hun er helt i falset. Men hvorfor forlader du så barnet når du nu er kommet igennem, spørger jeg. Det er fordi at jeg på det tidspunkt er så vred, at jeg ikke orker at se på barnet og det er lettere at gøre det hele selv. Nå, det giver mening, siger jeg. Det betyder, set fra barnets perspektiv, at når du har råbt længe nok så stopper det og du gør selv det de ellers er blevet bedt om. Det må virke temmelig forvirrende på barnet. Først alt det råberi og derefter gør du det selv.

Og hvad med dig far, hvorfor bliver barnet smidt væk? Det er fordi jeg ikke kan holde ud at se på barnet bare glo tomt ud i luften. Det kan da ikke være så svært at fatte hvad jeg gerne vil se ske. Jeg synes det er respektløst og jeg vil gerne have at de mærker hvad det vil sige ikke at blive hørt og behandlet respektløst. Hold da op, siger jeg. Du gør da noget ud af det! Jeg kan høre at du forestiller dig at børn rent faktisk kan forstå sådan en hævnaktion og oven i købet lære af det. Her skyder du godt nok over målet. Set fra barnets perspektiv må det opleves sådan: det far siger skal siges 5-6-gange højere og højere. Herefter bliver man fjernet fra rummet med kun lidt berøring med jorden og skal passe sig selv o roen 20 min tid mens han selv gør det der skal gøres.

Jeg bliver nok nødt til at afsløre for jer at det der råberi efterfulgt af deportation og styrten ud af døren ikke virker! Der er intet der tyder på, at i nogensinde har opnået at får børnene til at forstå hvad I vil på denne måde. Det er da et utroligt spild af kræfter. Det virker som om, at I har besluttet denne opdragelsesmetode og hver gang den ikke virker så fortsætter I bare med at gøre mere af det samme.

Hvis man vil have børn til at gøre noget skal man allerførst sikre sig at de har en normal hørelse så man på forhånd ved, at man ikke behøver råbe.. Det er ikke små voksne ” der nok kan tænke sig til at…” man må henvende sig til dem på en alderssvarende måde. Herefter sikre man sig at man er i kontakt med barnet. Måske endda øjenkontakt. Så beder man dem om det man gerne vil have og herefter sikre man sig at de faktisk har forstået opgaven. Spørg dem: ved du hvad jeg mener, kan du finde ud af det? Når barnet så har udført opgaven så siger man: Tak for det, det blev jeg glad for, det var vel nok rart, hold da op hvor du klarede det godt, sikke umage du gjorde dig og mere af samme skuffe. Vælg selv og gerne flere af udsagnene.

På den måde oplever barnet at det faktisk betyder noget, at de gør det de bliver bedt om. At man værdsætter det udførte.

Næste problem opstår næste gang man beder dem om det samme og der intet sker f.eks: Hænge sin jakke op på knagen når man tager den af. Så kunne man: sikre sig kontakt, kigge dem i øjnene og sige: jeg tror sørme du glemte at hænge jakken op. Jeg ved du kan gøre det for det gik rigtig godt i går da vi sidst talte om det. Skal jeg hjælpe dig? Hvis barnet siger: det vil jeg ikke så kunne du svare: det kan jeg se men nu skal du se sammen kan vi gøre det i et enuptag og så kan vi gøre noget andet sammen i stedet for at opholde os her i gangen sammen.

Dette skal gøres hver gang! Hvis man ikke orker, så gør det selv. Det r bedre end at spille fallit ved at råbe og udvandre. Start med få ting så man ikke sætter i gang med 15 nye ting på en gang. Hvis ”skældud” ikke virker så stop det. Tal ordentligt til dine børn og ros og anerkende dem når de gør det rigtige./ Dorte Bærentzen

Uge 7. Lars og Mona

2012-02-13T06:02:00.001-08:00

Mona kommer alene i dag. Sidste gang hun var i klinikken var det sammen end hendes mand. Hun gik fra stedet i stor vrede og jeg må indrømme jeg har tænkt på hende i ugen der er gået.

Hun ser træt og slidt ud og begynder da også med selv at give udtryk for stor træthed. Hun fortæller, at der er så mange følelser der rumsterer i hende og det er som om de alle sammen stritter hver sin vej. Jeg kan ikke forstå det, siger hun. Det ene øjeblik tænker jeg på at det skal nok gå alt sammen og det næste øjeblik er det som om jeg falder ned i en kløft. Jeg spørger lidt til hvordan det er at falde ned i kløften og hun fortæller, at det er angstfulde følelser der fylder i hende. Det er ikke forbi jeg er bange for ikke at kunne klare mig, siger hun. Det er bare en sort tung angst der sidder i hele kroppen. Jeg vil så gerne være fri for den, siger hun.

Jeg spørger til hvad der skete efter hun var gået herfra sidst. Hun fortæller, at hun var taget hen til en veninde og der har hun været siden. De har sammen hentet hendes tøj men ikke mere. Lars havde været i hjemmet da hun kom og han havde udtrykkeligt sagt at ”hun ikke fik en trevl mere af ham” Faktisk svarede jeg ham slet ikke. Som om det betyder noget for mig, sagde hun. Om aftenen havde Lars ringet og sagt at han var ked af det og at han nu kunne se hvor forkert han havde behandlet hende. Han var godt klar over at han fremover skulle behandle hende med betydelig mere respekt og han vidste nu at det kun var hende han elskede. Hold da op, siger jeg. Det var da ellers noget. Hvad får det dig til at føle? Som en brugt klud, siger Mona. Som en gammel klud han pludselig får øje på men knapt genkender. Faktisk blev jeg meget ked af det. Det er første gang jag har hørt ham sige at han elsker mig i mange år, så jeg kan godt regne ud at han er trængt og han prøver at opnå noget. Man jeg kan også mærke at det intet godt gør for mig. Det er som om der er helt tomt. Det er som om jeg er ligeglad med både ham og det han siger. Engang ville jeg være blevet glad for disse udsagn men nu er det ligegyldigt. Faktisk er det respektløst i sig selv at sige sådan til mig, siger hun. Tror ha jeg er så dum, at jeg falder for den slags pladder? Men det jeg ikke forstår er, hvorfor jeg er så ked af det, når jeg nu alligevel oplever både lettelse og luft?

Det er fordi de fleste følelsesmæssige begivenheder af denne kaliber rummer mange følelser. Og de kan sagtens være i modstrid med hinanden. Det vigtigste er at anerkende at det er sådan man har det. Jeg tror mange der bryder ud af et forhold har svært ved at mærke sorgen. Mennesker omkring dem har travlt med at sige at det var godt det blev gjort og det virker derfor næsten upassende, at give udtryk for sorg. Men i ethvert tab er der sorg. Og det er et tab uanset hvem der bryder forholdet. Det er tab af en drøm man har haft sammen og tab af en menneske der har været tæt på en og et tab af en fælles hukommelse i de år man var sammen. Det er derfor vigtigt, at mærke og anerkende denne sorg og tage den tid det tager. Så når du indimellem oplever at du er lettet er det helt sikkert sådan du har det men bagved ligger sorgen over alt det der kunne have været og alt det gode der trods alt var. ”Selv om der var lange mellem snapsene. ”

Kan du så forklare mig noget om den angst jeg føler? Det er ikke sådan en bange-tilstand. Det er mere en usikkerhed - tvivl- uglad fornemmelse. Mest af alt ligner det angst uden rigtig at være det.

Jeg tror det er det man kalder ”frihedsangst”. Det skal forstås på den måde, at pludselig stilles du overfor muligheden for at vælge lide det du aller helst vil med dit liv og det kan være temmelig skræmmende. Det er formentlig mange år siden du sidst har tænkt på den måde. Usikkerheden kommer ind fordi det nu kun er dig selvder skal tage beslutninger om dit liv og dig selv der skal deale med konsekvenserne. Både de gode og de dårlige. Mange mennesker drømmer om hvad de vil gøre når: børnene er flyttet hjemmefra, når carporten er bygget, når skattegælden er betalt, når huspriserne stiger osv. De har det tilfælles at det ofte er dårlige undskyldninger for virkelig at tage deres liv i deres egne hænder og gøre noget aktivt for at livet bliver optimalt godt. Det er din situation lige nu! Der intet der binder dig mere og du kan frit vælge. Bordet fanger og du har nu muligheden for at skabe noget unikt. Går det skidt kan du ikke give andre skylden. Ansvaret er dit

Nå, Mona. Om ikke andet fik du da noget andet at tænke over end Lars. Har jeg ret idet?/ Dorte Bærentzen

Uge 5. Familien hvor mor sidder i fængsel for vold mod børnene.

2012-02-01T12:13:00.000-08:00

Ind af døren i dag komme far med den ældste af sine børn. Trampende ind, kan man vel nærmest sige. Drengen på 6 år, ser lidt beklemt ud og han sætter sig et stykke væk fra sin far og kigger mut ned på sine ben. Han er meget svær at komme i kontakt med og farens irritation er da også til at tage at føle på.

Han siger: sådan har han opført sig siden jeg præsenterede dem for min nye dame. Sur og vranten. Han siger ikke noget og jeg kan ikke forstå, at han ikke kan være lidt glad på mine vegne. Det er som om han ikke kan unde mig lidt glæde, siger han. Hvis han vidste hvad jeg har været igennem ville han få en dårlig smag i munden!

Jeg synes vi har hørt rigeligt og jeg bryder ind. Jeg kan se at han har mere i posen af samme skuffe men jeg synes ikke det er rimeligt at fortsætte den hudfletning han er i gang med.

Jeg henvender mig til drengen og spørger: Har din far været efter dig på den måde den sidste uge? Drengen siger ikke noget men nikker lidt. Hold da op, fortsætter jeg, det må have været hårdt. Jeg kan se at du har det rigtig svært og jeg vil gerne hjælpe dig. Drengen reagerer ikke meget, så jeg lader ham være og prøver en anden vej. Jeg spørger far :Kan du se at din søn har det rigtig skidt? Skidt, næsten råber far. Så skulle du vide hvordan jeg har det! Så snart jeg oplever lidt glæde, så skal børnene straks ødelægge det. Hvis det skal fortsætte på den måde så kan børnene bare flytte! Jeg prøver igen: Hvad tror du din søn han tænker på? Hvor skulle jeg vide det fra, svarer han. Han siger jo ikke noget. Så trækker jeg det næste kort: Nu skal jeg fortælle dig hvad jeg tror der foregår. Din søn sidder helt sammenkrøbet og har det rigtig skidt. Du hverken hører eller ser ham og det ser ud som om han har opgivet at komme igennem til dig. Jeg ved godt at du synes at det er ham der er sur og afvisende men jeg tror du har så travlt med at være forelsket, at du ikke ser hvad der sker med børnene. Har jeg bare lidt ret,? spørger jeg sønnen om. Han kigger nu op og nikker. Jeg spørger ham om jeg kan hjælpe ham med at snakke med far, men der skal han ikke have klinket noget!

Jeg siger til far, at jeg bliver bekymret når jeg ser hans søn, så ked af det og afvisende. Far ser noget overraskende ud og jeg fortsætter: Det er desværre ikke ualmindeligt, at se sådan en reaktion fra et barn der ikke føler sig hørt eller set. Det der sker er, at du sætter dig selv så meget i centrum, at du ikke kan se dine børns behov. Jeg kan godt forstå at du er glad men de børn forstår ikke hvad der foregår. De er blevet præsenteret for en fremmed kvinde der helt tydeligt har tager deres mors plads og har forvandlet deres far til en lallende idiot. Dine børn er små og har ikke en jordisk chance for at følge med. Det er gået rigtig stærkt fordi du har behov for at trække den nye kvinde ind i dit liv men det er gået alt for stærkt for børnene. Den slags skal forberedes ordentligt. DVS du skal snakke med børnene om, at deres mor og dig ikke mere skal være sammen. Så vidt jeg ved, har det ikke været i talesat på noget tidspunkt. Dette må man hjælpe børnene med at forstå og hjælpe dem med at bære den smerte og den usikkerhed der følger med. Børn bliver altid meget påvirket når der sker ændringer i deres liv og de ikke mere han forudse hvad der sker. Dette skal de have hjælp til og de skal forsikres om, at man som forældre kan håndtere situationen og fortsat nok skal passe godt på børnene. Først når børnene har forstået at mor og far ikke mere er sammen og de kan overskue konsekvensen af dette, kan man introducere noget nyt i deres liv,som feks. en ny kæreste. De skal forsikres om, at de ikke bliver glemt i denne nye forelskelse, at der er plads til dem og at kærligheden til dem er den samme som altid. Først når alt dette er på plads er børnene parat til at møde den udkårne. Man har ansvar for sine børn, også i sådan en situation og nogen gange må man tilsidesætte egne behov og hjælpe sine børn først. Jo bedre forberedt de er jo større chance er der for at de tager godt imod og kan rumme en ny voksen i deres liv.

Så du har en opgave foran dig. Du skal hjem uden den nye kvinde, og tale med dine børn om bruddet fra deres mor. Du skal tage et skridt af gangen og hele tiden sikre dig at børnene kan følge med. Så må du skaffe dig noget tid hvor du kan være sammen med din nye kæreste alene. Der er ikke nogen nemme eller hurtige løsninger på dette og særligt dine børn har oplevet hvor katastrofalt uforudsigelig adfærd kan være. Dine trusler om at børnene kan flytte til deres mor er helt uhørte. Du skal som voksen afholde dig fra at true forsvarsløse børn og lære at bære dine frustrationer uden at hælde den slags ud over børnene. Jeg håber du kan møde din søn med den omsorg han har brug for og jeg vil håbe for dig at han genvinder sin tillid til dig./ Dorte Bærentzen

uge 4. Familien hvor børnene har taget magten i famlien

2012-01-24T22:16:00.001-08:00

Forældrene til de 3 børn ser noget trætte ud i dag. De fortæller at julen har været anstrengende og at de føler sig begge helt udmattede. Det deler de desværre med rigtig mange forældre. Det er som alle sejl bliver sat til denne højtid uanset ressourcer. Det gælder både økonomiske og følelsesmæssige ressourcer.

Efter at have hørt om julen og den levede tid siger familien at de har tænkt meget over det vi talte om sidst. Det var det med at sætte grænser for sig i selv i forhold til hvad man siger og gør i forskellige sammenhæng. Det har ikke været nemt for dem og det volder dem en del vanskeligheder og faren fortæller:

Efter vi blev enige om at hun skal høre lidt mere på når jeg prøver at bremse op for hvad hun fortæller andre er der sneget sig en anden unode ind. Det er som om at alt skal ud uanset hvad så nu kommer der en del ud som sarkastiske og ironiske bemærkninger.

Jeg spørger moren hvad hun tænker om dette og hun svare: jeg synes ikke det er sådan. Jeg må vel have lov til at sige noget. Jeg synes selv jeg siger tingene med humor og synes selv at det er sjovt. Jeg spørger hende om der er andre der synes det er sjovt og efter en tænkepause siger hun at det er der nogen gange. Jeg spørger hende hvordan børnene reagerer og hun siger at de synes da at det er sjovt, nogen gange og andre gange er et som om de ikke hører efter.

Faren fortæller at børnene er forvirrede og ikke kan finde ud hvad der sker. Han kan beskrive at de kigger fra mor til ham når mor siger noget uanset om det er ironi eller ej. ” Det er som om de ikke mere kan høre forskel”, siger han. Mor er helt uenig og mener det handler om intelligens. Hun mener at børnene er overordentlig godt begavede og derfor sagtens kan føle hende når hun ”laver sjov”.

Det får godt nok faren til at rejse sig lidt i stolen. Han nøjes dog med at erklære sig uenig med moren. Før det udvikler sig griber jeg ind med en forklaring.

Børn i før- pubertetsalderen forstår ikke ironi og sarkasme. Det er i virkeligheden også nogle underlige størrelser. Det r udsagn der lyder venlige og man smiler samtidig med at disse leveres og indholdet lyder da også tilforladeligt nok. Men hvis man hører efter sammenhængen giver det ikke mening. I virkeligheden er det skjult vrede man får lukket ud på denne feje måde. Børn kommer i klemme der fordi de tager udsagn for pålydende. Det vil sige, de hører det der bliver sagt uden yderligere tolkninger. I virkeligheden er det paradoksalt at vi på den ene side beder børn gøre hvad vi siger og ved andre lejligheder er det lige det modsatte. Det har børn ikke en jordisk chance for at forstå. I parentes bør det vel bemærkes at det er der voksne der heller ikke gør.

Så når barnet kommer til at vælte den ene af de to dyre vaser i vindueskarmen og mor responderer med at smile og sige : flot, prøv om du også kan vælte og smadre den anden også” så vil det artige barn naturligvis gøre dette. Stor er forvirringen når mor så kaster sig over barnet os skælder ud.

Når børn udsættes for disse mærkelige budskaber og voksnes paradoksale reaktioner begynder de at blive usikre. Derfor ser vi børnene i denne fortælling gøre det eneste kloge: Se på far og prøv at aflæse hvad i himlens navn der foregår.

Det kan godt være mor selv synes hun er sjov og det er hun formentlig også når hun er blandt voksne men man skal afholde sig fra ironi og sarkasme overfor børn. Er der noget man er vred eller utilfreds med så sig det i stedet for.

Og så er det vist lige vigtigt at pointere at forståelsen af disse sære begreber ikke har noget at gøre med børns intelligens. Om det også gælder voksne vil jeg her afholde mig fra at gøre mig klog på. / Dorte Bærentzen

Uge 3. Lars og Mona.

2012-01-17T08:58:00.001-08:00

Til min store overraskelse kommer Lars og Mona sammen i dag. Jeg har været spændt på hvordan deres jul er gået, efter Monas julefrokost.

Lars lægger ud med at sige: Vi kan lige så godt snakke åbent om det. Mona har ”tilstået”, at hun mødte en eller anden gammel stodder efter julefrokosten og at han forsøgte at snakke trusserne af hende” Det vil jeg rigtig gerne høre mere om men jeg bliver først nødt til at spørge Mona om hun ville formulere det på samme måde, siger jeg. Mona sukker opgivende og siger: Det er lige meget. Jeg har givet op og jeg er faktisk ligeglad med hvad han siger” Og her må jeg give hende ret. Hun lignede og lød bestemt som en, der havde opgiver det hele. Hun var trist, grå i huden, mimikfattig og stemmen var stille og trist. Du godeste, siger jeg til hende. Jeg bliver faktisk bekymret når jeg se dig sådan her. Lars bryder ind: Vi har snakket om det derhjemme, så det er ikke noget vi skal snakke om her også. Det kunne lige se godt ud at du skulle til at blande dig i noget vi allerede har klaret og så tage penge for det! Jeg siger: Jeg kan høre at Mona ikke mere er modtagelig overfor dine nedladende bemærkninger og at du leder efter en ny, der vil lege med dig. Men du kan spare kræfterne, jeg vil ikke være med. Men jeg vil da rigtig gerne høre hvordan I har løst dette problem. Det ser desværre ikke ud som om I begge to er tilfredse med det i er kommet frem til.

Lars siger: Det kan godt være at jeg ikke altid er helt nem at leve sammen med men det har hun vidst fra starten. Hun har hele tiden vidst at jeg kom en del i min ekskones hjem og hun har altid vidst at jeg er ”hurtig på aftrækkeren”. Og jeg kan da godt indrømme at det nogen gange er lidt i overkanten og vi har derfor aftale at jeg skal prøve at beherske mig lidt. Men så skal hun også være lidt mere glad. Jeg spørger Mona om hun er enig i det Lars siger. Hun svarer næsten ikke, ryster bare på hovedet. Der kan du selv se, siger Lars. Så snart vi kommer herhen til dig, så hænger hun med næbet og ligner jeg ved ikke hvad! Det er åbenbart lige meget hvad jeg gør. Lars siger jeg, Hvordan tror du Mona har det? Hvor skulle jeg vide det fra? Hun har vel dårlig samvittighed efter den julefrokost eller sådan noget.

Og så sker der noget: Mona rejser sig fra stolen, tager luft ind og råber: Nu holder du fandme kæft, dit dumme svin. Jeg er så pisse træt af at høre på, at du er så selvfed og uden fejl. Jeg får brækfornemmelser over at se på din fede krop og du stinker som en kloak. Du tror du er så god til alting men det er du ikke! Der er ingenting tilbage af det jeg følte engang og nu er det nok. Jeg dør lidt hverdag sammen med dig og nu har jeg fået nok. Du kan pakke mine ting, smide dem ud eller hvad du har lyst til. Jeg kommer ikke med hjem mere og jeg er skredet nu! –Og ud af døren skred hun.

For første gang er Lars stille- et øjeblik. Så begynder han: Der kan du se hvad du har gjort! Kællinger der rotter sig sammen er noget fanden har skabt!

Jeg føler mig fristet til at svare ham, men modstår. Han har vist allerede rigeligt at tænke over./ Dorte Bærentzen

Uge 2 Familien hvor mor afsoner en dom for vold mod børnene.

2012-01-08T08:15:00.000-08:00

Det er tydeligt at noget er forandret i dag. Faren til de 3 børn ligner pludselig en mand og en far. Uden opfordring fortæller han, at han har mødt en kvinde på sin arbejdsplans, som han er begyndt at se mere til. Han fortæller, at han egentlig aldrig har lagt mærke til hende men at hun tilsyneladende har set ham. Det er da også hende her har taget initiativ til en kontakt og foreslået en kop kaffe efter arbejdstid. Han fortæller at denne kop kaffe udviklede sig hurtigt og at de var rigtig godt til at snakke sammen. Hun var fraskilt og havde levet 15 år i et nedværdigende voldeligt forhold og han kunne selv bidrage med historier til den historie. Steffen, som far hedder, kan næsten ikke sidde stille på stolen mens han fortæller og hans glæde smitter af.

Jeg spørger til om hun har børn og han fortæller at hun har en datter på alder med hans ældste barn. De har endnu ikke præsenteret børnene for hinanden men de har set hinandens børn og synes hver især at den andens barn/ børn virker søde og tiltalende.

Og her slutter den godt historie. Præcis samtidig med at jeg spørger til hvad børnene synes om den anden voksne. Steffen fortæller at da han fortalte sine børn om sin nyvundne kærlighed havde de reageret med afvisning, surhed og vrede. Stine på 4 år troede at far skulle rejse væk sammen med den nye dame og Jonas reagerede med stor vrede og beskyldninger om at han svigtede mor – han skred fra rummet og var utilnærmelig sur i mange timer. Siden har han kun akkurat tålt sin far og drager, næsten demonstrativt sin mor ind i samtalen ved enhver lejlighed. Den nye dames datter, Olivia, reagerede med tavshed og overdreven hensynsfuldhed overfor moderen. Steffen har meget svært ved at forstå at børn kan reagere så forskelligt og er uforstående overfor at børnene ikke er glade på de voksnes vegne.

Jeg spørger Steffen hvordan han havde fortalt børnene om den nye dame og han fortæller: Jeg sørgede for at gøre situationen hyggelig. Du sagde sidste gang, da vi talte om jul at dt er den voksnes ansvar at sørge for de rammer børnene skal agere ud fra, så jeg sørgede for at alle sad ned, der var noget hyggeslik på bordet og alle var glade. Jeg afbryder ham og spørger: hvornår tror du at børnene regnede ud at der skulle foregå noget usædvanligt? Fredagsslik på en hverdag, umage med at få skabt hygge, din uro osv. Det havde han ikke tænkt og forestillede sig da heller ikke at de kunne mærke noget. Han fortsætter så beretningen og siger at han sagde nogenlunde sådan her:” Som I ved så elsker jeg mor og det gør jeg fordi hun er er jeres mor. Og som I ved har det været meget svært for mig i den tid hvor hun har siddet i fængsel at finde ud af det hele. Nu har jeg mødt en dame der er rigtig sød ved mig og jeg er rigtig glad. Hun er også glad for mig og vi er nu kærester. Hun har en fantastisk sød datter det hedder Olivia som jeg glæder mig til at I skal møde. Hun er både en sød og smuk pige, ligesom sin mor” Ja, og så røg hyggen fortsætter han. Jeg synes de reagerede helt vildt og jeg er faktisk både skuffet og vred over at de ikke kan være mere glade. Med alt det jeg har været igennem. Den nye dames datter Olivia havde da i det mindste været afdæmpet da hun fik fortalt de lykkelige omstændigheder.

Jeg siger: Jeg kan godt forstå at du er skuffet. Endelig smiler livet lidt til dig og så oplever du negativitet. Jeg kan høre på det du fortæller at du har forsøgt at forklare dine børn din glæde og er ikke nået igennem. Jeg er ikke i tvivl om at du har gennemtænkt denne situation mange gange før du dag de noget og det er formentlig derfor du får sat dig selv før børnene i din beretning. Når du vælger at inddrage børnene så er du ikke mere hovedpersonen, det er det børnene. Jeg kan ikke huske at du har fortalt børnene at det er slut mellem dig og deres mor, så de må nærmest være chokeret over nyheden. De venter på at hu kommer ud af fængsel og i 3 sætninger har du ændret deres fremtid og kastet dem ud i det ukendte. De aner ikke hvad dette kommer til at betyde for dem og deres fremtid og svinger mellem at frygte at du forsvinder ligesom deres mor og ser deres mor erstattet af en ny. Selv om deres mor har budt dem utilgiveligt ting, så er hun stadig deres mor og de sår skal hele før de kan gå videre i deres liv. Jamen nu er det jo for sent siger han, jeg har klokket i det. Det er aldrig for sent, at give en undskyldning og forsøge at gøre det bedre.

Og det er det du skal hjælpe dem med. Du skal hjem, samle børnene, fredagsslik på bordet, ro omkring jer og så går du forfra. Sig til børnene at du greb det forkert an forleden dag og det er du ked af. Sig at du først bagefter kunne se at det var eb forkert måde du gjorde det på og det vil du gerne sige undskyld for. Fortæl dem så, at du nu sætter hastigheden ned og at I sammen skal snakke om at du og deres mor ikke skal være sammen mere og hvad det vil betyde for børnenes liv. Fortæl dem at du vil være dr hele tiden og at det kommer til at gå i et tempo hvor de kan være med og du skal nok være ansvarlig for at I alle sammen kommer igennem dette her. Og så skal du holde op med at sige at du stadig elsker deres mor. Det er noget tomt ævl. Hun har tævet dine børn og du har forelsket dig i en anden kvinde. Hvordan kan du forvente at børn kan rumme denne modsætning? Fortæl børnene at du godt kan forstå at det er svært at forstå og at det synes du også selv men at du tror på at I sammen kan få noget godt ud af det.

Det gælder om at kunne rumme børnenes sorg over jeres brud og deres reaktioner på dette. Dine forelskede følelser må her vige pladsen for sorgen og du må få afløb for det et andet sted. / Dorte Bærentzen

Uge 51. Lars og Mona

2011-12-19T09:18:00.001-08:00

Bliver noget overrasket over at se Mona alene i dag.

Jeg har brug for at tale med dig alene i dag, begynder hun. Jeg spørger til om det er OK for ham og at jeg gerne vil have at vi holder os til kun at tale om hvordan hun har det og ikke tale om Lars.

Det bliver nemt, siger hun. Jeg har slet ikke lyst til at tale om ham men vil gerne tale om hvordan jeg har det i øjeblikket:

Jeg vat til julefrokost forleden og efter festen var vi nogle der tog i byen. Jeg drikker ikke så meget, så jeg følte mig helt frisk til at tage med. Det er ikke noget jeg har gjort i mange år, så jeg tænkte at det kunne blive sjovt. Det første sted vi gik ind er der en mand ved baren der gerne vil i snak med mig. Først tænkte jeg at han forvekslede mig med en anden eller også var han nok godt fuld. Men ingen af delene var rigtig. Han spurgte meget interesseret til hvem jeg var og jeg var temmelig mundlam og har nok virket meget uhøflig. Jeg spurgte ham hvorfor han var så interesseret i hvem jeg er og han sagde at han ”simpelthen synes at jeg så så sød ud og ikke ville lade denne lejlighed gå fra ham”

Der stod jeg, fortsætter Mona. Paranoiaen blinkede og blændede mig næsten, men det var alligevel for mystisk til at jeg bare gik et andet sted hen. De næste 3 timer snakkede vi sammen og det var nærmest uhyggeligt da jeg fik set på mig selv udefra. Her stod jeg og grinede og var rød i kinderne. Inden jeg fik hold på mig selv havde jeg fortalt denne fremmede mand meget mere om mig selv end jeg nogen sinde havde fortalt andre.

Da klokken var 2 blev jeg nødt til at gå hjem. Jeg var bange for at Lars ville kunne se på mig hvad der var sket. Men der var ingen grund til bekymring. Han sov rigtig godt og vågnede ikke da jag lagde mig.

Jeg lå og tænkte på hvor mærkeligt det hele havde været. Hvordan kan en fremmed mand synes at jeg er interessant? Hvorfor gad han tale med mig i flere timer når jeg fra starten havde sagt at jeg var gift? Hvorfor havde jeg fortalt alt det om mig selv?

Næste dag ved morgenmaden spurgte Lars: Nå, fik hønsegården kaglet igennem i går? I fik vel rigtig snakket om alle jeres ”problemer” i hjemmet, ha ha

Jeg gad ikke engang svare men fik set rigtig på ham for første gang, måske i mange år. Hold….. hvor er han ucharmerende, tænkte jeg. Han kunne trænge til at blive kørt gennem en bilvask, tabe sig, få vasket sin mund med sæbe og komme på et Lis Corell Kursus i almindelig høflighed. I al hemmelighed stod jeg og tænkte: Du skulle lige vide hvad jeg oplevede i går! En man der faktisk behandlede mig med respekt og som var oprigtig interesseret i mig.

Jeg tog tøj på og gik en meget lang tur og tænkte det hele igennem, og nu er det så, at jeg har besluttet at jeg har fået nok af Lars. Mere end nok! Jeg har allerede spildt for mange år på ham og nu vil jeg til at leve et liv igen. Jeg har nået kvalmegrænsen for hvad jeg vil finde mig i at høre på, fra ham. Det er som om jeg er vågnet op efter en meget lang drøm.

Jamen Mona dog, siger jeg. Det har da været noget af en omvæltende aften for dig. Jeg har aldrig hørt dig tale med så fast stemme før og heller ikke set så meget liv i dig som nu. Du er da tæt på at måtte sende 2 flasker rødvin til den fremmede herre, der fik rusket liv i dig.

Jeg kan godt se at du også ser ked ud af det. Og det er forståeligt nok. Giv dig tid til at sørge over at din drøm om et liv med Lars, er gået itu. Selv om det er dig der går, er sorgen ikke mindre. Tillad dig at mærke den og tag dig god tid før du skel ud og ”leve livet” At leve er også at mærke de triste tanker der kommer i kølvandet på en sådan beslutning.

Det er desværre ikke ukendt det der er sket for dig. Lars´s mange års tiltagende respektløshed har nået grænsen og lidt mere. Det er der sker, når den der udøver denne form for relation hele tiden hæver overliggeren for, hvad der er i orden at sige og gøre. Din andel er, at du ikke har stoppet ham i tide. Desværre er det svært at sige stop fordi det han gør, ligner det han også gjorde i sidste uge, men hvis du kigger 2 måneder baglæns kan du sikkert se, at han har skruet lidt op. Du er spundet ind i dette mønster og dit selvværd er langsomt sivet ud af dig. Derfor har han haft frit spil. Jeg gætter på at du har tænkt, at hvis du bare kunne gøre ham mere glad og tilfreds med livet, så ville han behandle dig lidt bedre. Det deler du med mange andre. Du har påtaget dig ansvaret for stemningen i jeres forhold og påtaget dig skylden når der var mislyde.

Men tillykke med dit nye liv!

Jeg glæder mig til at møde dig efter jul og nytår og høre hvordan det hele er gået / Dorte Bærentzen

Uge 50. Familien hvor mor sidder i fængsel for vold mod børnene

2011-12-11T10:07:00.000-08:00

I dag kommer faren sammen med alle børnene. De ser umiddelbart ud til at have det godt -i hvert fald er de imødekommende på en lidt anden måde end jeg har set tidligere.

Jeg spørger faren om han oplever det samme og han siger, at han også kan mærke at der er mere ro på hjemme og børnene virker gladere. Jeg spørger børnene og den ældste siger at det er blevet bedre at være derhjemme fordi de nu taler mere åbent om deres mor og faren kan holde ud at høre på det. ”Han bliver ikke så sur og ked af det, når vi ikke vil med på besøg hos mor” siger hun.

Faren fortæller at han er ved at forliges med tanken om, at hans kone sidder i fængsel og han er begyndt at turde se på hans egen andel i at det kunne komme så lange ud. Han siger at han er flov og frygtelig ked af det men det virker som om han har været spundet ind i en spind af børnenes mor. ” Man overlevede bare fra det ene raserianfald til det næste, siger han og hver gang troede man det blev sidste gang fordi hun bleb så ked af det og lovede at holde op”

Du har det som alle ægtefæller til misbrugere, siger jeg til ham. Man er simpelthen nødt til at tro på deres løfter og til sidst er man så spundet ind idet hele at man ikke kan se nogen udvej.

Jeg spørger til hvordan den forestående jul skal foregå. Han sukker og ser beklemt på børnene. Det er sådan, siger han, at børnenes mor insisterer på at de skal komme ind til hende i fængslet d. 24. Samtidig vil hendes familie have børnene d. 25 dec og så holde juleaften der. Jeg er i syv sind hvad jeg skal gøre. Jeg er bange for at ødelægge børnenes jul og jeg vil ikke være uvenner med hverken deres mor eller hendes familie. Det er anstrengt nok i forvejen!

Jeg spørger børnene hvad de synes men ingen af dem har lyst til at svare. De kigger beklemt ned i bordet og siger intet. Da jeg spørger dem om de glæder sig til jul, siger de heller ikke noget.

Jeg siger til Far:

Du er nødt til at tage ansvar for hvad der skal ske i julen med børnene. Du skal sikre dig at de får en god jul. Julen er ikke de voksnes fest, det er børnenes! De tør ikke engang sige om de glæder sig til jul af skræk for at gøre sig uvenner med nogen. Det er ikke rimeligt. Og jeg tror desværre at de deler skæbne med mange andre børn lige nu. Du bliver nødt til at give dine børn den jul du mener, vil være bedst for dem. Mit forslag vil være at julen holdes hos dig med dem der har lyst til at være der og det skal være d. 24 dec. I kan tage i fængslet om formiddagen men resten af dagen skal bruges på at forberede jer til juleaftenen. Børnene sjak bygge forventningen op lige så stille gennem dagen. Hvis dine forældre eller søskende vil være med. Er det rigtig godt men du skal insistere på, at I er der hjemme.

Mht at børnenes familie på morens side ønsker at holde jul med dem d. 25 dec. Så er det da rart at de vil gøre noget godt for dem. Jeg synes ikke man skal holde juleaften 2 gange. Det er vigtigt for børnene at magien denne aften holdes på denne ene særlige aften. Det kan nemt blive en konkurrence om hvem der kan gøre det bedst og børnene kommer i klemme i denne strid. Det er dig der er sammen med børnene i hverdagen og derfor synes jeg også du skal være sammen med dem denne festlige aften.

Det betyder ikke at man ikke kan have en god 1 juledag. Det der skal foregå skal bare være noget andet. Du kunne jo opfordre familien til at lave deres egen tradition omkring denne dag og så gøre den til noget særligt uden at den skal være en kopi af jule aften.

Husk, at det er børnenes fest. Denne dag må de voksne s behov træde i baggrunden. / Dorte Bærentzen

Uge 49. Lars og Mona

2011-12-05T04:17:00.001-08:00

Jeg er spændt på, at se om Lars og Mona kommer sammen i dag eller slet ikke. Sidste gang de var her sagde jeg at det ikke nyttede noget at tale sammen, når Mona var så vred og Lars´s øre helt lukkede.

Men ind af døren kommer de sammen i dag. Mona er klar før hun lander i sædet: Undskyld jeg var så vred sidste gang. Jeg er ikke helt færdig med at være vred men jeg er lidt bedre til at kontrollere det i dag. Lars er tavs og jeg spørger til hvordan han har haft det den forgangne uge. Nogenlunde, siger han. Hun har råbt og skreget og været meget vred men det er gået OK. Jeg håber bare at det snart stopper, for jeg kan ikke holde det ud. Det tror jeg heller ikke Mona kan, siger jeg. Det er mange års sammensparede vrede du ser lige nu og måske er det på tide at du høre det hele. Skal vi prøve at få Mona til at tale i stedet for at råbe?

Mona begynder med stor selvbeherskelse: Jeg er træt af, at du ser tv hele tiden. Du siger at vi kan snakke sammen alligevel men det er kun noget du tror. Det er som at tale til en væg og det får mig til at føre mig ligegyldig og til ulejlighed.

Og jeg er træt af, at du nedgør mig særligt når der er andre til stede. Jeg vil slet ikke have det i det hele taget men slet ikke når andre høre på det. Du siger at det ikke passer men jeg kan fortælle dig, at mennesker vi er sammen med synes det er meget pinligt når du gør det. Så stor en vane er det for dig, at du slet ikke lægger mærke til det.

Og så vil jeg gerne have at du afslutter dit forhold til din eks. Kone. Jeg tor du holder så krampagtigt fat i det forhold, der egentlig er afsluttet, fordi du blev smidt ud og ikke er helt færdig med at vise hende hvilken stor fejl det var. Det er respektløst det du gør og jeg vil ikke finde mig idet mere.

Hold da op Mona, siger jeg. Det lyder som om du har øvet dig hjemmefra og hvor er det godt at du siger så klart hvad du vil og hvad du ikke vil. Lad os Høre hvad Lars siger:

Jeg kan ikke forstå at du ikke kan unde mig at sidde med lidt tv når jeg har fri. Jeg slapper så godt af og det passer ikke hvad du siger med, at vi ikke kan snakke sammen samtidig. Så hvis du absolut vil ødelægge det eneste der virkelig giver mig indhold i dagligdagen, så værsgod! Jeg er heller ikke enig med at jeg nedgør dig hverken når der er andre eller ellers. Så jeg synes hellere du skulle se på hvad det er for nogen venner du har i stedet for at beskylde mig.

Mht til min eks kone, så er det ikke som du tror. Det er kun af praktiske årsager som du tilsyneladende ikke forstår, at jeg stadig ser hende og tager derud engang imellem. Du sagde engang at jeg lignede en dikkende lammehale når hun var i nærheden og det blev jeg sgu sur over og besluttede at det kom du f… ikke til at bestemme.

Det er hvad jeg mener om det du har at sige, siger Lars. Mona sidder og kigger på ham med lige dele tristhed og vrede og det er vist på tide at jeg siger noget:

I er det mest klassiske eksempel på hvad der sker, når man ikke kan tale sammen. Jeg tror faktisk på, at I gerne vil hinanden, men virker ærlig talt noget håbløst. Mona har troet på at hun ved at undertrykke sig selv kunne opnå at få Lars til at elske hende nok til at forholdet kunne køre. Det kan man kun en vis tid. Man betaler en høj pris for at leve på den måde og i den sidste ende er det helbredet det går ud over. Lars på sin side lader til at være drevet lige dele vrede mod sin eks kone og ligegyldighed overfor Mona. Han har behandlet hende rigtig skidt og det virker som om har sat overliggeren lidt op for hver uge for at se hvor langt han har kunne gå. Så man kan sige at I begge to har udfyldt en værdifuld rolle for hinanden. Man er det det I vil med jeres liv? Fra min stol ser det ud som om I skal til at tage en beslutning om jeres liv fremover. Skal det være sammen eller hver for sig? / Dorte Bærentzen

uge 48. Familien hvor børnene har taget magten

2011-11-27T06:07:00.000-08:00

I dag er det mor og far fra den familie, hvor børnene har en stor del af magten i hjemmet. De går i gang med det samme og fortæller om at de har snakket meget om det vi talte om sidst. Vi forlod forældrene og sendte dem hjem med en større viden om at børn lægger mærke til alt. Alt det der ikke bliver sagt mærker børnene og de digter videre selv. Sidst fortalte faren at han ofte undertrykte sine følelser fordi han ikke orkede balladen i hjemmet og at børnene reagerede ret kraftigt, særligt når de ikke fik deres vilje.

I dag fortæller mor at de har tale en del om det med at undertrykke følelser og ikke vise børnene hvad der sker. Det er selvfølgelig en balancegang idet jeg bestemt ikke synes, at børn skal delagtiggøres i alt hvad der sker. Forældrene har derfor talt om hvad de skal delagtiggøre børnene i og hvad de ikke skal sige. Jeg tror det er svært at komme med nogle firkantede rammer for det idet hver situation er ny. Jeg tror ikke det er så vigtigt at børnene kender hele indholdet at en konflikt mellem forældrene. Jeg tror derimod at det er vigtigt at de ved at det ikke har noget med dem at gøre og at de voksne selv klarer konflikten.

Faren fortæller i dag at noget af det de er uenige om ham og moren imellem, er netop hvor maget børnene skal involveres. Moren synes at næsten alt skal siges og faren synes at hun indimellem behandler børnene som ligeværdige voksne. Han synes bestemt ikke at børnene skal involveres i voksen-ting og finder de nærmest pinligt når moren fortæller børnene om ting han finder meget privat.

Vi taler om, om det i virkeligheden er et generelt problem for mor og hun fortæller at det især er svært for hende at vurdere hvad hun skal og ikke skal fortælle. Det er særligt til fester og andre sammenkomster hvor hun næsten synes hun skylder dem der spørger interesserede til hende at fortælle om sine inderste ønsker og tanker. Hun fortæller at da hun var barn blev der aldrig talt om følelser eller andet personlige i hendes hjem. Hvis én af familiemedlemmerne sagde noget der bare mindede om intimitet blev der lukket fra farens side med: ”det taler vi ikke om i mit hjem!!! ” Det giver rigtig god mening at moren derfor aldrig har lært hvor grænsen går for åbenhjertighed. Det er det vi skal lære vores børn ikke med at ”slå hårdt ned” med forbud men ved nænsomt at siger : det lyder spændende det du siger men den slags er det bedst at tale om når vi er hjemme og alene eller : Hvor lyder det spændende det må du hellere fortælle i børnehaven i morgen. På den måde lærer vi børnene at der ikke er noget forkert i det de tænker eller føler, men at der er ting man taler om forskellige steder og det er ikke ligegyldigt hvem man fortæller hvad.

Det er en svær balancegang og hver familie har forskellige grænser. Det vigtige er at anerkende at alle tanker og følelser er tilladte og så vejlede sit barn derfra.

At denne mor vi møder i dag åbenlyst har vanskeligheder med dette bliver hun nødt til at arbejde med både for hendes egen skyld og for sine børns skyld. Hun kan umuligt hjælpe sine børn med noget hun ikke selv har styr på.

Jeg siger til hende: Jeg synes du skal lade din mand hjælpe dig med dette. Han kender dig rigtig godt og det virker som om du har tillid til ham. Du kan spørge ham når du er i tvivl om hvad du kan sige i forskellige sammenhænge og så stole på at han ved det. Du bliver også nødt til at indgå en aftale om hvordan han stopper dig hvis du er i gang med at fortælle alt for åbenhjertigt. Evt kan han røre dig på hånden, rømme sig højt eller et andet tydeligt signal. Jeg gætter på at det er helt galt når alkohol er indblandet. For alle mennesker gælder det her, at dømmekraften smutter lidt, så i dit tilfælde kan det blive en ordentlig mundfuld for andre når du fortæller. Det der sker, er at andre trækker sig fra dig i de situationer fordi de bliver forlegne eller direkte pinligt berørt og det er ikke rart. Prøv om du kan være så åben omkring dette at du vil lade dig vejlede af din mand. Dit største problem er vel i virkeligheden at du ikke selv opfatter det som et problem men tro mig, det er det. Jeg har lagt mærke til det og din mand fortæller om at han bliver pinlig berørt både i forhold til børnene og i forhold til venner og bekendte.

Du skal nok undlade at være den der delagtiggør børnene i jeres egne konflikter og små-problemer før du får styr på dette. Lad din mand om det og stol på at hans dømmekraft er den i sammen skal bruge det næste stykke tid.

Som med så mange andre ting man gerne vil give sine børn, er man nødt til at starte med sig selv og i dette tilfælde er der en mor der ikke selv har lært det, så det bliver en ordentlig mundfuld for faren, der både skal hjælpe sin kone og sine børn, men jeg tror han klarer det.

Rigtig god fornøjelse /Dorte Bærentzen

Uge 47. Familien hvor mor afsoner en straf for vold mod børnene

2011-11-20T03:43:00.001-08:00

Faren kommer alene igen i dag. Han ser temmelig trist ud og sukker hørligt.

Han fortæller at han er lige ved at give op. Han kan ikke styre børnene, synes han og lige nu har han en oplevelse af, at lige meget hvad han gør, så er det ikke godt nok. Jeg forsøger at berolige ham med at det er noget alle forældre kender til og at hans situation er en anelse vanskeligere and andres. Han er blevet alene med 3 børn der har haft en meget hård tid med deres mor. Deres uforudsigelige og voldelige mor og passive far har gjort deres for at børnene ikke trives optimalt, så i virkeligheden er det vel forståeligt nok, at de reagerer på en eller anden måde.

Han synes børnene suger alt liv ud af ham og jo mere han giver jo mere synes de at ville have. Hver gang han sætter sig for at se på nogle tegninger eller noget andet som en af børnene har lavet, så bliver de nærmest desperate når han rejser sig og vil lave noget andet. Han beskriver at de ”finder på” alt muligt lige så snart han forsøger at frigøre sig til andre opgaver. Nogen gange er det mere end et barn af gangen der holder fast i ham. Jeg forstår det simpelthen ikke, siger han. Jeg gør jo alt muligt og for børnene men der er så mange ting jeg skal sørge for samtidig med mad, tøjvask, indkøb osv. De opfører sig som om de er bange for at jeg går fra dem og jeg har aldrig, i modsætning til deres mor, truet dem med det. Jeg kan mærke at de dræner mig og jeg er ved at løbe skrigende væk, siger han.

Det er ikke så mærkeligt det du oplever og dine børn reagerer som børn skal, i den situation de er i. De har oplevet at deres mor er forsvundet og de er bange for at du gør det samme. Lige meget hvor mange gange du siger at det gør du ikke, så kan de ikke være sikre på dig. Jeg forestiller mig at deres mor gentagne gange har forsikret dem om, at hun elsker dem og det har ikke forhindret hende i at mishandle dem. Så hvad vil du have de skal tro på. Så drop alle ordne og vis dem i handling at du vil dem og de kan regne med dig.

Feks: når et af børnene vil involvere dig i noget enten leg eller noget de vil vise, så sæt tid på. Sig: Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig med den legobil og om 15 min. Skal jeg i gang med at lave mad. Lige før der så er gået 15 min siger du: nu er der kun 2 min til at jeg skal lave med. Og når tiden er gået afslutter du ved at sige. Hvor var det sjov/hyggeligt/rart at lege med din legobil og nu skal jeg i gang med maden. Når barnet så forsøger at forhale tidspunktet siger du: jeg kan godt forstå at du gerne vil fortsætte men lige nu skal jeg noget andet.

Det er én måde hvor du kan gøre jeres samvær mere forudsigeligt. Børn kan ikke trives hvis de ikke kan forudse hvad der skal ske om lidt. Og særligt i dine børns tilfælde er det angst-skabende når der ikke er forudsigelighed. Den mindste af dine børn kan ikke klokken, så sæt et æggeur, indtil børnene vænner sig til denne strukturerede og forudsigelige måde at være sammen på.

Du kan overføre denne måde at skabe forudsigelighed på til andre situationer. Det er vigtigt når I skal være adskilt, at børnene får en fornemmelse af hvornår de ser dig igen. Det gælder både når det er lang tid og kort tid I skal være adskilt.

Du nævnte på et tidspunkt, at det var svært når du skulle putte børnene om aftenen. De ville alle sammen lige have at du blev 5 min mere. Så brug den samme opskrift. Sig: jeg vil gerne læse en historie for dig og være sammen med dig i 10 min. Så skal jeg ind og putte din søster og i morgen er det på samme måde. Det vil give barnet en ro, så snart de vænner sig til det.

Og det aller vigtigste er så, at du selvfølgelig skal overholde det du siger. Hverken mere eller mindre. Hvis du ikke gør det mister du troværdighed og det går ikke. Selv 3 min er en afvigelse der vil blive lagt mærke til og blive tolket på.

Der er mange forældre der tror at den hellige grav er velforvaret hvis de bare 3-4 gange dagligt siger til deres børn:” Jeg elsker dig” men Kærlighed der ikke udmønter sig i konkret handling er værdiløs! Så lad det være de sidste ord for i dag / Dorte Bærentzen

Uge 45. Lars og Mona

2011-11-06T08:35:00.001-08:00

Glæder mig til at se Lars og Mona i dag. Det var en ordentlig tur de tog sidste gang hos mig. Mona blev vred for første gang i meget lang tid, så et er spændende hvordan de har det nu

Ind af døren kommer Lars som han plejer, men Mona ser lidt bister ud.

Lars lægger ud, ganske uden opfordring: Hold k… hvor har hun raset siden vi var her sidst. Nu er det det hele der er noget galt med. Nu er jeg heller ikke soigneret nok og min påklædning er der også noget galt med. Mona ser på mig og siger: Ja det er rigtigt. Jeg er vred. Faktisk er jeg rasende. Det er som om jeg slet ikke kan stoppe. Det kommer som en lavine. Jeg kan næsten ikke holde ud at se på ham i øjeblikket. Og ja, jeg synes han er ulækker. Det har jeg nok altid syntes men nu ser jeg det bare uden filter. Han gør så lidt ud af sig selv at jeg mister appetitten og det er ikke godt. Han er usoigneret og fed og faktisk er jeg lidt flov over at have ham med nogen steder.

Lars ser forbavsende upåvirket ud. Da jeg spørger til om det rører ham siger han: ikke en skid! Dette r ikke andet end ævl der kommer ud af hendes mund og jeg har lært for mange år siden ikke at høre efter. Hun er tydeligvis ikke særlig kvik og dette er da et bevis!

Jeg spørger Lars om der kunne være noget om det Mona siger men han kan slet ikke høre det. Han mener ikke udseende betyder noget og dybest set burde hun være glad for at han vil være kæreste med ham. Jeg antyder at han måske skyder en anelse højt når han vurderer sig selv, men dette hører han slet ikke. Jeg tror faktisk ikke at han hører nogen som helst. Han er selvtilstrækkelig og har det bedst når andre former sig efter ham. Det er tilsyneladende det der er sket med Mona, grænsen er bare nået for hendes vedkommende.

”Lars sidste gang I var her bad Mona dig om at tage en beslutning mht din ekskæreste. Jeg kan forstå, at du har en del aktiviteter hos hende stadigvæk. Har du tænkt mere over det? Hun forstår det ikke, siger han. Det betyder jo ikke noget og det er nu engang det letteste. ”Der tager du fejl Lars. Det betyder da noget, siger jeg. Kan du ikke høre at det betyder noget for Mona? Du bliver nødt til, at tage hende alvorligt! Mona følger den ikke op, så jeg gætter på at hun er lidt på standby. Jeg fortsætter derfor med hende.

Mona fortæl lidt om hvordan det føles at være så gal, efter så mange år. Og hun er der med det samme: På en måde føles det rart. Jeg kan mærke at jeg kan få luft og på den ene måde føler jeg mig stærkere men på en anden måde føler jeg mig svagere. Jeg bliver bange når jeg bliver vred for jeg ved ikke hvor jeg ender henne. Jeg er på helt ukendt grund og det er som om jeg ikke har tilladelse til at være her. Jeg har altid været så sød og forstående. Både da jeg var yngre og boede hjemme og senere da jeg blev voksen. Jeg er en man altid kan regne med og jeg smiler helst. Jeg tror jeg har det bedst når alle omkring mig er glade og trives.

Det tror jeg på Mona. Det lagde jeg mærke til første gang du var her. Du gjorde dig umage med at Lars ikke fik solen i øjnene og valgte den dårligste stol. Du skynder dig at forklare hvad han siger, når jeg ikke lige forstår det osv. Men det har taget overhånd Mona. Det der sker er, at du glemmer dig selv og glemmer at mærke hvordan du har det når du hele tiden er mere optaget af hvordan andre har det. Det betyder at man nemt kommer til at træde ind over dine grænser, for man kan ikke se den. Det er det der gør at du nemt bliver et offer. Problemet er, at du ikke kan komme g´bagefter og anklage andre for at have trængt dig. Du skal lære at mærke hvornår det ikke mere er ok og så skal du give udtryk for uden at blive så vred som du er i øjeblikket. Jeg tror du deler dette med mange andre mennesker og det der driver jer, er frygten for at blive afvist hvis man giver udtryk for hvad man selv vil. Det pudsige er, at det er det modsatte der sker. Man får faktisk mere respekt ud af det. Jeg ved godt at det ikke er det du går efter. Det lyder mere som om du går efter at man kan lide dig end egentlig respekt. Det kunne være en rigtig god ide at tænke over dette og frem for alt prøve at komme frem til hvordan du vil forholde dig til det fremover.

Jeg tror det bliver meget svært, at få jer til at snakke mere sammen i dag. Mona du er alt for vred og Lars du har lukket dine øre, så indtil I finder et niveau hvor i begge kan være der tror jeg det er nytteløst at fortsætte/Dorte Bærentzen

Uge 44. Familien hvor børnene har taget magten.

2011-11-01T04:48:00.001-07:00

I dag kommer far og mor alene igen. De synes de bliver for distraherede af at børnene er der når vi taler sammen. Det er egentlig synd for det ville give forældrene en mulighed for at tale sammen og samtidig læse deres børn. Problemet er at forældrene synes det er børnene der er problemet, men i virkeligheden er det dem selv. Hvem i himlens navn skulle børnene ellers lære af? Pædagoger i daginstitutionerne gør et stort stykke arbejde men det er kun de grove kanter de kan ”file” af. Det er hjemme hvor børnene er sammen med deres omsorgspersoner, at det store arbejde skal foregå. Det er formentlig derfor det går så galt, når nogen forældre får børn og så bilder sig ind, at opdragelse er noget der sker af sig selv og resten betaler man sig fra i institutionerne.

Sidste gang forældrene var der aftalte vi at denne gang skulle vi tale om, hvordan man afslutter en konflikt. De fleste af os ville formentlig helst undgå at det kommer til konflikt og gør et stort arbejde for at forhindre disse. Nogen går faktisk sygeligt langt for at undgå uro og konflikt og man må da også sige at det ikke skal fylde mere end det er passende. Så længe man kan komme videre fra konflikten og forhåbentlig lidt klogere på sig selv, så er det i orden og ligefrem udviklende. Det kræver selvfølgelig at man er parat til at udvikle sig!

Forældrene fortæller, at når de irettesætter børnene eller der opstår en decideret konflikt, så er det aldeles rædselsfuldt. Den store af børnene bliver splintrende rasende, stamper ind på værelset, smækker døren og rydder hylderne for legetøj. De to mindste børn vender helt indad og bliver ulykkelige.

Jeg spørger til om det er noget de kan genkende fra dem selv. Mor fortæller at hun også bliver meget vred når de har en konflikt men at hun aldrig er stampet ud på den måde og heller ikke har smidt med ting. Far kan ikke lade være med at smile og han tilføjer: nej, men man kan se at du har lyst til det!

Far fortæller at han ofte synes det er spild af tid når der er konflikter. Han synes ikke det fører til noget og han vi gå lange for at undgå det. Efter lang tids snak kommer han frem til at han indimellem gør vold på sig selv for at undgå ballade. Faktisk hader han et så meget, at han ofte går med til ting han ikke har lyst til, bare for at få ro.

Vi taler herefter en del om hvordan man løste konflikter i deres egne barndomshjem og de kan se en klar parallel. Men det giver kun en forståelse. Det vigtigste er at de som forældre kan se, at deres børn gør det samme som dem- modificeret til et børneperspektiv.

Når børn og deres forældre har en konflikt er der to ting i det: den første er, at der åbenlyst er noget man er uenige om og den anden er at børn øver sig på at blive voksne. Og de to ting hænger sammen. Når børn åbenlyst modsætter sig forældrenes anvisninger kan er være flere årsager men en af dem er med sikkerhed at øve sig på konflikthåndtering. Her må man som den voksne anerkende at barnet er uenig og hører barnets argumenter, også selv om det er et lille barn. Prøv at forstå hvad der bliver sagt, vis barnet at man har hørt det ved evt. at gentage det, tilkendegiv din egen holdning, og tag en beslutning. Hvis barnet så bliver rasende og går, så lad barnet være et par minutter og gå derefter ind til barnet. Tilkendegiv at det er ok at live vred men at det ikke ændrer noget. Vær sammen med barnet og så snart bølgerne har lagt sig, så tal videre om noget andet. Lad være med at træde rundt i konflikten igen og igen. Den er færdig og overstået og den vigtigste lære for barnet er: vi var uenige, det bedste argument vandt og lige meget hvor svært det va at rumme, så holder de af mig alligevel. Hvis man synes der skal tæskes mere rundt i det bagefter får det ingen ende og et nyt uvejr trækker op. Det er ikke alt der skal i-tale-sættes.

Det vigtigste er at behandle hinanden ordentligt!

Så I skal hjem og øve jer. Når jeres ældste barn går i raseri, så prøv den fremgangsmåde jeg lige har skitseret. Når de yngste børn lukker sig inde så gør det samme. Anerkend at man godt må blive ked af det. Tilkendegiv at det ikke er jordens undergang og se at komme videre.

Men det ser ud som om vi skal se på jeres reaktionsmønstre en gang til. /Dorte Bærentzen

Uge 43. Familien hvor mor sidder i fængsel for vold mod børnene.

2011-10-24T00:19:00.001-07:00

Sidste gang jeg talte med denne far havde han store problemer med omgivelsernes reaktion på ham. Alle havde en mening om hvordan han skulle takle det at være gift med en kvinde, der er fængslet for vold. Jeg er derfor spændt på at høre hvordan han har det med det i dag efter vi kiggede på de sammen i sidste uge.

I dag fortæller han, at han har været tænksom efter det sidste møde og er nået til den erkendelse, at han må stå ved at det er hende han vil have og at de problemer der har været må de løse sammen. Han er indstillet både på parterapi og hele rouladen, når konen bliver løsladt.

Jeg spørger til om hun også er indstillet på det fordi det vil kræve et meget stort arbejde for hendes side.

Fakta er at de har 3 børn der er bange for deres mor og er skadet af de tæsk de har været udsat for. Desværre er det ikke kun fysiske mén børn får efter vold. De psykiske er lange værre. Børns tiltro til at er den er et godt sted og man kan være tryg ved sine nærmeste, lider et alvorligt knæk, når den der er en nærmest ikke kan leve op til dette. Mange børn kommer sig aldrig. Ikke at man altid kan mærke det på dem, men i deres nære relationer vil de altid have en mistillid der ikke er til at overvinde.

Far er dog indstillet på, at det bliver et krav til sin kone, at hun får behandling for at de kan fortsætte deres ægteskab og ikke mindst deres forældreskab.

Men en ting har far tænkt meget over: Er det ondskab, dumhed eller sadistiske tilbøjeligheder, der driver mennesker til at slå deres børn?

Jeg tror det er flere forskellige ting der er på spil og det er vigtigt at få skilt det lidt ad.

Mange forældre er i afmagt kommet til at slå ud efter deres barn. Ikke fordi de hader barnet men fordi de er løbet tør for muligheder selv. De aner simpelthen ikke hvad de skal gøre og i stedet for at forlade scenen et øjeblik så slår de ud efter barnet. Det er forældre der efter følgende hurtigt falder ned og er noget forskrækket over hvad de har gjort. De at undskylde, er kede af det og krammer barnet for at opnå tilgivelse.

Og se er der den ”gruppe” din kone tilhører. Det er mennesker der ikke kan berolige sig selv. Når de først er kørt helt op. Så kan de ikke komme ned ved egen hjælp. De kommer ud af kontrol og de kan selv beskrive at de er ”ude af dem selv”. Og det må man da give dem ret i!

Forklaringen er at når børn er helt små så træner vi denne egenskab med dem. Vi leger: Nu kommer jeg og kilder dig, barnet kører helt op og griner og når vi så har kildet så griner man sammen og falder ned igen sammen. Helt til ro. Og så gentager historien sig. 1000gange. Legen findes i mange varianter men det er vigtigt at den bliver leget. Det er det samme man ser når man løber efter en 3 årig og leger fange. Deres hvinen og skrige når man er lige ved at fange dem og så den ro der sænker sig over dem når man holder om den og siger :Fanget!.

Grunden til man leger denne leg er, at nervebanerne i hjernen på den måde modnes og er parate til at blive bruge på denne måde resten af livet. Det betyder, at man som voksen kan blive svært ophidset over noget men alligevel få beroliget sig, så man kan kontrollerer situationen. Nogen tæller til ti, andre må lige gå væk et øjeblik men man har en strategi for at undgå at komme ud af kontrol. Alt sammen noget vi har lært som børn.

Men det har din kone ikke! Og det er det vi skal træne, bare på en anden måde når hun er løsladt. Det kan aldrig blive lige så godt som hvis hun havde lært det som barn men forhåbentlig kan vi hjælpe hende til noget der kan bruges. / Dorte Bærentzen

Uge 42. Lars og Mona.

2011-10-17T00:26:00.001-07:00

Lars og Mona

Det er ikke to sprudlende mennesker jeg ser i dag. Sidste gang sendte jeg dem hjem med beskeden om ikke at diskutere deres forhold men vente til vi skulle ses i dag. Normalt synes jeg det er en god ide at man taler sammen derhjemme men lige netop i dette parforhold kommer der ikke noget godt ud af det. De taler i ring og kan ikke bryde det mønster de er i.

Lars lægger ud: Jeg synes det er urimeligt hårdt ikke at måtte tale sammen om vores forhold. Der er så meget jeg gerne vil sige til Mona. Ja, svarer jeg det er lige netop det der er problemet. Du har stor trang til at fortælle/belære Mona om stort set alt , men du lytter ikke! En samtale eller dialog som det hedder på moderne dansk, betyder at man skiftes til at tale og lytte og gør sig lidt umage for at forstå den anden. Hvis du kun taler og har en forventning om at du taler til en idiot, så går det galt.

Mona siger at hun synes det har været en lettelse ikke at skulle snakke om særligt hendes fejl, en hel uge og nu er der noget hun gerne vil sige: Lars, jeg vil gerne give vores forhold en chance. Men ikke uden betingelser. Jeg vil ikke finde mig i at du taler så nedlandende til mig, jeg vil behandles med respekt. Og jeg vil ikke behandles dårligere end din ekskæreste. Jeg er dødtræt af at høre om hendes fortræffeligheder og se den måde du springer op på når hun skal have hjælp. Og så bliver du nødt til at hjælpe noget mere derhjemme. Vi arbejder begge to men det er kun mig der står for det huslige. Jeg er faktisk lige glad med hvad du vælger af opgaver men jeg gider ikke mere at være din husbestyrerinde!

Lars sidder lidt og tænker. Han er for første gang følelsesmæssig påvirket og hvis ikke det er synsbedrag, så er der lidt fugtigt i hans øjne. Han siger: På en måde synes jeg det er noget pjat det du siger men jeg kan godt mærke på jer begge to, at det er alvor dette her og det gør mig faktisk bange. Jeg vil ikke miste dig Mona og jeg er ked af at høre hvor tæt vi er på et brud. Men jeg må sige at jeg synes du overdriver det med min ekskæreste. Det betyder jo ikke noget! For første gang hæver Mona stemmen: Så er det fandme nok, Lars. Jeg er hamrende træt af at høre på at det er mig der er noget galt med. Du kan ikke se en Rynke i r… på hende og når jeg påpeger at det er mig og ikke hende du er kæreste med, så skal jeg tales til rette. Du nægter at opgive din garage hos hende, fordi ”det er mest praktisk”. Hvordan tror du det føles? Er du ligeglad med hvordan jeg har det? Men nu skal jeg sige dig noget: Du tager en beslutning lige her og nu. Vil du være med på at prøve på mine betingelser eller ej?

For at give hende muligheden for at få luft, tager jeg lidt over:

Det der sker Lars når Mona bliver så vred er, at du gør hende forkert hele tiden. Hver gang hun prøver at fortælle dig hvordan hun har det, så underkender du det og negligere hendes følelser. Hun er så træt nu af at blive gjort til den forkerte, at hun har fået nok! Jeg har sagt det før til dig: du er ikke bekymret nok for jeres forhold. Du tror den bare går, men det gør det ikke. Du har strukket elastikken helt der ud hvor den er ved at briste. Du får en chance lige nu og som jeg kan se og høre så er det den sidste. Og lige et godt råd fra mig: Mona sagde ikke noget om dit evige tv-kiggeri men jeg vil råde dig til at kigge lidt op fra skærmen og se hvad der foregår omkring dig. Du risikerer at næste gang du ser op, så sidder du alene.

Og til dig Mona: jeg håber at det var et vindepunkt for dig, at du kunne blive så vred. Det var på høje tid! Du skal holde op med at opføre dig som et offer men begynde at stille nogen krav, præcis som du har gjort i dag. Lars har mistet respekten for dig og det sker når man ikke mere tager ordentlig vare på sig selv men helt overgiver sig til den anden. Så slut med det. Du skal stille de krav til dig selv og Lars der skal til for at du kan vokse og trives i jeres forhold.

Og det var vist rigeligt for denne gang. Jeg glæder mig til at se jer snart og ønsker jer held og lykke /Dorte bærentzen

uge 40. Familien hvor mor er fængslet for vold mod børnene

2011-10-08T07:25:00.001-07:00

I dag er det spændende at se om manden til den fængslede møder op alene eller har børnene med. Sidste gang han var der kom han alene og havde brug for at mærke den vrede han havde mod børnenes mor . Lige inden han gik udtrykte han underen og lidt flovhed over stadig at elske sin kone på trods af hendes forbrydelser. Jeg sagde den dag, at vi måtte tale om det næste gang men det er jo ikke sikkert, at han har modet til at se på sig selv og sit forhold i dag. Det er min erfaring, at dette ikke kan forceres men først tales om når man er parat til det.

Ind af døren kommer han alene. Han ser beslutsom ud og lægger ud med at sige: jeg har besluttet at blive skilt fra børnenes mor. Jeg har talt med mine forældre om det og nogen af vores venner og de er alle enige. Jeg skal forlade hende og søge fuld forældremyndighed over børnene med det samme. Okay, siger jeg, det var da noget af en udmelding, hvad er ændret de sidste par uger? Han er tavs lidt men gentager så, at han har talt med omtalte mennesker. Jeg svare, Det kan da godt være at alle andre har en løsning på dit liv men hvad mener du egentlig selv? Jamen jeg enig, siger han. Hun er bare en psykopat der ikke kan styre sig og det kan kun gå for langsomt med at komme væk fra hende. Så kan det undre mig at du ikke er kommet på de tanker tidligere hvis det er så åbenlyst, svarer jeg. Du må da være en mærkelig en der bliver gift og får børn men en psykopat siger jeg undrende højt.

Han er stille temmelig længe og ser pludselig helt trist og modløs ud. Jeg spørger til hvordan han har det lige nu og han siger at han er trist og rådvild og faktisk også en smule gal på mig over ikke at kunne glæde mig sammen med ham, over hans beslutning. Jeg svarer ham, at jeg gerne vil glæde mig sammen med ham over hans beslutning men jag har svært ved at se at det faktisk er hans beslutning. Jamen hvad skal jeg gøre, siger han en anelse opgivende. Både min familie og vores omgangskreds siger at det er mig der er noget i vejen med hvis jeg ikke forlader min kone. De mere end antyder, at jeg må nyde at have en kone der ikke kan styre sig. Hvad gør det ved dig at andre siger det,? spørger jeg. Jeg bliver fandme så vred på dem. Hvad ved de om hvordan vi har det sammen? Hvad fanden bilder de sig ind at dømme mig på den måde!!

Det forholder sig desværre sådan at det ikke altid er omsorg og kærlighed der driver mennesker til at blande sig i andres liv. Nogen gange er det angst, jalousi eller blot bedervidenhed der driver processen. Angsten for selv at komme i samme situation og ikke kunne beskytte sine børn, jalousi over at se at I faktisk i mange år har haft et enestående tæt og kærligt ægteskab og en stor trang til at lufte en mikroskopisk viden om psykologiske mekanismer. Mange mennesker luner sig ligefrem ved andres ulykke og giver dem en enestående chance for at vise hvor gode de selv er og hvor klogt de har valgt her i livet. Man bliver nødt til at gøre sig nogle tanker om hvor meget man vil finde sig i af en slags og så se at få sagt stop. Fordi din kone er kriminel giver det ikke andre ret til at opføre sig grimt overfor dig. Og hvad værre er: dine børn bliver også udsat for det samme! De kan ikke undgå at høre hvad der bliver sagt og hvisket om og de ser med sikkerhed de forargede og ondskabsfulde blikke.

Så nu spørger jeg dig igen: Hvad vil du selv? Og hvordan vil du stoppe disse ”velmenende” mennesker?

Jeg aner det simpelthen ikke, siger han. Det er fuldt forståeligt, svarer jeg. Nogen gange har man bare ikke et klart og entydigt svar på alt og nogen gange kan spørgsmål ikke besvares med et ja eller nej. Men du bliver nødt til at starte et sted og det skal være med at stoppe din familie og venner. Hvis du ikke kan gøre det for din egen skyld, så gør det for børnenes skyld. Og så brug den tid du har brug for til at tænke over om du har en fremtid sammen med din kone eller spørg dig selv: hvad skal der til før vi kan få et godt ægteskab og forældreskab sammen? Måske vil det give dig et svar. / Dorte Bærentzen

Uge 39. Familien hvor børnene har taget magten

2011-10-04T11:13:00.000-07:00

I dag er det forældrene til de 3 børn der kommer. Sidst ville de sælge dem til mig, så det er spændende hvor mange børn der stadig er tilknyttet familien.

Forældrene ser nu ikke lige så slidte ud som sidst, så der er håb for børnene.

Forældrene fortæller at det gået bedre med at sætte rammerne for børnenes og familiens aktiviteter. Børnene har været tøvede overfor den nye måde forældrene gør tingene på. Men nu ser det ud som om de falder til ro og ikke behøver at ”bestemme” hele tiden.

Men træerne vokser ikke ind i himlen!

Forældrene fortæller nu at børnene skændes og slås mere end de plejer. De er ikke gode til at dele legetøjet og de hjælper ikke hinanden.

Jeg spørger til hvilke forventninger forældrene havde til børnene, som søskende, da de ventede dem. De fortæller at de altid har ønsket sig en familie hvor alle er glade, hjælper hinanden og har ”en masse” sammen. Ingen af forældrene kommer fra familier hvor dette har været praktiseret, så de ønsker sig brændende at det vil lykkedes i deres familie.

Det er noget af en glansbillede at skulle præstere og jeg må skuffe jer. Konflikter og gråd er den del af alle menneskers liv og også en nødvendig del af den normale udvikling. Men det er selvfølgelig ikke nok at vide det- Der skal gøres noget, siger jeg.

Aller først skal i huske at børnene lærer af jer! Jeg ved at I har skændtes en del det sidste stykke tid og haft ”tavsheds-krig”. Børnene ser på jer og tror at det er sådan man løser problemer. Prøv at lægge mærke til hvad de siger til hinanden. I vil blive overrasket over at høre jeres egne ord.

Og så er der jeres uklare roller. Hjemme hos jer ligger det ikke fast hvem der gør hvad. Jeg kan forstå at indkøb, madlavning og opvask er daglige forhandlingsemner, siger jeg. Jamen vi skændes da ikke om det, siger faren. Nej men i forhandler. Børn tror at alting er til forhandling når de hver dag hører på jer. Der er ikke noget der bare bliver gjort uden forudgående forhandling og hensyntagen. Hvordan havde I forestillet jer at jeres børn kunne gøre det anderledes? siger jeg.

Så når I som forældre stiller krav til jeres børn vil svaret altid være noget med: hvorfor skal jeg, -det er aldrig lillesøster,- ej jeg har ikke tid, er der ikke en anden der kan gøre det,- jeg synes det er uretfærdigt det hver gang er mig osv osv. Til sidst bliver i som forældre helt rundtossede af at høre på dem og opgiver eller bliver vrede og råber højt. Men hvem har de lært det af?

Og så er der det, at de ikke vil lege ordentligt med hinanden. Jamen de er jo ikke lige gamle og de største vil hurtigt miste interessen for leg med små børn. Det er naturligt, men de må ikke lade konflikterne løbe løbsk og hvad vigtigere er: I skal lære børnene hvordan man afslutter en konflikt og vender tilbage til normale forhold. Det vil vi tale mere om næste gang. I har vist rigeligt at øve jer på den næste uge.

Så: Start med jer selv! Dorte Bærentzen

Uge 38. Lars og Mona

2011-09-19T01:28:00.000-07:00

Jeg har glædet mig rigtig meget til at gense Lars og Mona i dag. Sidste gang de var hos mig blev jeg noget bekymret for begge to. Monas ensomhed og lars´s ubekymrethed tegner ikke godt for deres fremtid sammen. Jeg synes altid det er bekymrende når parret i et parforhold ikke bliver bekymret når den ene af den ikke trives. Det er mig en gåde hvordan man forestiller sig, at forholdet er godt bare den ene trives.

Lars går lige til biddet: Jeg synes sgu det her er svært. Hvordan fanden kan hun være ensom når vi er sammen? Jeg er helt enig med dig Lars, siger jeg. Jeg synes, at det både er trist og bekymrende, men hvad gør det ved dig, Lars? Jeg synes det er noget mærkeligt noget. Hvorfor får hun ikke bare nogle interesser, så det ikke er mig der skal stå for indholdet i hendes liv, siger han. Jeg er til dels enig med dig Lars, siger jeg. Man kan ikke holde andre ansvarlig for sin lykke men man kan holde andre ansvarlig hvis de forhindre en i at vokse og gro. Men lade os spørge Mona.

Nona fortæller at hun oprindeligt havde en drøm om at leve med Lars i et forhold hvor de både kunne have fælles interesser og interesser hver for sig. Men det der er sket er, at Lars sidder i sofaen og ser på sin PC med fjernsynes kørende, siger Mona. Vi foretager os intet sammen, fortsætter hun. Hvis jeg vil være sammen med Lars må jeg opholde mig i huset og vente på han holder en kort pause i sin elektroniske verden. I starten spurgte jeg ofte om han ville med til det ene og det andet men han afslog altid med en lam undskyldning. Så nu gider jeg ikke mere. Samtidig har jeg ikke lyst til altid at gå til alting alene. Det er rart at kunne dele oplevelser sammen, også når man kommer hjem.

Lars hvad siger du til denne udmelding? Lars siger: Mona du skal forstå at jeg har et krævende job med mange spekulationer og når jeg så har fri slapper jeg af ved at se på min pc´er og lytte til fjernsynet. Jeg er ikke en selskabs papegøje som dig.

Mona ser opgivende og uglad ud. Faktisk er der ikke nogen af dem der ser glade ud.

Jeg spørger: Hvad er det der gør at I to er sammen?

Og så blev der stille.

Lars lægger ud: Vi kan godt lide at rejse på ferie sammen. Og jeg synes da også at vi hygger os i det daglige, ikke Mona?

Mona svarer: Det er jeg enig i. Vores ferier er gode men jeg er uenig i, at vi har det hyggeligt i det daglige. Faktisk ved jeg ikke hvad jeg skal svare på Dortes spørgsmål og det gør mig ked af det. Jeg kan mærke, at jeg er ved at give op, siger hun og begynder at græde. Jeg er så træt og det er lige meget hvad jeg gør, så er du ikke interesseret. Vi er ikke glade samtidig.

Hvad er det du siger Mona! Er du fuldstændig vanvittig! Du må ikke sige noget så overilet og uigennemtænkt.

Begge to er nu tavse og eftertænksomme og jeg siger:

I skal begge to tænke jer meget grundigt om for det ser ikke ud som nogen af jer trives. Lars er i et forhold til en husholderske og er helt gået i stå. Mona er helt slukket og kan ikke få sit liv til at fungere. Lars skygger for hendes udsyn til sit eget liv. Ingen af jer kan vokse i dette forhold. I bliver nødt til at tage lidt tid fri for hinanden og tænke jer rigtig godt om. Måske skulle I tage jer et par dage hvor I er væk fra hinanden. Og så vil jeg gerne have, at I lader være med at tale om jeres forhold- I taler i ring og der kommer ikke noget nyt ud af det. Jeg synes I skal vente med at tale om jeres forhold til I kommer her næste gang / Dorte Bærentzen

uge 37. Familien hvor mor sidder i fængsel

2011-09-12T00:21:00.001-07:00

Jeg havde forventet at se både far og de to børn i dag men han kommer alene. Jeg har det ellers bedst med at børnene er med når det er dem der er hovedpersonerne. Mange forældre tror der er meget man ikke kan tale om når børnene er til stede men derhjemme hører børnene meget mere end man tror. Man Siger at ”Hvad børn ikke ved får de ondt af” Der kan være problem områder mellem forældrene som jeg bestemt ikke synes børnene skal være en del af men det børnene er vidne til, bør man sætte ord på overfor børnene.

Far fortæller at børnene ofte græder og savner deres mor og han ikke ved hvordan han skal takle det. Han er selv så vred på sin kone, at han næste ikke kan bære det. Det er første gang han sætter ord på sine følelser overfor konen og hendes ugerninger. Jeg beder ham derfor om at sige lidt mere. Han fortsætter: Jeg er så forbandet på den kælling over det hun har gjort. Hvordan kunne hun gøre det! Og så den aggressive tone altid. Man turde ofte ikke sige noget hjemme og måtte altid vælge det helt rigtige tidspunkt bare man skulle sige det mindste. Og det blev værre og værre. Nogen gange var det som om hun bevidst gik efter konfrontationen og kun ventede på at jeg skulle kvaje mig, så vi kunne få et skænderi eller rettere, så hun kunne få mulighed for at råbe og skrige af mig. Hun kunne komme helt i selvsving og det var som om det lyste ud af øjnene på hende. Hun kunne ikke stoppe sig selv og det endte altid med at hun slog ind i noget eller smadrede noget.” jeg holder vejret og spørger: Slog hun også dig? Han ser lidt ned og nikker. Hun slog altid når jeg lagde mig mellem hende og børnene men hun kunne også finde at slå mig som en kulmination på hendes ”bersærkergang” Hvis jeg dækkede mig, hånede hun mig for ikke at være en rigtig mand. Nogen gange tror jeg at hun er sindssyg, det ser i hvert fald sådan ud.

Jeg kan godt forstå at du synes hun ligner en sindssyg. Det man ofte forbinder med sindssyge er at man er ude af kontrol. ” ude af sig selv” som man siger. Og det er til dels også rigtigt. Din kone er ude af kontrol og hun er farlig. Både for dig og for børnene. Det der sker er at hun ikke kan regulere sig selv. Det betyder at hun ikke kan komme ned i gear når hun først er kommet op i gear. Det er en skade fra hendes barndom eller rettere noget hun ikke har fået lært, da hun var lille. Det er noget man bla lære gennem leg hvor man sammen med barnet opbygger en spænding og sammen kommer ned igen feks: nu kommer jeg og kilder dig imens man laver kilde bevægelser i luften. Efterhånden som hænderne nærmer sig stiger barnets grin og hvin og når man så kilder kulminerer det med at man begge griner og spændingen aftager. Denne leg findes i mange varianter og er essentiel for barnets udvikling. Dette kan din kone ikke. Hun kører op og kan ikke komme ned igen og det er katastrofalt i hendes tilfælde fordi hun samtidig har så meget vrede i sig. Det vil tage maget lang tid i terapi for at rette op på det, hvis det overhovedet er muligt.

Dette er meget forkortet forklaring på hvad der sker med hende men du har et andet problem og det er dine børns og din sikkerhed. Dels er der de fysiske skader hun får laver på jer men de psykiske skader er meget svære at komme af med. For børnenes vedkommende bliver de livslange og vil præge dem for resten af deres liv. Det vil vise sig forskelligt på børnene men tro mig det vil præge dem negativt og det vil præge dem at du var vidne uden at passe på dem.

Han ligner en mand der netop er blevet slået igen og siger så: hvordan kan det så være at jeg stadig elsker hende?” Dette er en konsultation for sig og det er meget vigtigt at vi ser på det, for det er det samme problem dine børn har. Må man elske et menneske der begår noget utilgiveligt?

Hvor var det godt du kom alene i dag. Det synes jeg også du skulle gøre næste gang for det er tilsyneladende lettere for dig at tale om disse smertefulde ting når du er her alene. Jeg gætter på, at du ikke har talt med nogen om det før. /Dorte Bærentzen

Uge36. Familien hvor børnene har taget magten

2011-09-07T08:30:00.001-07:00

Mor og Far kommer ind af døren i dag med ordene: Dorte, vil du købe 3 børn? De er billigt til salg! Da det ikke umiddelbart virker som et oplagt tilbud, må jeg høre hvad der er sket.

De fortæller at de i weekenden før skulle på den årlige Bakketur med børnene og bedsteforældrene. Forældre og bedste forældre havde glædet sig meget. Forældrene havde brugt det vi talte om sidst med at sætte rammerne for aktiviteten så de mente sig godt forberedte. Jeg spurgte hvordan de havde gjort og far fortæller, at de havde fortalt at de skulle køre i tog med bedsteforældrene og hen til et sted med forlystelser og de skulle have madkurv med og at alle glædede sig meget. Samtidig havde han sagt at han forventede at børnene hørte efter hvad der blev sagt undervejs og i øvrigt opførte sig ordentligt. Da jeg spurgte til børnenes reaktion på dette sagde mor at de egentlig havde virker ret uinteresseret. Den lille havde slet ikke hørt efter, den mellemste havde været ukoncentreret og den store kunne huske sidste år og udtrykte glæde over turen. Jeg spurgte om de blev skuffet over børnenes reaktion og dette måtte de begge to indrømme. De havde forventet, at børnene ville juble og udstykke forventning svarende til de voksnes.

Hvordan gik turen så? Spørger jeg og tør næsten ikke høre svaret. Aldeles rædselsfuldt siger far. De opførte sig som utaknemmelige forkælede bæster og vi måtte ustandselig skælde ud. Mor tilføjer at hun havde været flov overfor bedsteforældrene over børnenes dårlige opførsel. Børnene havde skabt sig og grædt når forældrene havde prøvet at begrænse turene i forlystelserne og børnene havde ikke kunne finde ud at vente på hinanden og deltage sammen på aktiviteterne. De havde været sure og ret hurtigt havde de udtrykt ønske om at komme hjem. Frokosten var blevet indtaget i nogenlunde ro men stemningen havde været anspændt og bedsteforældrene havde virket irriteret.

Vi gør det aldrig mere sagde far. Nej, det håber jeg sandelig heller ikke, svarer jeg for jag kan da se at der skal noget mere forberedelse til før det bliver en god oplevelse for jer alle sammen. Jamen vi gjorde som du sagde, sagde mor. Det kan jeg godt se og det glæder mig meget. Men her må du nok sande at det er øvelse der gør mester. Det er godt forsøgt og det skal I blive ved med. Men lad os nu tage det ét skidt af gangen:

Jeg siger til forældrene: det går allerede galt da I fortæller børnene om turen. I glæder jer tydeligvis men børnene ved ikke hvad det er de skal glæde sig til. Det betyder at I ikke får afstemt jeres forventninger med hinanden og børnene kan mærke, at her er noget på færde men de ved ikke rigtig hvad det er. Det er rigtig fint at vise begejstring børnenes problem bliver bare at de ikke helt ved hvad det handler om

Da i vil sætte rammerne for turen kan man tydeligt høre at I gør jer umage. Men det er alt for mange informationer på én gang. Børnene har forskellige aldre og kan derfor ikke rumme den samme mængde information. I skal gøre det mere konkret og færre informationer. Feks: På lørdag skal vi alle sammen på Bakken. Det betyder at vi først skal rundt på dette sted og I må prøve nogle af tingene. (Og her har i mulighed for at sætte antal på hvis det er et issue) Herefter skal vi spise ude i skoven og vi skal have madpakker med. Der er rigtig mange mennesker på Bakken derfor er det vigtigt at I hører efter nå vi siger noget til jer for så kan vi bedre passe på jer.

Omkring jeres flovhed overfor bedsteforældrene, så må I æde den. Jeg tror det handler om at vi måler hinandens forældre-evne på hvor godt vores børn kan makke ret og høre efter. Jeres forældre måler jeg tydeligvis der og man må nok sige at der bliver I fundet for lette. Heldigvis måler man i dag forældre-evne på andre parametre så hop op og fald ned på den vurdering.

Og så skal I hjem og fortsat øve jer på at sætte rammer og afstemme forventninger/ Dorte Bærentzen

Uge 35. Lars og Mona

2011-08-29T09:54:00.000-07:00

Så er det tid til Mona og Lars igen. Jeg er spændt på hvordan det går med at øve sig hjemme. Sidste gang tror jeg Lars blev noget overrasker over at Mona så tydeligt fik sagt at hun følte sig ensom sammen med Lars. Jeg er også spændt på at høre om det er gået op for Lars at det her er alvorligt. Det er i sig selv bekymrende, at han ikke er bekymret over sit parforhold.

De er begge noget mere afdæmpede end jeg plejer at se dem. Lars lægger ud med at sige: Det går såmænd neget godt, synes du ikke Lene? Joooh svarer Mona det er da bedte end det plejer. Det var løjerligt, siger jeg. I ser begge to ud som om I har mistet en nær pårørende, triste og trætte. Hvordan hænger det sammen? Ars fortæller at Mona og han lige har haft en ”uoverensstemmelse” på vej herhen i bilen. Han siger: Jeg var hjemme og hente noget værktøj hos min ex og som sædvanlig bliver Mona sur” du godeste siger jeg, hvor mange år har dette stået på? Det er aldrig holdt op, siger Lene. Han har altid en undskyldning for lige at skulle omkring hende. Jeg bemærker overfor parret at Lars siger : jeg var hjemme og hente… Hvordan føles det Mona? Det føles rigtig dårligt. Det er som om vores hjem ikke er det rigtige og det gør mig ked af det. Lars puster sig op og siger: nu må du fandme holde op. Hvad galt er der i at jeg tager derhjem og låner nogle ting? Det er da bedre end at skulle ud og købe dem ikke? Lars, jer er bange for at du ikke forstår hvad det her drejer sig om. Det handler ikke om, at du låner ting men at du stadig efter 8-9 år stadig kommer i hendes hjem. Hvis det var OK med Mona var det en helt anden snak men hun bliver ked af det og meget såret. Det er simpelthen ikke i orden.

Det er ikke kun det, siger Mona. Det er det at jeg altid skal høre om deres liv sammen og hvor sjovt og godt det var. Hele tiden er der en anledning til, at bringe det på banen og jeg ville hellere bruge tid på at vi fik talt om vores forhold. Lars sidder og ruller med øjnene mens Mona taler. Hvad sker der Lars. Sig noget i stedet for at lave ansigter, siger jeg. Hvad vil du have jeg skal sige. Det er Mona der er syg i potten og jeg kan ikke se hvad der er galt i det her. Nej siger jeg, det står vist helt klart for os begge. I mine øjne er der kun én ting der burde bekymre dig og det er at du gør Mona ked af det og det er ikke OK.

Hun er bare Jaloux og der er altså hendes problem, bliver han ved. Jeg tror nu ikke det er jalousi, siger jeg. Jeg tror mere det handler om, at der er noget Mona ikke får. Hvis jeres forhold var godt og I faktisk fik overskud ved at være sammen, så tror jeg ikke I var havnet i denne situation. Som det er nu skal Mona høre om alt det gode du har haft samtidig med at I ikke har noget godt sammen. Du byder ikke ind med ret meget i jeres forhold og derfor er der ikke overskud til at forholde sig til din ex på 9 år. Du må gøre op med dig selv hvem af dem du helst vil være sammen med. Det du gør her er ikke iorden. Kan du selv se det?

Lars er for eftertænksom til at svare og det er ikke godt at vide hvad han tænker på. Mona fortæller, at Lars f. eks kan finde på, at købe en is med når han kører hen til hende. Det er ikke noget han gør til Mona og han synes hun er smålig da hun påpegede det uretfærdige i dette.

Mona jeg er bange for at Lars ikke kan se at han gør dig ked af det og jeg er bange for, at han ikke respekterer dig nok til at tage handling på dette. Det er rigtig mange mennesker der må leve med ex kæresten, men det er ofte kun når der er børn, Her er noget galt og du bliver nødt til at gøre op med dig selv om du vil leve med dette eller ej. Jeg tror nemlig ikke Lars gør det.

Lars og Mona til næste gang vil jeg gerne have en tilbagemelding på det vi har talt om i dag. Jeg tror nemlig kun at dette var toppen af isbjerget. /Dorte Bærentzen

Uge.34. Familien hvor mor sidder i fængsel for vold mod børnene.

2011-08-22T01:16:00.000-07:00

I dag er det kun den store dreng Jonas der kommer med far. Lillesøster har bedt sig fri og det passer far rigtig godt idet han gerne vil tale om hende. Det fungerer ofte bedst når den man taler om er til stede da det det giver muligheden for dialog. Men vi prøver.

Far fortæller at Stine er begyndt at få mareridt og tisse i sengen om natten. Hun græder meget og er i det hele taget vanskelig. Hun siger nej til det meste, kaster sig på gulvet og skriger når der bliver stillet krav osv. ”Det værste er dog Netto. Her er det som om hun er bevidst om, at hun kan ydmyge mig og fremstille mig som den dårligste far på jorden,” siger han. Hold da op, siger jeg. Det er godt nok mange talenter, at tillægge en 4 årig. Tror du langt inde i dit inderste at hun gør det bevidst? Ja, siger far, det gør jeg. ”Jeg kan se det i hendes øjne og jeg er ked af at sige det. Hun ligner sin mor!” Og nu frygter du at hun bliver ligesom sin mor, spørger jeg. Ja, hvordan kan du vide det?. Fortæl lidt mere, beder jeg ham om. Og han fortæller, at den lille pige kigger på ham som om det er ham, der er skyld i alle ulykker på jorden, at hun nærmest bevidst kommer til at vælte ting når han er i nærheden og slår sin storebror ved enhver given lejlighed. Hun er direkte ondskabsfuld, slutter han. Jeg spørger storebror hvad han synes. Han ser lidt klemt ud men siger dog:” jeg er enig med far. Hun ligner mor og det er ret irriterende.”

Der er flere ting i denne historie og vi er nødt til at hjælpe hinanden med at skille det ad, siger jeg. For det første er hun kun 4 år og derfor ikke ”bevidst ondskabsfuld”. Hun lyder for mig som en lille ensom pige der ikke aner hvad hun skal gøre og når hun så gør noget, bliver hun mødt med en sammenligning der mildes talt ikke er ønskværdig. I sammenligner hende begge med den mor der sidder i fængsel for at have mishandlet begge børn! Ikke så mærkeligt at hun bliver vred. Du er hendes far og du tillægger hende nogle egenskaber hendes mor har. Det kan godt være at mor og datter ligner hinanden på nogen punkter men sandelig ikke som du fremstiller hende. Din skuffelse over din kone lyser igennem og det skal din datter ikke betale for.

At Stine tisser i sengen og har mareridt er et udtryk for, at noget er galt og det bliver du nødt til at tage alvorligt. Det betyder at du er nødt til at tage dig af de ydre omstændigheder der gør at hun mistrives og så holder det som nok op igen.

Først og fremmest skal du skille ad din skuffelse over din kone. Det betyder at du er nødt til at tage en snak med hende og få sagt de ting der plager dig i forhold til hende og hendes manglende evne til at styre sig i forhold til børnene.

Dernæst må vi se på hvad det er der plager lille Stine. Sidste gang tegnede hun en fængsels celle med nogle mennesker i. Jeg lagde mærke til, at menneskerne lå hulter til bulter og hun ikke havde tegnet hverken vinduer, blomster, sol eller andre rare ting. Har i snakket med Stine om hvordan der ser ud i mors celle? Mange børn er bekymret for om deres forældre har en seng, får mad og bliver behandler ordentligt. De har en sparsom viden og hvis det feks er ” Folk og røvere i Kardemomme by” så er hun placeret med vand og brød, uden seng, med tremmer for vinduerne og flere i samme celle. Jeg ved godt Stine kun kan komme til at se besøgsrummet men du er nødt til at snakke med hende om, at mor har et værelse med seng ,tv osv. Det er vigtigt for hende at vide. Næste gang I skal på besøg i fængslet er det vigtigt at mor tegner sin celle, så Stine kan få fred.

Og dig Jonas. Tænker du også på den slags? Ja lidt, siger han. Vil du også gerne se hvordan din mor bor?. Det vil han gerne men han vil hellere snakke om hvordan han og far får løst problemerne med Stine. Selv om jeg prøver at forklare ham at det er fars ansvar, så kan jeg se, at jeg ikke kan komme igennem med mit budskab. Trist at se en 6 årig føle sig ansvarlig for familiesituationen. / Dorte Bærentzen

Uge 33. Familien hvor børnene har taget magten

2011-08-16T10:34:00.000-07:00

I dag er jeg spændt på at se forældrene til de 3 børn. Sidste gang fik de til opgave at ændre deres mønster omkring indkøb af mad og i højere grad tage ansvar og sætte sig i fører sædet som forældre. De var rigtigt trætte sidst, så det bliver spændende at se dem igen.

Forældrene fortæller at de er godt i gang med at ændre mønstret. Det er dog stadig en stor fristelse at give efter for børnenes krav/ønsker, for at undgå ballade. Det virker lidt skørt når man tænker på, at det er netop når børnene er i førersædet at balladen opstår. Men de øver sig.

I dag vil de gerne tale om hvad der sker når børnene ikke vil i seng om aftenen.

Det er samme ballade hver dag. Når der bliver sagt: så er det sengetid” så starter forestillingen. Den ældste lægger ud med :” ej, må jeg ikke lige se ….. færdig i fjernsynet? Jeg er ikke træt, hvorfor er det altid mig der skal gå først ud og børste tænder osv. Så begynder de 2 yngste på samme måde: jeg vil ikke børste tænder når hun ikke skal, jeg vil ikke i seng før hende, hvorfor skal vi i seng når I ikke skal? Osv osv. Samme forestilling hver aften. Det ender med at forældrene bebrejder børnene deres opførsel f.eks : Det kan I ikke være bekendt. Nu havde vi det lige så hyggeligt og jeg havde håbet på at det kunne blive en god aften, for en gangs skyld. Det kan I ikke være bekendt ( Og mor på grådens rand) : Jeg gider snart ikke mere. Det er det samme hver dag, utaknemmelige og umulige børn. Hun ender i sengen med den mindste, der nu er helt kørt op og prøver at få hende til at sove og hun ender ofte med at falde i søvn samtidig og far ender indimellem med at true de 2 store med repressalier. F.eks Der bliver ikke noget tv i morgen og heller ikke noget med at spille play-station!.

Hold da op hvor det lyder forfærdeligt. Hvem har lyst til at gå i seng og sove i den familie! Og sikke en afslutning på dagen og ikke mindst sikke en begyndelse på en god nat. Det går simpelthen ikke.

I bliver nødt til at sætte rammen for dagens afslutning og lægge en plan hvor I tager ansvaret for at putte børn og stopper den bebrejdelse af børnene, når I mislykkedes. Børnene fortæller jer på alle mulige måder at det her er noget skidt.

Først må I spørge jer selv:

Skal alle børnene i seng samtidig? Der er trods alt en vis aldersspredning

Kommer de for sent i seng? Det lyder som om de to mindste er overtrætte og efterligner den store

Hvad er for jer, en god måde at afslutte dagen på og hvordan skal stemningen være når man siger godnat?

Skal mor få den mindste til at sove ved selv at ligge i sengen og bruge sin kostbare aftentid?

Der er flere måder at gøre det på og det er vigtigt at finde en model der passer den enkelte familie og er tilpasset børnenes alder og væsen.

For at have et udgangspunkt beder forældrene mig om nogle ideer til en model.

Dette kunne være en skabelon:

Ved spisetid siger én af forældrene: I aften skal I i seng og puttes på en måde hvor vi alle sammen har det godt, når vi falder i søvn og nu skal I høre hvordan vi gør det.

Herefter indvier I børnene i planen hvor det er vigtigt at holde fast i, at det ikke er et diskussionsoplæg men en plan der er lagt med omtanke og I som forældre mener hvad I siger.

Feks: De to små skal i seng mellem 19 og 19.30. I hjælper et barn hver. Sig inden i går i gang. I dag er det mig der skal putte dig, og det glæder jeg mig til. Lad være med at diskutere og når børnene siger: hvorfor skal jeg når den eller den ikke skal dette eller hint, så sig: jeg kan godt forstå du ikke har lyst til at slutte dagen men det er sent og børn på din alder skal i seng og sove på dette tidspunkt, så du kan være udhvilet til i morgen hvor du skal i børnehave og lege.

Lav så et ”ritual” så tandbørstning, afvaskning, toiletbesøg, nattøjs påtagning, putning sker på amme måde hver dag. Skal der læses en historie eller skal der synges en sang og hvornår skal ”ritualet” afsluttes.

Mor skal ikke ligge og sove med den lille. Hun er voksen og har brug for voksentid sammen med far når børnene er lagt.’

Først når de to små er lagt skal den storei gang. Aftal med hende inden hun starter på TV eller et spil hvornår hun skal i seng så hun kan forberede sig. Og så brug samme skabelon. En kort forklaring, ingen diskussion og den samme måde at gøre tingene på hver dag.

Det er vigtigt når I gør dette at lade være med at skælde ud og bebrejde børnene. Og ikke mindst- lad være med at true. I spiller fallit overfor børnene og det er ikke godt. Vend det om og sig i stedet noget positivt uanset hvor tyndt det lyder i starten.

Så faktisk er opskriften som sidst I var her:

Forbered børnene på hvad der skal ske

Sæt rammerne for aktiviteten

Lad være at diskutere det der ikke er til diskussion

Sig hvad I gerne vil have der skal ske

Vær tydelig og klar i talen

Og det var hjemmeopgaven til næste gang. God fornøjelse! / Dorte Bærentzen

Uge 32 Mona og Lars Hvordan kan man være ensom i et parforhold?

2011-08-09T00:04:00.000-07:00

Parret ankommer lidt tøvende i dag. Det første Lars siger:” jeg har øvet mig på ikke at devaluere, som du sagde” Det lyder da rigtig godt og hvordan er det så gået? ” Jeg er ikke helt sikker på hvordan det skal forstås. Som jeg forstår det så skal jeg lade være med at nedgøre Mona når jeg svarer eller taler til hende” Det er fuldstændig rigtigt. Det er det det betyder, siger jeg. Nå men det har jeg altså øver mig på og jeg synes det er noget fis” Okay, siger jeg. Du synes det er noget fis. Hvad synes Mona? Mona svarer:” Jeg synes det er forfærdeligt at høre på og der er mange ting jeg slet ikke siger mere fordi jeg ved han gør mig dum. Og jeg spørger slet ikke mere.” Hvad gør det ved dig hele tiden at blive mødt på denne måde Mona? ” jeg bliver ked af det” Jeg tror også der er andre følelser på spil Mona. Kan du sige noget om det? ” Den følelse jeg får inden i er nok mest tomhed og ensomhed” Sådan noget ævl, siger Lars. Du kan sgu da ikke være ensom, når jeg er der. Tror du ikke det er fordi der er rungende tomt i hovedet på dig, at du er ensom, siger Lars og griner. Lars jeg synes morskaben er til at overskue, siger jeg. Mona synes du der er sjovt at blive ydmyget/devalueret på den måde.? Mona svarer ikke. Hun kigger bare tomt frem for sig. Jeg spørger Lars:” kan du selv se at du gør Mona ked af det og ensom, siger hun selv? Næh, siger Lars, hun kan sgu da nok regne ud at det ikke er alvor. Tilsyneladende ikke, svarer jeg, og det kan jeg faktisk heller ikke. Prøv lige at høre hvad jeg siger for det næste er med store bokstaver:

”Du har en kone der siger, at hun er ensom i sit ægteskab med dig. Når hun tager mod til sig, som hun lige gjorde, så håner du hende med en devaluerende bemærkning. Du hører hende slet ikke! I er to mennesker og den ene af jer er ensom. Det betyder at du ikke er der for hende og ikke kan imødekomme hende. Hvad synes du selv det siger om dig?”

” Hun kender mig da, siger Lars. Ja, det gør hun og det tror jeg du skal være glad for. Men du skal se i øjnene hvor meget du går glip af med den facon du har, siger jeg. Du har en kone der ikke kan dele sorger og glæder med dig, af den ene grund, at hun ikke vil nedgøres.

Mona Fortæller lidt mere om hvordan der er at være ensom når man bor sammen med en anden. Meget tøvende går hun i gang: ” Hvis jeg møder nogen på gaden fra den ejendom vi tidligere boede i fortæller jeg det ikke når jeg kommer hjem for Lars siger med sikkerhed noget jeg bliver ked af.- Taler grimt om dem jeg mødte eller mig, fordi jeg brugte tid på dem. - Og hvis jeg fortæller noget sjovt fra arbejdet siger han altid noget om ,at vi er da nogen rigtig ”spasmagere” , hvorherrebevares hvor er I platte. Har de ikke mere at rykke rundt med! Og hvis der er konflikter på arbejdet hører han ikke på det jeg fortæller men går straks i gang med at fortælle hvordan han ville have løst det, og det ville vi sikkert også hvis vi havde haft hjerne-kapacitet til det.

Jeg spørger: Hvem deler du alle disse oplevelse/ historier med? Ingen svarer hun, for måske har Lars ret. Måske er det mig der er for dum og ikke kan sortere i de mennesker jeg møder. Men jeg må indrømme at jeg kigger på andre par der holder i hånden, griner og snakker sammen uden at den ene ser ked ud af det og jeg ville give meget, ja måske mit liv for at bytte med konen i forholdet.

Jamen Mona. Det er det du gør! Du giver dit liv men ikke på den måde som du tror. Du demonstrerer en ensomhed man både kan se, mærke og ikke mindst forstå. At være et par betyder at man deler oplevelser, sorger, glæder i en passende dosis.

Lars hvad tænker du om det Mona fortæller? Altså hvis det ikke er en af hendes sædvanlige overdrivelser så lyder det da ikke godt, siger Lars

Lars, sid lige stille lidt og vent lidt før du svarer. Det er mit indtryk, at når du giver dig god tid til, at svare så når du at stoppe de værste ”raptusser” Som jeg hører jer, så er der bedst kontakt mellem jer når det ikke skal gå så hurtigt med at svare. Så prøv til næste gang at sætte tempoet ned, når I taler sammen. Så bliver det nemmere at høre hvad den anden siger. / Dorte Bærentzen

Uge 31. Familien hvor børnene har taget magten

2011-08-01T05:49:00.000-07:00

Familien fortæller i dag, at de er ved at opgive både hinanden og børnene. De synes det hele er op ad bakke og de havde ikke i deres vilde fantasi forestillet sig, at noget kunne være så svært. De synes, at alt deres tid går med børnene og kan ikke se, at der er andet liv ej heller lys for enden af tunellen.

Jeg spørger lidt til, deres forventninger ved at få 3 børn og de fortæller at de ikke alle var planlagte. Men at de da var glade for dem og i øvrigt ikke mente at alle børn var planlagte. Jeg møder efterhånden flere i min praksis der er faldet for en lidt romantisk forestilling, om en lykkelig stor-familie hvor alle er glade og hjemmet emmer af kærlighed og nybagte boller. Det har da også været en tendens de senere år til at romantisere flerbørn familierne. Fakta er, at der er hårdt arbejde og det er et stort ansvar og at der går mange år af ens liv med at passe børn.

For at få hul på lidt af problematikken spørger jeg hvad der er mest plagsomt i øjeblikket. De er enige om at det er når der skal handles ind. Børnene insisterer på at komme med rundt i butikkerne og det er opslidende at være med til. Jeg beder dem om et eksempel feks. den sidste gang de var ude og handle og far fortæller.:

Fra start til slut i supermarkedet plagede børnene om stort set alt hvad de så. Selv hundelegetøjet virkede attraktivt og far synes det var både pinligt og opslidende at skulle sige nej og forklare sit nej hele tiden. I takt med at han blev mere og mere irriteret skruede børnene op for både volumen og krav. Det kulminerede tilsyneladende da de nåde køledisken og børnene blev spurgt om hvad de kunne tænke sig til middag. Der var der ikke enighed om og børnene var helt urealistiske, forklarede far. De ville både have steg og bøffer! Far finder et kompromis og indkøbsturen får en ende. Utilfredse børn bliver trukket med mod kassen hvor kassedamen og far kan konstaterer at flere af varerne er ødelagte fordi den mindste af børnene, der har siddet i vareafdelingen af indkøbsvognen, har givet den gas ved at trampe med sandalerne i de indkøbte ting. Far afbryder her sig selv og fortæller at han her fik sagt fra. Spændt venter jeg på denne historie med det viser sig at han har sagt: ” helt ærligt vil du ikke godt lade ære med det der. Nu er alle varerne jo ødelagte.”

Børnene og resten at varerne bliver bugseret ud i bilen og fortællingen ender her.

Jeg siger til mor og Far: Ingen, hverken børn eller forældre, kan stå model til det i fortæller og det skal man heller ikke! Hvis børn skal med ud og handle skal man sætte nogle klare rammer for hvad der skal ske og hvilke forventninger man har til turen. F.eks: Vi skal i Netto og købe aftensmad. Det betyder at du ikke skal have hverken slik eller frugt. Jeg vil ikke diskutere det med dig i forretningen og jeg vil ikke have at du spørger om disse ting. Skulle det blive for svært for dig følger jeg dig til døren hvor du kan vente til jeg er færdig. Er du med på det? Prøv lige at fortæl mig hvad jeg sagde, med dine egne ord.

Og så er der lige den med den meget udbredte misforståelse at børn kan bestemme hvad der skal spises til middag. Børn har ingen forudsætninger for at svare på dette. Køledisken er kæmpestor og de kan ikke se hvad det ferske kød kan blive til. De ved heller ikke hvad der er økonomi til og hvad der er ernæringsmæssigt ok. Så påtag jer ansvaret for hvad I skal spise og vil man gerne virke demokratisk, så giv barnet valget mellem 2 ting. F.eks. ”Jeg kan se at der kan blive tale om enten kylling eller frikadeller. Hvad kunne du have lyst til?” og hvis der er flere børn så lad det gå på skift. Men vælg selv ud hvad de må vælge imellem.

Både far og mor ser ud som om ” at det kan jeg sagtens sige” og dette bekræfter de da også. Jeg tror at børnene i jeres familie har bestemt så længe at I næsten har glemt hvordan det er, at tage ansvar og bestemme.

Men der er kun en vej: Begynd fra en ende af. Det er ligesom at spise en elefant- man tager 1 bid af gangen / Dorte Bærentzen

Uge 30. Familien hvor mor sidder i fængsel for vold mod børnene

2011-07-26T13:00:00.000-07:00

Far med Jonas 6 år og Stine 4 år kommer idag. Det er altid med lidt sug i maven jeg ser dem. Jeg får så ondt af de børn der virkelig trækker en nitte i forældrelotteriet. Lige meget hvor meget disse 2 børns forældre gør og har gjort, så er begge børn skadet i en grad, at det vil påvirke deres liv fremover.
Idag ser far nu lidt bedre ud. Han fortælle,r at børnenes mor har fået lovet udgang meget snart og det glæder han sig til. " det bliver rart at tale med en voksen igen" siger han. Det kan man nu godt sætte sig ind i for hans vedkommende men hvad men børnene? Jeg spørger børnene og Jonas sige,r at han glæder sig til at se hende men Stine kigger bare ned på sit tegnepapir og farver ihærdigt.
Jeg spørger Jonas hvad han glæder sig mest til og han siger at han savne,r at mor putter ham. Jeg spørger om han tænker på, at der følger en fængselsbetjent med, for at overvåge at mor ikke slår dem. Det ved han godt men siger til mig, at det er en hemmelighed han har med mor. Far bekræfter dette og vi taler her om at det er en meget dårllig ide, at have disse familiehemmeligheder. Dels er børnene bange for at komme til at røbe dem ( og mors straffe metoder kender de) og dels kommer de til at leve et parreltliv hvor løgne og fortielser bliver hverdag. Far sige,r at det er mor der insisterer på denne hemmelighed og jeg siger at hun i mine øjen har fravalgt muligheden for at bestemme den slags. Det er ikke godt for børnene med løgne og hemmelkigheder og far bør tage beslutningen om for en gangs slykd, at stå bag sine børn. Han bliver undvigende og jeg får endnu engang mistanke om, at det ikke kun er børnene der bliver slået af mor.
Stine ser ked ud af det idag og hendes tegning er fyldt med hidsige streger. Hun sige,r at nogen i børnehaven har sagt at hen des mor aldrig kommer ud af fængslet. Stine ved ikke rigtig hvad fængslet er og begrebet aldrig er også svært for hende at håndtere. Jeg beder far om at forklare Stine hvad fængslet er og hvornår mor kommer ud. Far bliver lidt beklemt og det er klart at han ikke ret gerne vil tale om det og det bliver satartskuddet til mit "indlæg" idag:
Far, du skal passe dine børn, som om du både er deres far og mor. Du har valgt, at få børn med en kvínde der ikke kan styre sig og det er dit ansvar, at passe på dine børn! Mor kan tydeligvis ikke varetage forældrerollen, så det skal du. Det er din pligt og dit ansvar. Du kan ikke tillade dig at have hemmeligheder omkring det skete, for det igen er børnerne der bataler prisen og nu må det stoppe! Du skal ikke lære dine børn at lyve om det mest smertefulde i deres liv. Den mor de elsker og skal stole blindt på, har svigtet deres tillid og du må ikke hjælpe dem med at lyve om det. Konsekensen af dette er, at når børnene bliver større får de meget svært ved at finde ud af gældende spilleregler når det gælder Lægn/ sandhed/ tillid/ nærhed. Det bliver børn der bliver nemme at begå overgreb imod fordi ingen voksne hjalp dem da deres mor, begik et ultimativt tillidsbrud og de vil have en mistillid til alle mennesker der forsøger at komme tæt på dem, fremover. Det betyder desværre også, at de får svært ved at forstå andre menneskers intensioner og derved kommer til at fejllæse andre og får bragt dem selv ud i uoverskuelige, og nogen gange, farlige situationer"
Det var en ordentlig oppsagn idag til Far men fakta e,r at børnene lyttede meget intenst og det er vigtigt at vise dem hvad rigtigt og forkert er og her er far galt på den. Nogen skal holde med disse børn.
Så fars hjemmeopgave til næste gang er at "manne" sig op og påtage sig ansvaret for børnene og passe på dem, startende med at sige sandhende og stå ved hvad der er sket. / Dorte Bærentzen

Uge 29. Lars og Mona

2011-07-18T03:39:00.000-07:00

Lars og Mona kommer i dag og ser ikke lige så beklemte ud som den første gang de var her. Lars siger med det samme, at de har øvet sig på hjemmeopgaven de fik sidste gang. Det var en opgave hvor Lars1 skulle overveje sine motiver når han svarede Mona og se lidt på hvorfor han nedgjorde hende hver gang han svarede hende. Lars fortæller at det har været svært fordi han ikke tænker over, at han gør det og at hans svar ofte falder så hurtigt, at der ikke er tid til at tænke sig om. Vi får en snak om netop dette med at have så travlt, at det mest fundamentale i vores kommunikation kommer til at lide under det. Vi taler igen om hvad det gør ved et menneske konstant at blive latterliggjort eller talt ned til. Mona kan bekræfte at Lars har øvet sig og medgiver at det ikke falder ham naturligt, så hjemmeopgaven lever videre og vi taler mere om det næste gang.

Noget af det Lars har lagt mærke til den sidste uge er, at Mona brokker sig meget uden at han forstår hvorfor. Han forstår ikke hvad der sker i hovedet på hende, siger han. Jeg beder om et eksempel og han siger: ” feks kan hun sige: skraldespanden er helt fuld” og et øjeblik efter er hun sur og begynder at brokke sig lavmælt og inderligt over at jeg aldrig gør noget derhjemme og at alt hænger på hende. Eller, som det skete i går, Mona siger: stolen i gæsteværelset er for tung til at jeg kan flytte den ud i bryggerset.” Et øjeblik efter far hun af sted mens hun brokker sig over mig. Hvis jeg skal øve mig på at tale ordentligt, kan du så ikke sige at hun skal lade være med at brokke sig hele tiden”

Det er et klassisk eksempel Lars her tager op og er noget af det, der oftest går galt mennesker imellem. Man forventer at den anden er tankelæser og bliver rasende når man ikke bliver ”hørt”.

Nu skal I høre, hvad det er der sker. Mona taler i halve sætninger. Alle sætninger består af 2 dele, en passiv og en aktiv. Du bruger kun den passive del, Mona. Nu skal jeg hjælpe dig. Lad os tage samme sætning igen: ”skraldespanden er fuld”, så hvad vil du gerne have at Lars skal gøre? Han skal gå ud med den, siger hun. Lige præcis. Måske skulle du sige det! ’

Så først siger man det der kan konstateres og derefter det du gerne vil have han skal gøre. På samme måde med lænestolen: Lænestolen er for tung til at jeg kan flytte den så jeg vil gerne have at du hjælper mig. Han kan da for pokker regne ud at det er det jeg mener, siger Mona. Næh det kan han ikke og det skal han heller ikke. Han forholder sig konkret til det der bliver sagt og ikke til alt det der ikke bliver sagt.

Man kan ikke udelukke at dette også er en mand/ kvinde ting. Mænd hører det der bliver sagt og er allerede videre med andre ting. Ind imellem undrer de sig over at de skal involveres i at skraldespanden er fyldt men det falder dem ikke nødvendigvis ind, at det involverer dem aktivt. Kvinder derimod er vant til at aflæse og afkode sproget på en anden måde og de forstår derfor i højere grad en halv sætning. Nogen gange får jeg også en mistanke om at der ligger noget andet og sværere her, fordi det er nemt at konstatere et faktum, (stolen er for tung) men det er ikke så nemt for alle at bede om det de gerne vil have (så vil du hjælpe mig med at flytte den), så her ligger en øvelse ikke kun i kommunikation men også i at bede om det du vil have.

Så sig hele sætningen hvis du vil forstås. Jeg fryser så derfor vil jeg gerne have du lukker vinduet.

Hjemmeopgaven til næste gang er: Lars du skal fortsat øve dig i at sætte hastigheden ned således at du når at tænke over hvordan du svare Mona og I skal begge øve jer på at tale i hele sætninger. Dorte Bærentzen

Uge 28. Familien hvor børnene har taget magten

2011-07-10T22:56:00.000-07:00

Jeg har glædet mig særligt til idag. Familien Sørensen ringede sidste uge for at høre om jeg kunne hjælpe dem. Det var mor( helle) der ringede og far( kim) der suflerede fra sofaen. Parret var ved at give op på deres forældre-skab. De syntes at der var så mange krav til det at være forældre og de kunne mærke at de var ved at være godt trætte. Helle fortalte lidt om familien i øvrigt og vi blev enige om at mødes idag.
Ind af døren kommer et par der ikke ville adskille sig fra andre, hvis man mødte dem på gaden. De var lidt nervøse men ellers lignede de mennesker man ville nyde at tilbringe et par timer med.
Helle fortæller, at de har 3 børn og det er dem det i virkeligheden drejer sig om.De bliver mere og mere svære at have med at gøre og forældrene kan mærke at det kræver nogen dybe indåndinger, før fælles aktiviteter.
Det drejer sig om en dreng på 8 år og 2 piger på henholdsvis 6 og 2 år. For at få et overblik over familien ,og danne mig et indtryk at problemernes omang, begynder jeg at spørge meget konkret ind til familien historie og værdier. Bla. fortæller de, at drengen ikke var et planlagt idet de kun havde kendt hinanden 2 uger da Helle bleb gravid. De blev dog glade for ham da de havde vænnet sig til tanken. Pigen på 6 år var helt planlagt da de ikke ville nøjes med et "forkælet enebarn." Her bryder Kim ind og siger, at det er fars pige. Hun ligner tilsyneladende kim både af udseende og af sind. Den sidste pige fortæller mor var planlagt. Far deltager ikke i dette svar og da jeg i-tale-sætter dette, siger han at det ikke var noget de havde været enige om. Han troede, at de diskuterede muligheden for et barn mere og vupti så var pillerne smidt i toilettet. " ikke at jeg ikke kan lide hende eller noget" siger far.
Jeg spørger hvad deres væsentlige problem er med børnene og mor siger, at det er, at de som forældre ikke er enige om noget. Hun synes far er slap og at det er hende der står med hele ansvaret for at opdrage. Far derimod synes at problemet er, at Helle hele tiden har gang i noget og ikke slapper af. Han synes måltiderne er de sværeste idet børnene er meget kræsne og kopierer hinandens uartigheder. Vi beslutter os for at det er dagens emne.
Jeg beder dem beskrive deres sidste aftens middagsmåltid og her er sandelig stof til mange timers terapi. Det er min erfaring at det ofte måltiderne der giver en god beskrivelse af hvad der foregår i en familie. Det er et sårbart tidspunkt på dagen hvor forældrenes forventninger til et hyggeligt samvær brister og hvor børnene spiller alt det ud de ikke bliver set og hørt på ellers.
Hos denne familie lyder det som om, at den ældste dreng bliver en slags politimand og en særlig hjælper for mor. Hun er taknemmelig overfor han og den indsats han lægger for dagen for at holde ro på sine søskende ved middagsbordet. Han sørger for at de mindre søskende bliver introduceret til de forskellige ting på middagsbordet, som de dog ofte nægter at spise og ofte ender måltidet med, at mor går i køkkenet og smørre en rugbrødsmad til mindst et barn. Drengen skælder ud ok efterligner mors trusler: " I skal spise ellers kommer i i seng, prøv nu at smage på maden ellers bliver jeg ked af det og går fre bordet" osv.
Man bliver helt svedt af at høre om disse anstrengende måltider og vi bliver nødt til at tage fat i noget teoretisk: Når forældre ikke er chaufører på familiens lastbil, så er der med sikkerhed en af børnene der sætter sig i førsædet. Det betyder, at når forældre ikke lever op til deres forældreskab og ikke tager ansvar for børnene, så træder et af børnene til og udfylder denne funktion. Børns udvikling og "overlevelse" afhænger af at forældre tager ansvar og går forrest og det er ikke muligt for børn, at leve med mindre. Derfor er der altid en der tager over eller sætter sig sammen med den af forældrene der tilsyneladende gør et forsøg.
Dette skal stoppe med det samme, siger jeg til forældrene. Jeres ældste søn er ikke forældre og i skal beslutte jer for hvem der er de voksne ifamilien og derved også hvem der har ansvaret. Før sker der ikke noget positivt hos jer. Jeg siger: "Du Kim skal holde op med at opføre dig som en forvokset teenager, du har 3 børn og det er på tide, at det går op for dig!
"Det Betyder, at indtil jeg ser jer næste gang skal du Kim hver aften styre slagets gang ved middagsbordet: Rose mors mad, tilkendegive nydelse, hjælpe børne med at få øst op og frem for alt, holde din store dreng væk fra førersædet. Du skal være omsorgsfuld overfor ham og sige: "tak for hjælpen jeg kan godt se at du prøver at hjælpe os men jeg tager over herfra. Spis du bare og slap af sammen med os andre." og du helle, skal ikke smøre rugbrødsmadder efter middagen. der er altid noget på et bord børn kan spise. Måske skulle du inddrage børnene i madlavnngen i stedet,så de får en forståelse for det store arbejde du lægger for dagen, i dit forsøg på at ernære familien. I skal vågne op og tage et fælles ansvar for jeres børn, lige nu."
Hold da op hvor jeg glæder mig til at se dem igen og se om det lykkedes at gøre far voksen og få mor til at turde stole på det og ikke mindst: få børnene til at være børn! Dorte Bærentzen

Uge 27. Mor, far, jonas 6år, stine 4 år

2011-07-04T06:35:00.000-07:00

Idag skal jeg møde en familie der adskiller sig lidt. Mor afsoner en fængselsdom på 4 mdr. for vold mod børnene. Jeg har gennem mit arbejde for SAVN ( pårørendeforening til fængslede) mødt en del familier hvor far er i fængsel, så det er lidt usædvanligt, at det er far der henvender sig for at få hjælp.

Far møder med børnene og de er alle lidt beklemte ved situationen. Efter de første indledende bemærkninger, spørger jeg til hvor deres mor er henne. Jonas kigger på far for at se om det er OK at snakke om her og far nikker. Jonas fortæller at mor sidder i fængsel fordi hun har gjort noget forkert. Da jeg spørger hvad det forkerte er, ser Jonas ned på sit tegnepapir og vil ikke svare. (Jeg har altid tegnepapir og farver til børnene og dette bliver også bruge flittigt idag.) Stine på 4 år forholder sig afventende, så jeg nøjes med at kommentere hendes tegning. Jeg spørger derfor far hvor mor er henne. Han fortæller at hun sidder i fængsel fordi hun har slået børnene. Dette har tilsyneladende stået på gennem hele børnenes liv og er først blevet stoppet da en mormor går til myndighederne. Jeg får far til at beskrive omstændighederne der bringer mor i en sådan situation og han fortæller, at der kan være meget små ting der er udløsende. Ofte er det hvis børnene ikke gør som hun siger, eller hvis de har undladt at følge hendes anvisninger. Hun begynder med at skælde ud og det bliver højere og højere og ordene bliver mere og mere grove. Til sidst kulminere det med at hun slår barnet eller for den sags skyld, dem begge. ( Under hele denne forklaring, hvor jeg hele tiden beder om de smertelige detaljer, sidder børnene og tegner imens de lytter intenst)
Jeg spørger flere gange far om man må slå børn udelukkende for at børnene skal høre, at det ikke en en holdning deres mor deler med os andre- og vi tager afstand fra dette.
Jeg spørger far hvordan ham mon tror børnene har det, nu hvor mor er i fængsel. Han siger at de har det OK men her bliver han afbrudt af Stine ,der erklærer at hun savner mor og vil have hende hjem igen. Jonas supplerer med at." mormor er en ond kvinde der burde skydes fordi hun har sagt det hele til kommunen og nu er det hendes skyld at mor er i fælgsel" Jeg svarer med en sætning der skal gentages mange gange: Nej. Det er jeres mor der er skyld i at hun er i fængsel ikke mormor. MAN MÅ IKKE SLÅ BØRN. Jonas kigger igen ned og fortsætter med at tegne.
Jeg spørger far hvordan han har det med at mor er i fængsel og han synes det er svært og mener godt de selv kunne have klaret det fordi mor tilsyneladende havde indvilget i at gå i terapi, umidelbart inden arrestationen. Jeg Spørger om hun havde lovet dette før og efter et stykke tid må han indrømme, at det er noget hun ofte lover umidelbart efter voldsepisoderne. Far har været med til at dække over mors vold mod børnene, fordi han hele tiden har troet på, at det ville blive bedre, når først hun fik et arbejde, når de fik orden i økonomien, de sik sat lejligheden i stand, fik råd til ferien osv osv. Efter denne forklaring siger jeg direkte henvendt til Jonas ,at det gør mig ondt, at høre at far ikke kan passe bedre på sine børn og at jeg håber vi i fællesskab kan hjælpe ham med dette. Jonas nikker og Stine gentager at hun savner mor.

Far siger, at han synes det er mærkeligt at børnene savner deres mor når hun har slået dem. For ikke at gøre børnene forkerte og de skal høre på at de er mærkelige siger jeg: "Børn er meget loyale og det havde undret mig meget hvis de havde udleveret deres mor, ved dette første møde. For selvfølgelig holder de af deres mor, det er volden de ikke kan lide og de vil være sikre på at jeg kan skille de ting ad, før de vil snakke med mig. Der er mange ting ved deres mor de kan lide og det skal vi ikke tage fra dem."
Herefter taler vi om deres mor og børnene er ivrige for at fortælle om de sjove ting hun gør og hvor god hun er til at lege med dem. jeg følger med i historierne og sidder med en tung følelse i sindet. ( Jeg tænker på disse to børns kærlighed til en mor der ikke passe bedre på sine børn og på om det nogen sinde kan blive bedre. Hvad er der dog sket i mors liv der befordrer denne vanvittige adfærd)
Tiden er ved at være gået for idag og jeg beder om at se børnenes tegninger. Jonas har tegnet en rumraket med ham og søsteren i og jeg spørger ham om det er sådan han ønsker det. Nej siger han, det er sådan det er! ( 2 børn alene på vej ud i et ukendt rum) Stine forklarer, at hun har tegnet en hund for sådan en ønsker hun sig. Naboen har en hund og den er altid glad, siger hun. (Ja, noget glæde kunne man jo godt unde Stine)
Jeg aftaler med far, at det er vigtigt at de taler om mor derhjemme. Både det gode, og når børnene er parate, også det onde. Handlinger forsvinder ikke når vi undlader at snakke om dem. Tværtimod. / Dorte

uge 26.

2011-06-29T08:10:00.000-07:00

Ind i klinikken idag træder mona og lars. De fortæller at de har været kærester i 8 år men nu synes mona ikke hun orker længere. De er begge sidst i 30´erne. Lars er modvilligt gået med til parterapi i den overbevisning at jeg kan fortælle mona at hun er helt galt på den og at alt det hun oplever som problemer- kun sker i hendes hoved. Mona er tydeligvis spændt på dette første møde og lars ser ud som om han gerne vil have det overstået i en fart. Hans stil er let overbærende både over for mig og mona og han devaluerer ofte det hun siger. Både med ord men også men fakter når han synes hun er for langsom. Jeg spørger dem om hvad i himlens navn der har bragt dem sammen i sin tid og de kan begge fortælle om en større fest hos fælles venner hvor de så hinanden. Mona forklarer at det slog klik( ja, mon ikke tænker jeg) og lars bekræfter dette møde. Efter nogen tid blev de kærester. Lars har tidligere haft et længervarende forhold hvor der er 2 børn, som han har hver ansden weekend. Lars er tydeligvis både stolt og glad for sine børn og fortæller gerne og længe om dem.Mona ser en smule træt ud unden dette lange oplæg. Hun har tydeligvis hørt det hele før. ( jeg tænker at der ligger et konfliktpunkt her, der skal tales om senere)
Jeg spørger til hvordan deres dag forløber og de fortæller om er et ret almindelig dag hvor de begge er i arbejde. lars er træt når han kommer hjem og mener det hænger sammen med at han har et mere betydningsfuld job end mona. Mona kan ikke finde ro før de huslige ting er klaret: madlavning, tøjvask oprydning osv. Lars ser en del sport i tv mens mona laver mad og vil helst spise foran TV. Mona derimod synes, at mad skal indtages ved et spisebord da hun synes det udtrykker respekt for maden og den der har lavet den. Lars forstår ikke hvad hun mener og kalder hende gammeldags og "du trænger vist til at komme ind i det 21´århundrede. Jeg spørger lars om han selv bemærker hvordan han devaluerer mona hele tiden og han ser mildest talt overrasket ud.Han aner ikke hvad jeg taler om. Han mener, at han behandler mona med al den respekt hun fortjener. Til det må jeg give ham ret- for det lader ikke til, at han har meget respekt for hende. Jeg beder ham om at beskrive mona med 3 tillægsord og DET bringer ham i ukendt land. Han bliver vred på mig og alt mit "psykolog-pis" og siger at det ikke giver mening at svare på den slags. Mona bliver mere og mere trist at se på under denne ordveksling og jeg spørger hende om det er sådan hun oplever lars når de er alene. Dette bekræfter hun med et opgivende og træt ansigt. Jeg beder hende om at beskrive lars med 3 tillægsord og efter en længere tænkepause begynder hun at græde. Lars bliver noget overrasket over dette og siger til hende, at hvis det skal være opå den måde, så kan da godt komme med 3 ord. Han nævner så: kærlig, omsorgsfuld og smuk. Og så er det min tur til at blive overrasket! Hvor kom det fra? Mona blev vist lige så overrasket- hun holdt op med at græde. Mener du det?, spurgte hun. Ja, svarede han, det ved du da. Du godeste tænkte jeg- Her er lang vej hjem for de to. Jeg spørger lars om hvad han tænker om monas reaktion. Han siger at det kommer bag på ham at hun græder. Jeg beder om hans bud på hvorfor hun græder og han siger, at det må være fordi hun er ked af ikke at kunne tænke hurtigt nok på 3 ord eller ikke ved hvad tillægsord er. Her er det jeg får brug for al min selvbeherskelse! At tælle til 10 er ikke nok- ikke engang 100 kan gøre det. jeg bliver nødt til at tænke;: han er mødt her idag fordi han gerne vil mona og han udstiller sig i al sin usympatiske pragt- jeg behøver ikke give ham tørt på. Jeg spørger mona om hun vil fortælle om sin gråd og hun siger:Jeg tøvede fordi uanset hvad jeg havde sagt, så havde det været forkert, men gråden kom da det blev klart at jeg ikke kunne sige noget pænt i nutid. Jeg beder hende sige noget pænt i datid og hun siger: Før var lars omsorgsfuld, kærlig og betænksom. Nu er det lars der ser overrasket ud. Er jeg ikke det mere? spørger han. Nej, og jeg kan ikke huske hvornår det forsvandt, siger mona. Lars tager hende i hånden og er for første gang tavs. Jeg spørger til om han kunne tænke sig at vide hvad det gør ved et menneske at blive devalueret og det siger han ja til. ( formentlig for at slippe for flere dumme spørgsmål) Jeg fortæller: Han skal tænke på et hus hvor man fjerner én mursten af gangen. I starten betyder det ikke så meget men efterhånden som pynten forsvinder bliver det slemt. Han overser alle tegn på, at huset er ved at falde sammen og at det bliver mere og mere vakkeltvorent. Selv når huset knager ( når mona græder) ser han intet. Han fjerner bare et par sten mere, uden at se på huset. Han kigger nu på et hus hvor der ikke er ret meget mere end fundamentet tilbage og han bliver nu nødt til at se på hvad han er igang med. Det er ikke kun fordi mona er ved at gå i stykker, men fordi denne destruktive adfærd til sidst vil ødelægge ham selv. Jeg frygter at han gør det samme ved sig selv og ender op med et selvhad så ikke engang ham selv kan hodle ham ud. Til dette bliver han synlig berørt. Han bliver rød ned af halsen og kigger stift ned i jorden. Jeg spørger til hvor han kan mærke i kroppen at der sker noget og han siger: Det sorte hul i brystkassen svier. Han vil ikke tale mere om det, siger han Tiden er ved at være gået og Lars spørger til om de skal have lektier for til næste gang. Jeg bliver rigtig glad for, at han på den måde siger at han kommer igen og jeg foreslår følgende: Hvergang han kommenterer mona skal han stoppe op lige før det sker og tænke: kommenterer jeg lige nu fordi jeg vil i dialog eller er det for at slå hendeverbalt? Han synes det lyder lidt mærkelig,t men indvilliger. Mona skal øve sig på hvergang hun føler sig devalueret, at sige til lars : nu gør du det igen-og ikke mere. Hun ser lidt skræmt ud men nikker. Jeg er noget spændt på om de kommer i næste uge. Dorte